Scorede EM-billetter på at spille bordfodbold hos McDonald's

Der blev søndag dystet ved bordfodboldbordet hos McDonald's i Viborg, hvor byens borgere havde muligheden for at duellere mod de lokale fodboldhelte.

Viborg, den 13. juni 2011: 11-årige Sebastian Reventlow-Mourier havde søndag en givtig tur til McDonald’s på Morsøvej. Her var han nemlig så suveræn til bordfodbold, at han vandt to billetter til semifinalen i U21 EM og et gavekort til familierestauranten. Det var resultatet af en hyggelig eftermiddag, hvor fodboldspillerne Razak Pimpong og Kristian Kirk fra Viborg FF på skift duellerede ved bordfodboldbordet mod udfordrere blandt restaurantens gæster.

Der var rift om at prøve kræfter med de professionelle spillere ved bordet, og bedst gik det altså for Sebastian Reventlow-Mourier, som vandt hovedpræmien ved at besejre Razak Pimpong med 5-1, hvilket var dagens største sejr over VFF-spillerne.

”Det var sjovt at være med – og så er det jo altid ekstra sjovt at vinde. Nu glæder jeg mig til at nyde præmien,” siger Sebastian Reventlow-Mourier.

Han kan nu se frem til at skulle til semifinale i U21-europamesterskaberne i fodbold, som i disse dage finder sted i Jylland.

Men Sebastian Reventlow-Mourier var ikke den eneste, der vandt noget søndag. Alle udfordrere, der besejrede VFF-spillerne, vandt således en gratis Sundae-is. Og mens det ærgrede de professionelle fodboldspillere, at der skulle deles så mange is ud, som tilfældet var, så glædede det restaurantchefen.

”Det har været herligt at se så mange tage imod udfordringen om at duellere mod VFF-spillerne. Hos McDonald’s er vi glade for at være med til at sætte fokus på U21 EM, som vi sponserer, siger Christopher Bansmann, restaurantchef på McDonald’s i Viborg.

McDonald’s i Viborg afholdt arrangementet, fordi restauranten er sponsor for U21 EM, der finder sted i fire jyske byer. Der bliver spillet fire kampe i Viborg – tre puljekampe og en semifinale.

Semifinalen, som Sebastian Reventlow-Mourier og en ven skal ind at se, finder sted på Viborg Stadion onsdag den 22. juni klokken 18.

Nogle af Europas største fodboldtalenter dyster om europamesterskabet for U21-landshold fra den 11.-25. juni. Danmark med stortalentet Christian Eriksen i spidsen er blandt de otte deltagere.


For yderligere information:
Christina Just Borup, marketingansvarlig hos McDonald’s Midt Vest, tlf.:  2047 7323

Om McDonald’s i Danmark

Den første McDonald’s restaurant i Danmark åbnede i 1981. Der er 83 McDonald’s restauranter i Danmark, hvoraf de 74 ejes af selvstændige franchisetagere, mens resten ejes af McDonald’s Danmark ApS. McDonald’s beskæftiger mere end 4.000 medarbejdere og har omkring 160.000 gæster om dagen.

Følg McDonald’s på facebook.com/mcdonaldsdanmark og find flere fakta om McDonald’s på www.mcdonalds.dk .

Abonner