Verdens første forlystelsespark på vedvarende energi

Tivoli bliver verdens første forlystelsespark, der drives af vedvarende energi. Det er ambitionen for Tivoli og DONG Energy, som nu indgår et ambitiøst klimapartnerskab.

Partnerskabet handler dels om at reducere Tivolis energiforbrug dels om at sikre, at den energi, som Tivoli bruger, dækkes af CO2-neutrale produktionsanlæg.
Tivoli får sin egen vindmølle
Allerede fra 2010 skal al Tivolis energi være forankret i vindenergi, og med klimaaftalen lægger Tivoli beslag på en af de tre nye vindmøller ved Avedøreværket og stimulerer således en øget tilstrømning af vindenergi til markedet. Tivolis vindmølle bliver en del af et banebrydende projekt på Avedøre Holme, hvor DONG Energy med tre helt nye vindmøller skal give mulighed for at afprøve og demonstrere ny teknologi.

”På Avedøre Holme vil man i fremtiden kunne se energiproduktion fra et højeffektivt multibrændselskraftværk side om side med den fornybare energi i sin bedste form. Billedet af møllerne, herunder en, der bærer Tivoli-brandet, og Avedøreværket vil således være et markant vartegn for Danmark i forbindelse med Klimatopmødet i København næste efterår,” siger Lars Clausen, koncerndirektør i DONG Energy.

Hvorfor?
”Som et af Danmarks stærkeste brands føler vi et ansvar for den verden, vi lever i. Vi har derfor arbejdet med miljøtiltag i mange år, og dette er den foreløbige krone på værket. Vi håber, at vi både kan inspirere andre til at følge i klimasporet, men også hjælpe med at sætte Danmark på verdenskortet i form af en innovativ tilgang til klimaudfordringen. At have verdens første forlystelsespark baseret på vindenergi er trods alt noget at prale af,” siger Lars Liebst, adm. direktør Tivoli.

Udover de konkrete tiltag om energireduktion og vindenergi, har klimapartnerskabet et tredje ben, der handler om at øge bevidstheden om klimaindsatser i resten af Danmark. Man vil derfor henover de næste år se en række kommunikative tiltag f.eks. i form af skolemateriale og en fælles, årlig branding-kampagne, der kan være med til at inspirere til andre til lignende tiltag.

Hurtigt efter årsskiftet 08/09 vil partnerne tage hul på samarbejdet. En af de første opgaver bliver at finde og realisere energibesparelser i bygninger, på belysning og forlystelser.

For yderligere information kontakt venligst:

DONG Energy:
Pressemedarbejder Morten Kidal, Tlf. 9955 9583,morki@dongenergy.dk
Tivoli:
Kommunikationsmedarbejder Ellen Dahl: 33 75 06 00/ ed@tivoli.dk

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links