DONG Energy giver en tidlig julegave til Børnenes Kontor

 

December står for døren, juletræet på Rådhuspladsen i København tændes 1. søndag i advent, og traditionen tro uddeler DONG Energy igen i år en juledonation til en velgørende organisation.

I år er det Børnenes Kontor, der modtager en julecheck på 110.000 kr. Checken er en juledonation fra medarbejderne i energikoncernen.

Medarbejderne i DONG Energy har valgt, at 10 kroner af deres julegave i år går til Børnenes Kontor. DONG Energy har så tilsvarende doneret et beløb, så checken i alt lyder på 110.000 kr.

DONG Energy’s kommunikationschef, Karsten Anker Petersen, overrækker checken til Jens Olav Hansen, der er formand for Børnenes Kontors Landsforening, når lysene på juletræet på Københavns Rådhusplads tændes 1. søndag i advent.

”For DONG Energy er det vigtigt at give årets juledonation til en organisation, der gør noget særligt for udsatte familier op til jul, hvor hverdagen kan være præget af en stram økonomi, der gør, at man ikke altid kan opfylde børnenes ønsker. Med donationen til Børnenes Kontor, er det vores håb, at flere børn får en god jul,” fortæller Karsten Anker Petersen, kommunikationschef i DONG Energy.

Hvert år pynter Børnenes Kontor juletræet med julehjerter, og ved siden af juletræet står Børnenes Kontors glaskiste, der sidste år medvirkede til, at 109.308 kr. blev indsamlet til fordel for børn i Københavns og Frederiksberg Kommune.

Medarbejderdonationen til velgørende organisationer ved juletid er en tradition i DONG Energy. Sidste år gik juledonationen til Mødrehjælpen, og i 2009 var det Frelsens Hær, der fik overrakt en julecheck. I 2008 gik donationen også til Børnenes Kontor.

Yderligere oplysninger, kontakt venligst

Helene Aagaard
Media Relations

Tlf. 9955 9330
helaa@dongenergy.dk

 

DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i Danmark. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere og handle energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Vi beskæftiger omkring 6.000 medarbejdere og omsatte for 55 mia. kr. (EUR 7,3 mia.) i 2010. For yderligere information, se dongenergy.com .

Abonner

Dokumenter og links