Danmarks største bogudsalg

Report this content

Så kan bogfans i hele landet godt begynde at glæde sig til fantastiske tilbud og spændende titler i hyldevis. 31. januar er boghandlerkæderne Bog & idé, Bøger & papir og BOGhandleren klar med årets største bogudsalg i forretninger landet over

Plejer er død – også når det gælder bogudsalget. Traditionelt set har den store bogfest ligget sidst i februar med start på en hverdag. I år går starten i langt de fleste forretninger søndag den 31. januar. ”Vi ved, at søndagsåbningerne plejer at være populære hos vore kunder. Samtidig er det oplagt at gøre bogudsalget til en hyggelig familieudflugt, for vi har noget til alle aldersgrupper på hylderne,” fortæller produktchef Mette Pedersen. Hun mener, at det også er en fordel for kunderne, at dørene til udsalget først åbnes kl. 10 i stedet for kl. 7 som tidligere. ”Så kan familierne få lov at sidde længe ved morgenbordet og hygge i stedet for at skulle op meget tidligt for at sikre sig adgang til de gode tilbud.” Bredt udvalg, stærke rabatter og endags-tilbud på nyheder De mange bogfans bør bevæbne sig med tasker og poser, der kan bære en tung byrde. Der er nemlig rigtig meget godt at komme efter til årets bogudsalg, hvor Bog & idé, Bøger & papir og BOGhandleren tilsammen har knap 700 titler - der er besparelser på op til 90 % i forhold til den oprindelige pris. ”Det er et meget bredt udvalg med store opslagsværker, skønlitteratur af nogle af de største danske og udenlandske forfattere, børnebøger, krimier, fagbøger, humor og meget andet godt. Og der er virkelig nogle stærke rabatter på mange af titlerne – ikke mindst på fagbøger,” siger Mette Pedersen, der nævner hobbybøger, børns sundhed og haven som nogle af de temaer, der formentligt kommer til at sælge godt blandt fagbøgerne. Som en ekstra bonus er der flere attraktive endags-tilbud på nyere udgivelser i forbindelse med bogudsalget. Her i blandt de spritnye udgivelser ”Din næstes hus” af Jette Kaarsbøl og ”Postkortmorderne” af Liza Marklund – begge til halv pris: 149,95 kr. Sæt dine krydser De tre kæder udgiver hver et stort udsalgskatalog, der omdeles fra den 26. januar. Fra samme dato kan de hentes i boghandlerne eller ses på kædernes hjemmesider. Og det kan godt betale sig at læne sig godt tilbage i yndlingsstolen og studere katalogerne grundigt. Det er nemlig ”først til boghandler”, der gælder, og visse titler skal man være hurtig for at få øjnene i. ”Det er en god idé at sætte nogle krydser og tage kataloget med sig under armen, så man ved, hvad man skal gå efter. Nogle af titlerne er der ikke så mange af, men generelt er der masser af godt at komme efter, og der vil helt sikkert være noget for enhver smag. Måske kan vi endda tiltrække nogle af dem, der ikke plejer at købe bøger,” siger Mette Pedersen. Facts om Danmarks største bogudsalg: • Begynder søndag den 31. januar fra kl. 10-16 i langt de fleste boghandlere. På de tre kæders hjemmesider findes åbningstider for de enkelte forretninger. (www.bogogide.dk, www.boegerogpapir.dk og www.boghandleren.dk) • Afholdes af kæderne Bog & idé, Bøger & papir og BOGhandleren • Kæderne repræsenterer i alt 180 butikker landet over. Knap 700 titler er på udsalg – her af nogle kædespecifikke. • Besparelser på op til 90 % i forhold til prisen, da bogen udkom. • Fra 26. januar omdeles de store bogkataloger. Fra samme dag kan de også hentes i de tre kæders forretninger eller ses på www.bogogide.dk, www.boegerogpapir.dk og www.boghandleren.dk) For yderligere information: Kontakt produktchef Mette Pedersen på 2527 6337 eller via mtp@i-r.dk De vedhæftede billede kan bruges frit. Med venlig hilsen Bog & idé, Bøger og papir og BOGhandleren

Multimedia

Multimedia