Strømafbrydelse på Frederiksberg – statusmeddelelse kl. 21.40

På nær 1000 kunder har alle strøm igen

En langvarig strømafbrydelse har generet mange beboere på Frederiksberg lørdag den 10. marts. Strømafbrydelsen opstod kl. 12.39, som følge af en omfattende kortslutning på hovedtransformerstation ved Sankt Knuds Vej på Frederiksberg. Cirka 21.000 elkunder var uden forsyning i knap 10 minutter, hvorefter elforsyningen kunne omlægges så hovedparten atter kunne forsynes. Som følge af skader på anlægget  måtte cirka 3.000 undvære strømmen hele eftermiddagen.  Klokken 17.30 var 2.500 kunder fortsat uden strøm. Dette tal er kl. 21.30 reduceret til 1.000 kunder.

”Vi beklager naturligvis meget de gener, som strømafbrydelsen har påført vores kunder på Frederiksberg. Vi har indkaldt ekstra personale og sat vores egne mobile elværker i drift så hurtigt som muligt. Ydermere har vi kunnet låne to elværker fra vores naboselskab SEAS-NVE og dem er vi netop nu ved at indsætte”, forklarer teknisk direktør Jens Jakobsson.

Han siger supplerende, at det er yderst sjældent, at der er så langvarige strømafbrydelser.
”Det har været en kompliceret hændelse med en kortslutning, der medførte skader på flere dele af transformerstationen, så vi ikke kunne omlægge strømforsyningen til reserveforsyningen. Det oplever vi heldigvis ikke så tit. Når de sidste mobile elværker kommer i drift, vil flere kunder blive koblet på forsyningen igen. Men desværre må nogle kunder undvære strømmen helt frem til midnat”.

Yderligere oplysninger

Pressemedarbejder
Morten Kidal  
9955 9583

 

 

Abonner