Københavns Kommuneplan 2009 sættes til debat

Københavns Kommuneplan 2009 sættes til debat Hvilke områder af København skal byudvikles - og vil Kommuneplan 2009 skabe vækst eller spøgelsesområder? Det bliver der sat fokus på, når Dansk Byggeri og Københavns Kommune inviterer til debatmøde om Kommuneplan 2009 den 10. juni Københavns Kommune skal inden længe vedtage Kommuneplan 2009 og udpege en række nye byudviklings-områder, bl.a. Carlsberg, Grønttorvet og Valby Idrætspark. - Det er en meget positiv og glædelig udvikling for byen, borgerne og beskæftigelsen i byggeriet, siger Michael H. Nielsen, der er direktør i Dansk Byggeri. Han henviser til, at byudviklingen kan skabe flere tusinde arbejdspladser til ledige bygge- og anlægsarbejdere. Det er denne byudvikling i København, der er i fokus, når Dansk Byggeri og Københavns Kommune den 10. juni kl. 16 - 18:30 inviterer til debatmøde om Kommuneplan 2009. Her vil boligordfører Anne Vang byde velkommen til et arrangement, der er åbent og gratis for byens borgere og virksomheder. Henrik Plougmann Olsen, direktør for Økonomiforvaltningen, vil fortælle om kommunens investeringer i byudviklingsprojekter. Marius Møller, direktør for NCC Property Development A/S fortæller om Kommuneplan 2009 set gennem udvikleres briller. En repræsentant for Dansk Byggeri vil give et bud på Kommuneplanens betydning for byggeerhvervet. Og Anne Kaae Andersen, analysechef hos Colliers Hans Vestergaard A/S, holder et indlæg om Kommuneplan 2009 i lyset af finanskrisen. - Det er vores håb, at både borgere og erhvervsfolk vil deltage i debatmødet og give deres besyv med om fremtidens København, slutter Michael H. Nielsen og oplyser, at tilmelding kan ske på www.blivhoert.dk. Yderligere oplysninger: • Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, tlf. 72 16 01 75 • Mette Schmidt, Kommunikationskonsulent i Dansk Byggeri, tlf. 72 16 02 91

Abonner

Dokumenter og links