DONG Energy bliver E&P-operatør i Barentshavet

Det norske olie- og energidepartement har tildelt DONG Energy licens til at søge efter olie og gas i et ca. 600 km2 stort område i Barentshavet ud for Hammerfest i Nordnorge. Dermed er DONG Energy operatør på seks norske licenser.

Den tildelte licens, PL518, indebærer, at der inden fire år skal indsamles 3D-seismik og bores en til to efterforskningsbrønde. Hvis resultaterne er positive efter de fire års indledende undersøgelser påbegyndes arbejdet frem mod en udviklingsplan for, hvordan man vil udbygge området, og hvordan produktionen skal finde sted.

Direktør Anders Mørland, ansvarlig for DONG Energy’s norske E&P-aktiviteter siger:
”Vi er stolte af den tildelte licens. Barentshavet er kendt som et område, der ikke er for novicer, men for selskaber der har bevist deres erfaring og ekspertise inden for efterforskningsaktiviteter. Geografisk ligger licensen fornuftigt – blot 30 km. fra Goliat-fundet, som ENI og Statoil planlægger at producere fra, og lidt nordvest for området ligger det store Snøhvit-gasfelt, hvorfra gassen sendes til land via en pipeline tæt på vores licensområde”.

DONG Energy er allerede begyndt at planlægge efterforskningen. Opgaven med at udføre seismik sendes i udbud straks efter nytår, og håbet er at kunne gennemføre de seismiske undersøgelser allerede i sommeren 2009.

Partnerne
DONG E&P Norge er operatør på efterforskningslicensen (40%).
De øvrige partnere er North Energy (30%), Discover Petroleum (20%) og Sagex Petroleum Norge (10%).

For yderligere information, kontakt:

Media Relations
Ulrik Frøhlke
+45 9955 9560

Abonner

Dokumenter og links