Over 11.500 ledige i byggeriet

Over 11.500 ledige i byggeriet Ledigheden i bygge- og anlægsbranchen er stadig over 10 %. Det fald, der plejer at være i ledigheden gennem forårsmånederne, er kun kommet i meget lille omfang – der er derfor masser af kapacitet til nye opgaver. Ledigheden i Danmark har nu rundet de 100.000 ledige. Det svarer til en arbejdsløshed på 3,8 %. Til sammenligning er ledigheden i byggeriet på 10,3 % – og det endda på det tidspunkt på året, hvor arbejdsløsheden normalt er lavest. Til sammenligning var ledigheden på samme tidspunkt sidste år 2,1 %. Der er altså næsten tale om en femdobling. - I løbet af det seneste år er ledigheden i bygge- og anlægsbranchen steget meget markant. Men det, der er endnu mere interessant at se, er, at beskæftigelsen er faldet markant mere. I løbet af de seneste to år, er beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen faldet med mere end 30.000 personer. Samtidig er beskæftigelsesforventningerne for de næste tre måneder stadig negative. Det betyder, at bygge- og anlægsbranchen har masser af ledig kapacitet til at påtage sig nye opgaver, udtaler økonomisk konsulent Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri. Et større marked for energirenoveringer kunne ifølge Fernstrøm give beskæftigelse til en del af branchens ledige hænder. - Hvis vi fik sat ordentligt gang i markedet for energirenoveringer, ville det kunne hjælpe Danmark, med at overholde de forpligtelser, vi har for CO2-udledninger samtidig med, at en del af den ledige kapacitet, der er i bygge- og anlægsbranchen, ville blive anvendt til andet end at hæve dagpenge, forklarer Andreas Fernstrøm. Regeringen har fremlagt 22 energispareinitiativer, der skal være med til at sænke CO2-udledningen i Danmark, herunder en række mål for energirenoveringer og lavenergibyggeri. - Med de 22 energispareinitiativer har regeringen fremlagt en plan, der trækker i den rigtige retning. Men det batter altså ikke rigtigt noget, når der ikke følger penge med. Husejerne vil kun foretage energiinvesteringer i stort omfang, hvis der er økonomiske incitamenter til det – og de er altså ikke så store i øjeblikket. Hvis ikke økonomien er i det, er man mere tilbøjelig til at bruge pengene andre steder, hvor man har mere glæde af dem, slutter Andreas Fernstrøm. Yderligere oplysninger Økonomisk konsulent Andreas Fernstrøm, 72 16 01 44 Kommunikationskonsulent Mette Schmidt, 22 82 96 48

Abonner