Energieffektivitet fra Danmark til Europa

Danmark bliver foregangsland, når Kommissionen i dag offentliggør udkast til nyt direktiv

Europa-Kommissionen offentliggør i dag sin model for energieffektivitet. Det sker i Europahuset i Gothersgade, og Danmark er godt sted at præsentere det første udkast til et kommende direktiv. ”Vi har mulighed for at blive foregangsland i Europa, for det er vores arbejde med virksomheder og private husstande, der er forbilledet for Komissionens model”. Det siger Lars Clausen, koncerndirektør i DONG Energy med ansvar for salg og distribution til flere end 1,2 mio. kunder i Danmark, Sverige og Holland.

Stort behov for nye initiativer
Baggrunden for det nye direktiv er, at det halter med at nå det fælles vedtagne mål om at spare 20 procent på energiforbruget i EU i 2020. Situationen er tilsyneladende så grel, at landene kun vil nå halvvejs i mål, hvis der ikke tages nye initiativer.

”Det er meget positivt, at EU adopterer den danske model, hvor energiselskaberne spiller en central rolle. I tæt samarbejde med vores kunder finder vi nye løsninger. DONG Energy har således i 2010 realiseret besparelser på mere end 300 millioner kilowatt-timer, svarende til forbruget i 90.000 husstande”, fortæller Lars Clausen.

Besparelsen er bl.a. opnået i kraft af de knap 100 klimapartnerskaber, DONG Energy har indgået med virksomheder, kommuner og organisationer. De har alle reduceret deres elforbrug med mindst 10 procent, og DONG Energy undersøger om denne løsning kan udbredes til andre lande.

Løftestang for boligejere
For de private husstande er der ligeledes mange lavthængende frugter, og her kan Kommissionens udspil også blive en løftestang, vurderer Lars Clausen:

”Sammen med samarbejdspartnere som f.eks. Rockwool, Danfoss og Velux tager vi det totale ansvar for at energirenovere boligen. Vi giver bud på sparepotentialet og sørger for, at opgaven løses smidigt og til aftalt tid, uanset om det drejer sig om en varmepumpe, isolering eller nye vinduer. Måske kan dette inspirere energiselskaber i andre lande”.

Yderligere oplysninger:

DONG Energy
Pressemedarbejder Morten Kidal
9955 9583
morki@dongenergy.dk

 

 

Abonner

Dokumenter og links