Nu er det afgjort: Den fynske hest Abel er hele Danmarks Dyrehelt 2016

Abel fra Langeskov på Østfyn er kåret til Danmarks Dyrehelt 2016 af Agria Dyreforsikring. Hesten er årsag til, at 19-årige Cecilia, der er spastisk lammet og tidligere var bundet til en kørestol, nu kan gå.


En lille hest med en stor personlighed har vundet en fornem pris. Hesten Abel, der i oktober blev kåret som Fyns største dyrehelt, kan nu prale af titlen Danmarks Dyrehelt 2016.

Abel er årsag til, at 19-årige Cecilia Rosell ikke længere er bundet til en kørestol. Cecilia er født spastisk lammet og har været plaget af store smerter hele sit liv, men i dag har hun det bedre end nogensinde før, fordi hun rider på Abel.

Hendes muskler er blevet styrket så meget af at ride på den gemytlige islandske hest, at hun på gode dage kan gå helt op til en kilometer og ikke længere behøver at tage 16 smertestillende piller om dagen.

Abel er kåret til Danmarks Dyrehelt af Agria Dyreforsikring, der i oktober og november har været på jagt i hele Danmark efter de største dyrehelte. Mere end 740 kæledyr er blevet tilmeldt konkurrencen, hvor et dommerpanel uge for uge har udvalgt tre regionale vindere - fire katte fra Jylland, Abel fra Fyn og en hund fra Sjælland. I finalen endte Abel med at få flest point af dommerpanelet.

Dommerne har lagt vægt på, at Abel både har forbedret Cecilias fysik og livskvalitet markant, og at hesten er et fremragende eksempel på, hvordan dyr bidrager positivt til vores tilværelse.

“Som dyrlæge bliver jeg ofte bedt om at forsvare, at danskerne bruger milliarder af kroner på kæledyr, når der er så mange problemer i vores samfund og i verden. Men jeg mener, at kæledyr på den lange bane sparer samfundet for udgifter. Se bare på Abel, der har fået Cecilia ud af kørestolen og på benene igen,” siger Karina Ryborg, medlem af Agria Dyreforsikrings dommerpanel og dyrlæge ved Gråsten Dyrehospital.

Dommerpanelets egen hesteekspert, den olympiske dressurrytter Cathrine Dufour, har også kastet sin kærlighed på Abel.

“Det er helt fantastisk, at en hest kan være med til at give så meget livskvalitet til en pige og samtidig være med til at holde hende i form, så hun nu kan gå meget bedre end før,” siger hun.

Sidste års vinder var servicehunden Mocca, der bor sammen med sin ejer i Rødovre. Christina Davidsen, der er ramt af  knogleskørhed, har i år været med i dommerpanelet, og hun sender trygt Moccas titel videre til det fynske.

“Abel er en sand dyrehelt, der hver eneste dag betyder uendelig meget for ejeren Cecilia. Det er stort og værdigt at blive kåret som Danmarks Dyrehelt, og det har været svært at vælge mellem de tre meget forskellige og rørende historier i finalen,”  siger Christina Davidsen, Moccas ejer og bestyrelsesmedlem i STH Servicehunde til Handicappede.

Cecilia Rosell blev meget overrasket, da Agria Dyreforsikring i går kom forbi stalden i Langeskov på Fyn med kage, præmier og en check på 20.000 kroner, der skal doneres til dyrevelgørenhed.

“Abel er min bedste ven, men han er også min træningsmakker. Lægerne forstår ikke, hvad der sker, men de er ellevilde. Jeg burde ikke kunne gå. Men min ryg er blevet mere lige, efter jeg fik Abel, og mine muskler er styrket,” sige Cecilia.

Cecilia er fysisk handicappet på grund af manglende ilt ved fødslen. Da hun var lille, blev hun båret rundt eller sad i kørestol. Hendes mor tog hende allerede med ud at ride, da hun var halvandet år gammel. Hun fortsatte selv som handicaprytter, da hun blev større. På de store dressurheste havde hun brug for særligt udstyr. Men selvom hun elskede at ride, var det også hårdt for hendes krop, og folk kiggede mærkeligt.

Abel blev hendes vej ud af smertehelvedet. Den rolige hest er islænder og derfor mindre end dressurheste. Det har vist sig at være helt afgørende for Cecilia.

I dag kan hun ride helt uden hjælpemidler og konkurrerer ikke længere som handicaprytter.

“Abel er mit fristed. Når jeg rider på ham, er jeg som alle andre. Der er jeg ikke den handicappede pige. I dag kan jeg ride stævner, uden dommerne skal tage hensyn til mit handicap, for man kan ikke se det,” fortæller Cecilia.

Sonja Karaoglan, der er direktør i Agria Dyreforsikring, understreger, at det netop er dyrenes positive indflydelse på os mennesker, der er baggrunden for kampagnen Danmarks Dyrehelt.

“Dyr er fantastiske væsner. Vi ønsker at vise, hvor stor en forskel det kan gøre for os mennesker, at have dyr omkring os. Mange af de indsendte historier handler om, hvordan ensomme, fysisk eller psykisk syge kan få livsglæde og støtte af deres dyr, men der er også heltemodige dyr og dyr der bare spreder glæde i hverdagen. Dyrene har ofte en uvurderlig betydning for deres ejere, og de skal have al den kærlighed og omsorg, som vi har mulighed for at give dem,” forklarer Sonja Karaoglan.

Cecilia har bestemt, at de 20.000 kroner skal doneres til Dyreværnet.

Om Danmarks Dyrehelt

Sammen med førende dyreorganisationer i Danmark gik Agria Dyreforsikring igen i år på jagt efter Danmarks Dyrehelt, da kæledyrene i Danmark fortjener anerkendelse for deres trofasthed og gode gerninger.

Agria Dyreforsikrings dommerpanel kårede i uge 42, 43 og 44 lokale ugevindere fra Jylland, Fyn og Sjælland - og til sidst Danmarks Dyrehelt 2016.

Alle kæledyr har haft mulighed for at deltage, det krævede blot, at deres ejer uploadede et billede til Agria Dyreforsikrings Facebook-side og skrev en lille tekst om, hvorfor kæledyret er en sand dyrehelt.

Danmarks Dyrehelt 2015 blev servicehunden Mocca fra Rødovre, der hjælper sin ejer, Christina, der har knogleskørhed og sidder i kørestol.

Lokale ugevindere og finalister

  • Jysk vinder blev kåret i uge 42

   Fire katte fra Vorbasse varmede Niels Jørgen, mens han et helt døgn lå på sit gulv ramt af en blodprop i hjernen

  • Fynsk vinder blev kåret i uge 43

   Den islandske hest Abel er årsag til, at 19-årige Cecilia, der er fysisk handicappet, ikke længere er bundet til en kørestol

  • Sjællandsk vinder kåret i uge 44

   Hunden Molly hjælper dagligt 11-årige Marcus, der har ADHD. Molly kan mærke, hvordan Marcus’ humør er og muntrer ham op.

Dommerpanel

  • Christina Davidsen, Moccas ejer og bestyrelsesmedlem i STH Servicehunde til Handicappede
  • Karina Ryborg, dyrlæge, Gråsten Dyrehospital
  • Jens Jokumsen, chefkonsulent for familiedyr, Dyrenes Beskyttelse, Dyrenes Beskyttelse
  • Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent, Dansk Kennel Klub
  • Susanne Wehnert, formand, Jydsk Racekatte Klub
  • Cathrine Dufour, olympisk dressurrytter, Dufour Dressage
  • Sonja Karaoglan, direktør, Agria Dyreforsikring

Ugepræmier

  • 5.000 kroner, der skal doneres til dyrevelgørenhed
  • Et års sygeforsikring til kæledyret
  • Agria-præmiepakke til en værdi af 500 kroner

Den store hovedpræmie

  • 20.000 kroner, der skal doneres til dyrevelgørenhed
  • Agria-præmiepakke til en værdi af 1.000 kroner
  • Fotosession for Danmarks Dyrehelt og ejer med professionel fotograf

Kontakt
Direktør Sonja Karaoglan er Agrias pressetalsperson i Danmark.

Hun kan kontaktes på 23 60 31 61 eller sonja.karaoglan@agria.dk.

Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 125 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer. Fra 1. januar 2017 tilbyder vi også hesteforsikringer.

Tags:

Om os

Agria Dyreforsikring. Agria er Nordens største dyreforsikringsselskab. Agria Dyreforsikring, er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 125 år og har et tæt samarbejde med dyreejerorganisationer og dyrlæger i hele Danmark. De fleste medarbejdere er selv dyreejere, og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger er Agria med til at udvikle og skabe fokus på dyrehold, dyresport og dyresundhed. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringsløsninger til hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.

Abonner

Multimedia

Multimedia