Pressemeddelelse: Familie Journal fejrer Barbies skarpe hjørne med legendariske danske designs

Verdens mest berømte dukke, Barbie, fylder 50 år, og det fejrer landets mest populære ugeblad, Familie Journal, ved at lette låget til en skattekiste af historiske og legendariske Barbie håndarbejde-designs, der frit kan downloades fra bladets hjemmeside. Initiativet vækker begejstring blandt danske Barbie-entusiaster.

København, den 2. marts 2009 – Danmarks mest populære ugeblad, Familie Journal, inviterer nu til kæmpefest på bladets hjemmeside i anledning af Barbie-dukkens 50 års fødselsdag. Verdens mest populære dukke runder officielt først det skarpe hjørne den 9. marts 2009, men allerede nu skydes fejringen i gang på www.familiejournal.dk. Derfra kan garvede og nye Barbie-entusiaster og håndarbejdefans fra i dag gratis downloade flere end 100 legendariske og historiske Barbie og Ken sy- og strikkeopskrifter. Opskrifterne er skabt af Familie Journal’ens egne designere og blev bragt i bladet fra 1995 til 2002 og gør det blandt andet muligt at gøre Barbie og Ken kongelige, iklæde dem nordiske folkedragter eller forvandle dem til nisser. De enestående Familie Journal Barbie-outfits var meget populære og er blandt Barbie-fans blevet rene samleobjekter.

Barbies 50-års dag bliver fejret verden over og allerede under New Yorks modeuge, i starten af februar i år, dedikerede verdens førende designere et fashionabelt modeshow til alle tiders dukkeikon. Familie Journal’ens chefredaktør, Anette Kokholm, synes derfor det er på sin plads, at også Danmarks største ugeblad deltager i festivitassen.

”Vi har jo selv mere end 130 år på bagen og kender alt til at runde skarpe hjørner, og som Danmarks største ugeblad, er vi ligesom Barbie, vant til at være populære. Derfor synes vi, at det var passende, at vi også fejrede dagen. Håndarbejde er utroligt populært blandt vores trofaste læsere og besøgende på hjemmesiden og da mange, der har været så uheldige ikke at gemme deres gamle Familie Journal, har efterspurgt at Barbie-opskrifterne blev genoptrykt, så vi synes, at det er en oplagt måde at markere dagen på,” siger hun.

Danmarks største Barbie-fan, Lene Darlie Pedersen, der er indehaver af Barbie Dukkemuseet på Borups Allé i København, er glad for Familie Journal’ens initiativ.

”Jeg kan godt huske de gamle opskrifter fra Familie Journal, og det har ærgret mig, at jeg ikke har fået gemt dem alle sammen. Jeg har flere end 6000 dukker her på mit Barbie museum, og det er altid sjovt med nye syopskrifter, som jeg kan afprøve på dem – nu har jeg muligheden, og dukkerne har jo også fortjent nyt tøj engang imellem. Desuden er det efterhånden blevet en trend, at de fleste samlere laver deres eget tøj til Barbie og Ken,” siger Barbie-fan Lene Darlie Pedersen.

De mange Barbie-opskrifter kan downloades kvit og frit på www.familiejournal.dk fra 'Skatkisten', der er et helt nyt initiativ. På længere sigt vil kisten blive fyldt med alskens værdifulde sager, som bladet har bragt gennem sin lange historie.

”Der er stor aktivitet på Familie Journal’ens hjemmeside og jeg er glad for alle de mange kommentarer og efterspørgsler, vores læsere har skrevet på min blog. Mange har rost vores håndarbejdesektion, og gennem Skatkisten kan gamle som nye læsere få glæde af alle de ting, vi har samlet sammen gennem tiderne. Vi har endnu ikke besluttet os for, hvad det næste bliver, men igennem Familie Journal’ens historie har vi efterhånden samlet os et historisk arkiv med så mange gode sager, at det næsten er en kulturarv i sig selv,” siger Anette Kokholm.

For yderligere oplysninger kontakt venligst
Digitalredaktør for familiejournal.dk Helle Lyngbo, tlf. 36 15 22 16 eller mobil 23 31 91 59
Chefredaktør Anette Kokholm, tlf. 36 15 22 00 eller mobil 23 26 11 88