Cyklende elmålerudskiftning i København

Nyt initiativ sparer CO2 og reducerer stress

Når elmålere i den indre by og på Frederiksberg skal aflæses, udskiftes eller på en anden måde kontrolleres, ankommer medarbejderen fra DONG Energy’s målerafdeling på cykel. Det går hurtigere, er mindre stressende og miljøet spares for CO2.

Mange gevinster
Søren Rønnebech, teamleder i Målerafdelingen, fortæller: ”Medarbejderen tager cyklen med i sin servicebil, kører ind til City og parkerer et passende sted mellem et antal opgaver. Cyklen pakkes med de nødvendige komponenter, og så er det af sted til kunderne”.
 
"Det er en ny og anderledes måde at tænke løsninger på og føre dem ud i livet - og med mange gevinster: Der er gevinst for arbejdsmiljøet, hvor stress i trafikkøen er erstattet af varierede arbejdsstillinger, motion og frisk luft. Miljøet spares for unødvendig CO2-udledning. Og økonomisk er der gevinst ved, at vi når flere kundebesøg om dagen”, tilføjer Søren Rønnebech.

Modtager miljøpris
Initiativet har vakt opmærksomhed, også internt i DONG Energy. De cyklende målerudskiftere har således lige modtaget selskabets miljøpris. Den uddeles sammen med en arbejdsmiljøpris af Anders Eldrup til medarbejdere, der viser et særlig stort engagement og en særlig bevidsthed inden for de to områder.

Arbejdsmiljøprisen gik til medarbejderne på Studstrupværket nord for Århus. Her har der i 2009 ikke været en eneste arbejdsulykke, der medførte fravær.

”Det er bemærkelsesværdigt på et stort centralt kraftværk, hvor der årligt bliver udført ca. 310.000 timers arbejde” konstaterer Anders Eldrup. Det flotte resultat er bl.a. en følge af en ihærdig arbejdsindsats blandt alle medarbejdere, der hele tiden tænker på sikkerheden og planlægning af arbejdsopgaver.

Yderligere oplysninger:
DONG Energy
Media Relations

Pressemedarbejder Morten Kidal
9955 9583
morki@dongenergy.dk

 

Abonner

Multimedia

Multimedia