Er din bolig også ramt af MgO-skandalen?

Skandalen om de fugtsugende Magnesiumplader ruller indover landet. Tusindvis af boliger risikerer store skader eller nedrivning. Få eksperthjælp med det samme og handl hurtigt, før sagen forældes eller entreprenøren går konkurs, lyder rådet fra Danske BOLIGadvokater.

Har du renoveret eller bygget ny bolig fra ca. 2007 og frem til nu? Så bør du straks få tjekket, om der er blevet brugt MgO-plader. Det gælder også, selvom du måske ikke umiddelbart kan se skader på boligen. Der er nemlig tale om udviklingsskader, der kommer snigende, når det fugtige vejr indtræder om kort tid. Resultatet er fugt og korrosion af metaldele.

Hvad skal du gøre? – 2 enkle trin

  1. Kontakt en byggeteknisk rådgiver og en BOLIGadvokat eller anden advokat med speciale i fast ejendom og entreprise. Sammen kan I fastslå, om der er brugt MgO-plader og om din bolig er i risikogruppen. Rådgiverne hjælper dig også gennem hele den efterfølgende proces.
  2. Hvis der er brugt MgO-plader, så skriv til entreprenøren/leverandøren, at du undersøger sagen nærmere i samarbejde med rådgiver og advokat, og at du vender tilbage, sandsynligvis med et erstatningskrav. Er der allerede skader, skal det også anmeldes til forsikringsselskabet.

Forældelse – vær på mærkerne!

Forældelsesfristen i boligbyggeri afhænger af det regelsæt, boligen er opført efter. Typisk bruges regelsæt AB92 eller AB Forbruger, der typisk er i spil ved køb af typehuse. I førstnævnte er fristen for reklamation 5 år efter aflevering af det færdige byggeri, mens AB Forbruger har en absolut forældelsesfrist på 10 år.

Dog mister man retten til indsigelse senest 3 år efter, man har, eller burde have, opdaget skaden/problemet.

”Uanset regelsæt er forudsætningen for, at man ikke taber retten til reklamation, at man gør skriftligt opmærksom på problemer til den ansvarlige bygherre/entreprenør senest få måneder efter, at problemstillingen er opdaget. På den måde sætter man forældelsesfristen på standby, imens sagen undersøges. Så det handler om at være hurtigt ude”, udtaler Jan Schøtt-Petersen, formand for Danske BOLIGadvokater, der har fulgt sagen på tæt hold.

Konkurs – hurtig handling er afgørende

En anden god grund til at komme ud af starthullerne som boligejer er, at entreprenør eller leverandør risikerer at gå konkurs på grund af de store erstatningsbeløb, før man som boligejer får sine penge.

”Der er en begrænset pulje penge til at betale for skaderne. Man har vurderet skadesomfanget til omkring 1 milliard kroner, men ifølge vores kilder i byggemiljøet, er der snarere tale om det dobbelte. Derudover fravælger mange entreprenører den lovpligtige byggeskadeforsikring. Det betyder, at udviklingsskader, som i tilfældet med MgO-pladerne, ofte slet ikke dækkes af entreprenørernes produktansvarsforsikringer. Boligejerne står derfor rigtig skidt uden professionel hjælp fra en BOLIGadvokat”, påpeger Jan Schøtt-Petersen.

Danske Boligadvokater har i årevis advaret mod ikke at have Byggeskadeforsikring. Selvom denne har været lovpligtig siden 2008, viser statistikken, at der i 2009 kun blev tegnet byggeskadeforsikring i 1/3 af sagerne, mens det i 2010 var steget til 2/3 af alle sager.

Måske erstatning fra anden kant

Jan Schøtt-Petersen påpeger, at erstatningssagerne muligvis kan rettes direkte til producenterne af MgO-pladerne eller de virksomheder, der importerer pladerne til EU.

”Fokus i sagen har indtil nu været meget på entreprenørens ansvar. Men faktisk kan der godt være tale om producentansvar. Så der er muligvis adgang til at gøre produktansvaret gældende overfor producenter eller importører. Det er noget, der må undersøges nærmere”, udtaler Jan Schøtt-Petersen, og fortsætter:

”Hele sagen viser en stor svaghed ved byggebranchens certificeringsordninger, nemlig at byggekomponenter kun tjekkes for deres primære funktion og ikke for eventuelle ’bivirkninger’. F.eks. tjekkes vindplader kun for, om de kan modstå vind, ikke om de også suger fugt, afgiver gasser el.lign. Den slags kan hverken forbrugere eller branchen være tjent med i det lange løb”, fastslår han.

Læs mere om Danske Boligadvokaters arbejde på www.danskeboligadvokater.dk

Formand for Danske BOLIGadvokater, advokat Jan Schøtt-Petersen. Mobil: 3060 3311

Danske BOLIGadvokater er en sammenslutning af advokater med speciale i boligrådgivning. De har som de eneste fået branchens blå stempel som BOLIGadvokater, fordi de udelukkende arbejder efter de etiske regler for køb og salg af fast ejendom, der er aftalt mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet. Det betyder bl.a., at en dansk BOLIGadvokat yder uafhængig rådgivning og ikke må repræsentere sælger og køber i samme handel. Og det betyder også, at Danske BOLIGadvokater ikke har alliancer med andre aktører i branchen som fx banker, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber m.v. Alle medlemmerne af Danske BOLIGadvokater har et certifikat i bolighandel. Foreningen blev stiftet i år 2000 og har i dag godt 150 medlemmer fordelt over hele landet. Danske BOLIGadvokater kæmper for at du kan få 100% uafhængig rådgivning. Du kan læse mere på www.danskeboligadvokater.dk, og www.facebook.com/danskeboligadvokater og www.youtube.com/danskeboligadvokater.

Tags:

Om os

Danske BOLIGadvokater er en landsdækkende forening med ca. 150 advokater, der alle besidder et højt fagligt niveau inden for boligrådgivning. Et fagligt niveau, som bl.a. sikres gennem løbende efteruddannelse og kontrol. Foreningens medlemmer har fået branchens blå stempel som BOLIGadvokater, fordi de udelukkende arbejder efter de etiske regler for køb og salg af fast ejendom, der er aftalt mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet. En BOLIGadvokat er fuldstændig uafhængig. Når en BOLIGadvokat rådgiver om lån, finansiering, forsikring eller lignende, må han/hun ikke hverken direkte eller indirekte have en økonomisk interesse i resultatet af rådgivningen. En BOLIGadvokat må naturligvis altid kun rådgive den ene part i en handel, da køber og sælger som udgangspunkt har forskellige interesser. Medlemmerne af foreningen har forpligtet sig til at anvende foreningens koncepter for henholdsvis køberrådgivning og sælgerrådgivning. Herudover stilles der krav til medlemmerne om kursusdeltagelse, og alle medlemmer er forpligtet til at modtage besøg af en auditor, som skal kontrollere at medlemmerne lever op til deres forpligtelser. Foreningen blev stiftet i år 2000 og har i dag omkring 150 medlemmer fordelt over hele landet.

Abonner

Multimedia

Multimedia