Hvert år dør hunde af hedeslag i biler

Selvom du parkerer i skyggen og ruller vinduerne ned, kan en udendørstemperatur på bare 20 grader gøre, at kabinen forvandles til en sauna. Det kan være livstruende for din hund

Gør du som så mange andre? Lader hunden blive i bilen, mens du handler ind eller snupper et hurtigt møde. Hvert år dør hunde af hedeslag efter at være blevet efterladt i biler, og det er en stor tragedie, hver gang det sker. Faren er, at vi tror, det er nok at rulle ned for vinduerne, men undersøgelser viser, at temperaturen i en bil hurtigt stiger til omkring 85 grader - også selv om bilen står i skyggen med åbne vinduer, og det kun er omkring tyve grader udenfor.
 
Mister bevidstheden
Hunde kan ikke komme af med varmen ved at svede som mennesker, men udelukkende gennem åndedrættet. En hund ”halser” for at holde kropstemperaturen nede og mister derved en masse væske. Temperaturen stiger fra de normale 39 til 40 og 41, og på et tidspunkt fører hyperventileringen til, at hunden mister bevidstheden og vil dø, hvis den ikke hurtigt bliver kølet ned.

- Især hunde med "flade" næser som mops og Bulldogs, og hunde med stor pels, har det svært med varme, siger Lene K. Jørgensen, Agria´s Dyrlæge konsulent. En varm sommerdag kan de ofte have brug for hjælp til afkøling ved en svømmetur eller et bad med haveslangen. Et ophold i varm bil er derfor særlig risikabelt, ligesom ældre hunde med hjerteproblemer er mere følsomme overfor varme end unge, raske hunde.
 
Alvorlige indre kvæstelser
Selvom hunden bliver lukket ud af bilen inden den mister bevidstheden, kan overophedningen have nået at forårsage alvorlige indre skader på hjerne, hjerte, tarme, lever og nyrer samt blødningsforstyrrelser. Mange hunde får behov for indlæggelse i flere dage, men selv ved den bedste behandling, er det ikke altid muligt at redde hunden. Chancen for at overleve uden mén forbedres dog væsentligt, hvis hundens ejer med det samme har kølet hunden ned.
 
Symptomer på hedeslag
Finder du din hund bevidstløs, er situationen meget alvorlig. Andre symptomer kan være, at hunden er svimlende, gispende, har tørre, røde slimhinder i øjne og mund. Den kan savle, kaste op eller have diarré.

Handl hurtigt!
Tag hunden ud af bilen, og behandl den, hvis det er muligt, med rindende koldt vand fra en bruser. Hvis det ikke er muligt med rindende vand, kan man bruge et vådt håndklæde i stedet. Væd pelsen ind til huden - og bliv ved. Du må aldrig bruge is eller køleelementer fra fryseren. Kør direkte til nærmeste dyrehospital eller dyrlæge.
Her vil behandlingen fortsætte med at bringe kropstemperaturen ned til omkring 39 grader, og på klinikken vil hunden få drop og medikamenter, afhængigt af situationens alvor.

Faktaboks 1
•    Efterlad aldrig hunden i en parkeret bil på en solrig varm dag.
•    Hvis det er sket: Få straks hunden ud i den friske luft.
•    Gør hunden våd med rindende koldt vand eller våde håndklæder
•    Tag direkte til dyrehospitalet eller dyreklinikken.

Faktaboks 2
•     Normal temperatur for en hund er mellem 38-39 grader
•    Temperaturer, der går over 41-42 grader, er skadelige for hunden.

For mere information kontakt: Sonja Karaoglan, Country manager Agria Dyreforsikring på 23 60 31 61 eller sonja.karaoglan@agria.dk eller Agria´s Dyrlæge konsulent Lene K. Jørgensen på 48 21 98 98

Agria Dyreforsikring, specialist i dyreforsikringer gennem mere end 120 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Selskabet blev grundlagt i Sverige i 1890 og er i dag repræsenteret i de nordiske lande. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer .

Tags:

Om os

Agria Dyreforsikring. Agria er Nordens største dyreforsikringsselskab. Agria Dyreforsikring, er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 125 år og har et tæt samarbejde med dyreejerorganisationer og dyrlæger i hele Danmark. De fleste medarbejdere er selv dyreejere, og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger er Agria med til at udvikle og skabe fokus på dyrehold, dyresport og dyresundhed. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringsløsninger til hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.

Abonner

Multimedia

Multimedia

Hurtige fakta

Gør du som så mange andre? Lader hunden blive i bilen, mens du handler ind eller snupper et hurtigt møde. Hvert år dør hunde af hedeslag efter at være blevet efterladt i biler, og det er en stor tragedie, hver gang det sker. Faren er, at vi tror, det er nok at rulle ned for vinduerne, men undersøgelser viser, at temperaturen i en bil hurtigt stiger til omkring 85 grader - også selv om bilen står i skyggen med åbne vinduer, og det kun er omkring tyve grader udenfor.
Tweet dette