Boghandlerselskab præsenterer bedste resultat nogensinde

Indeks Retail A/S har netop præsenteret sit regnskab for perioden 1.4.2009 – 31.3.2010, og resultatet er det bedste nogensinde. Aktionærerne i Indeks Retail A/S er de selvstændige boghandlere fra kæderne Bog & ide, Bøger & papir og BOGhandleren, og de kan notere en resultatfremgang i kædeselskabet på 11,4 mio. kr.

I regnskabsåret 2008/2009 blev resultatet et underskud på 1,2 mio. kr., mens regnskabet i det netop afsluttede regnskabsår viser et overskud på 10,2 mio. kr. - dette selv om selskabets omsætning er faldet fra 885 mio. kr. i 2008/2009 til 817 mio. kr. i 2009/2010. Størstedelen af forbedringen i virksomhedens resultat skyldes effektiviseringer og tilpasning af selskabets aktiviteter.

     - Konkurrencen i markedet er stor, fortæller adm. direktør Henrik Christensen, og dette gælder ikke mindst på bogområdet. På trods af dette er det lykkedes boghandlerkæderne i Indeks Retail at fastholde deres markedsandele. Boghandlerne ønsker fortsat at deltage aktivt i den skærpede konkurrence på bestsellere, og vi vil fortsat bevare fokus på det brede sortiment. På begge områder vil vi udnytte butikkernes ekspertviden om bøger og litteratur. 
   - Vi har kompenseret det vigende bogmarked ved at øge indsatsen på nye vareområder i forretningerne, og på den måde er vi kommet helskindet igennem det seneste års krise. Det har givet flere nye indtægtsgivende varer igennem vort system og til vore butikker, så dette, sammenholdt med den positive udvikling vi ser i markedet i øjeblikket, giver os en god tro på fremtiden, slutter Henrik Christensen.

Om omsætningen

Indeks Retails omsætning fordeler sig på fire områder:

  • Selskabets salg af konceptydelser og markedsføring til butikkerne.
  • Datterselskabet In-out A/S, som er boghandlernes centrallager, distributions- og gennemfaktureringscentral.
  • Datterselskabet Indeks Retail IT A/S som forsyner butikkerne med it.
  • Datterselskabet Indeks Retail Invest A/S som er driftsselskab for virksomhedens egne drevne butikker.  

 

---

Yderligere information:
Adm. dir. Henrik Christensen, Indeks Retail A/S, på tlf.: 7675 2050 / 2080 6313

Adm. dir. Henrik Christensen, Indeks Retail A/S, på tlf.: 7675 2050 / 2080 6313

Abonner

Dokumenter og links