Virksomheder ønsker fleksible pensionsordninger

Mange virksomheder ønsker skræddersyede pensionsordninger til den enkelte medarbejder. Det viser en ny, omfattende undersøgelse fra YouGov foretaget blandt beslutningstagere i mere end 250 danske virksomheder. Selvom pris vægtes højest, peger mere end hver femte virksomhed på, at individuel tilpasning og personlig rådgivning til den enkelte medarbejder er vigtigt. 

København, d. 14. december 2012 – 2,1 millioner danskere har en pensionsordning gennem deres arbejde, og de danske pensionsselskaber er i hård kamp om de mange mulige kunder. Nu viser en ny undersøgelse fra analysevirksomheden YouGov, at virksomheder ikke længere kan nøjes med at udbyde pakkeløsninger. Danske virksomheder vil nemlig tilbyde deres ansatte fleksible pensionsordninger med mulighed for personlig rådgivning og individuel tilpasning.

To ud af tre danske virksomheder oplever således, at deres medarbejdere i nogen eller høj grad er engagerede i deres pensionsforhold. Det kan være grunden til, at mange virksomheder vægter muligheden for at tilbyde deres ansatte individuel tilpasning og personlig rådgivning i forhold til deres pensionsordning højt, når de skal vælge pensionsselskab.

Den økonomiske krise har betydet, at mange virksomheder har haft svært ved at tilbyde deres ansatte ekstra i lønningsposen. Her kan tilbuddet om individuel tilpasning af pensionsordninger være en måde at tilbyde sine ansatte et ekstra gode og måske en mere fordelagtig pension på det lange sigt, uden at det reelt koster virksomheden noget ,” siger Henrik Røpke, Senior Research Consultant hos YouGov.

Undersøgelsen viser dog også, at selvom muligheden for at tilbyde sine ansatte personlig rådgivning er populær, er det stadig de økonomiske parametre, der vægtes højest, når der skal vælges pensionsordning. Således prioriterer 44 pct. af beslutningstagerne lavere omkostninger, 40 pct. højere afkastniveau og 34 pct. en sund økonomi, hvis de skulle skifte pensionsselskab.

Det er ikke overraskende, at virksomhederne primært kigger på prisen, når de skal vælge pensionsselskab. Alligevel skal de tilbudsgivende pensionsrådgivere og pensionsmæglere være opmærksomme på, at elementer som individuel rådgivning, forsikringsdækning, sundhedsforsikring og en fast kontaktperson også er vigtigt for mange beslutningstagere. Det er de små ekstra ting, der potentielt kan være afgørende ,” siger Henrik Røpke.

Undersøgelsen viser, at 10 pct. af de adspurgte virksomheder overvejer at skifte pensionsselskab i løbet af de næste 12 måneder, og generelt mener beslutningstagerne, at virksomheder bør revidere deres pensionsordninger hvert andet eller tredje år. Så på trods af, at 65 pct. siger, at de er tilfredse eller meget tilfredse med deres nuværende pensionsordning, er der altså potentielt gode muligheder for de pensionsselskaber, der formår at udbyde det rigtige produkt.

Om undersøgelsen
YouGov har, i perioden den 17. september til den 2. oktober 2012, spurgt 287 beslutningstagere af pensionsordninger i virksomheder med mere end 10 ansatte.

Udvalgte resultater fra undersøgelsen:
  • 44 pct. af beslutningstagerne prioriterer lave omkostninger, hvis de skulle skifte pensionsordning.
  • 40 pct. af beslutningstagerne prioriterer højere afkastniveau, hvis de skulle skifte pensionsordning.
  • 34 pct. af beslutningstagerne prioriterer sund økonomi i pensionsselskabet, hvis de skulle skifte pensionsordning.
  • 23 pct. af beslutningstagerne prioriterer personlig rådgivning til medarbejderne, hvis de skulle skifte pensionsordning.
  • 22 pct. af beslutningstagerne prioriterer individuel tilpasning til medarbejdernes behov, hvis de skulle skifte pensionsordning.
  • 55 pct. er tilfredse og 10 pct. er meget tilfredse med deres nuværende pensionsselskab.
  • 46 pct. af beslutningstagerne oplever, at deres medarbejdere i nogen grad er engagerede i deres pensionsforhold, mens 17 pct. oplever, at de i høj grad er engagerede og 4 pct., at de i meget høj grad er engagerede.
  • 23 pct. af beslutningstagerne mener, at virksomheden bør revidere sin pensionsordning ca. hvert andet år, mens 25 pct. mener, det bør ske ca. hvert tredje år.
  • 7 pct. af beslutningstagerne mener, at det er sandsynligt, at virksomheden vil skifte pensionsordning indenfor de næste 12 måneder, mens 3 pct. mener, det er meget sandsynligt.

For yderligere information, kontakt:

YouGov: Senior Research Consultant Henrik Røpke

Tlf.: +45 5168 5446
Mail: henrik.ropke@yougov.com

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links