Pas på Fido i december - julemad er ikke hundeæde

Report this content

Tal fra Agria Dyreforsikring viser, at december måned er den tid på året, hvor flest hunde må forbi en dyrlæge på grund af madforgiftning. Det skyldes, at velmenende ejere fodrer hunden med julemad, som den ikke kan tåle. Hvis Fido skal have ekstra julegodter i december, hvorfor så ikke bage dem selv?

Bonden sidder tidligt ved sit fad, sikken Guds velsignelse af mad. Og lænkehunden selv får dobbelt sul, den skal også vide, det er jul.

Sådan lyder teksten i Peter Fabers julevise fra 1848. I dag er mange danskere stadig af den opfattelse, at familiens firbenede ven skal have ekstra godbidder i hundeskålen eller ved middagsbordet i december måned. Men det er ikke en god idé at fodre hunden med den julemad, vi mennesker selv nyder i december måned. Det forklarer Sonja Karaoglan, som er direktør for Agria Dyreforsikring:

“Flæskesteg, skinke og julekringle er herligt for os mennesker, men det er altså ikke hundemad. Det kan faktisk være decideret farligt for din hund. Fed mad og for meget salt kan fx give problemer med bugspytkirtlen. Gærende dej er farligt, da det indeholder alkohol, som kan give din hund alkoholforgiftning, og chokolade er også giftigt for din hund” siger Sonja Karaoglan.

Ifølge tal fra Agria Dyreforsikring er december den måned, hvor flest hunde ender hos dyrlægen med forgiftning. Det skyldes dels, at mange hundeejere ikke er klar over, at julemaden er farlig og dels, at der i juletiden kommer flere velmenende gæster på besøg, venner og familie, som ikke nødvendigvis kender reglerne for fodring i huset.

Nødder og chokolade er blandt de værste faldgruber på julebuffeten. Begge ting er giftige for hunden, og nødder kan desuden sætte sig fast i tarmen. Hvis du oplever tegn på, at din hund har spist noget forkert, det kan være opkast eller diarré, så kontakt din dyrlæge hurtigst muligt, siger Sonja Karaoglan.

Hvis du gerne vil forkæle din hund med jule-godbidder i december måned, så kan du overveje at bage dem selv. Der findes nemlig masser af opskrifter på snacks til hunden, som er både lækre og sunde. Agria Dyreforsikring disker op med et bud på julegodter nedenfor. Lav en stor portion, og du har nok til hele december:

Lækker opskrift på hjemmelavede julegodter til hunden

Kyllingekiks 

Lækre kyllingekiks er en sprød godbid som er let at lave.

Du skal bruge:
  • 1 kyllingefilet
  • 120 g majsmel
  • 120 g hvedemel
  • 1 ts tørret persille
  • 1 æg
  • 1 dl vand
  • 1/4 dl rapsolie eller solsikkeolie

Du kan også bruge kødfars eller laks i opskriften

Sådan gør du:

Kog kyllingefileten i rent vand til den er gennemkogt. Hak den i små bidder, det bedste resultat får du hvis du bruger en køkkenmaskine eller blender.

Bland mel og persille sammen i en skål.

Hæld kyllingen, et æg, vand og olie i og ælt det hele sammen til en dej. Den er lidt smuldret i starten, så ælt den godt sammen til den bliver fast og glat. Hæld mere vand eller mel i hvis den bliver for tør eller våd.

Rul dejen ud til den er 0,5 cm tyk. Tryk kiks ud i den størrelse du vil have med kageforme. Kageforme som ligner kødben kan købes i de fleste isenkræmmere eller på nettet. 

Har du ikke kageforme, kan du også rulle dejen ud til en pølse i 1 cm tykkelse, og skær bidder ud på 1-2 cm. 

Læg alle bidderne på en bageplade med bagepapir. Kiksen hæver lidt og flyder ikke ud, så de kan godt ligge tæt på hinanden. 

Steg kiksen på 150 grader varmluft i ca. 20 minutter. Hold øje så den ikke bliver brændt, den er færdig når den har fået en gylden farve og har en sprød lyd når du banker på dem. 

Lad den køle af inden du deler ud af godbidderne. 

De kan opbevares i en kagedåse eller anden tæt beholder. God fornøjelse! 

Kontakt
Direktør Sonja Karaoglan er Agrias pressetalsperson i Danmark.

Hun kan kontaktes på 23 60 31 61 eller sonja.karaoglan@agria.dk.

Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 125 år. De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia