Rigtige anbefalinger som ikke bør gemmes væk

Arbejdsmarkedskommissionen bør roses, selvom der tilsyneladende ikke findes modtagere lige nu til kommissionens budskaber. Dansk Byggeri fraråder dog at stikke hovedet i busken, da kommissionen er kommet med de rigtige anbefalinger - Det er vigtigt, at de gode forslag, som Arbejdsmarkedskommissionen kommer med, ikke får lov til at ligge og samle støv for længe. Hvis vi først skal i gang med at implementere de gode forslag, når vi står midt i den næste højkonjunktur, risikerer vi at komme for sent med det resultat, at Danmark vil sakke agterud i den globale konkurrence, siger Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri. Arbejdsmarkedskommissionen leverer ifølge Dansk Byggeri et godt bud på, hvordan der langsigtet kan sikres balance på de offentlige finanser. Kommissionen foreslår: • Gradvis afvikling af efterlønnen • Afkortning af dagpengeperioden fra fire til to år • Præmiering af studerende med skattefri bonus ved afslutning af deres uddannelse • Reform af førtidspensionen og fleksjobordningen • Kommunerne får det økonomiske ansvar for beskæftigelsesindsatsen • Nemmere adgang til arbejdskraft fra 3. lande - Vi må blot konstatere, at rapportens forslag lige nu ikke har nogen modtagere. Vi mangler lige nu ikke arbejdskraft, men arbejdspladser til alle. Men på den lange bane vil vi komme til at mangle hænder, og så nytter det ikke noget at stikke hovedet i busken og frygte vælgernes dom, fastslår Lars Storr-Hansen. Kontakt: Adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, på telefon 41 19 33 04 Pressechef Mogens Hjelm på 40 29 92 32

Abonner