Danske landinspektører vil bruge civile ”droner”

Førerløse helikoptere bliver i fremtiden et vigtigt redskab for landinspektører og andre specialister, der arbejder med kortlægning. Det forudser salgschef Claus Bloch Houmann fra LE34, Danmarks største landinspektørfirma.

LE34 er i fuld gang med at udvikle brugen af ”droner”. Det er førerløse og fjernstyrede helikoptere, som medbringer den nyeste teknologi inden for præcisionsfotografering, HD video, 3D foto og termisk fotografering.

Dronerne kan ved en række opgaver erstatte brugen af en almindelig helikopter med pilot og fotograf ombord. Ud over at den økonomiske fordel bliver meget betydelig, vil brugen af droner åbne mulighed for en mere detaljeret fotografering af landområder, fordi dronerne kan operere tættere på jordoverfladen end en almindelig helikopter.

Udover elmotorer og batteri er den førerløse helikopter forsynet med GPS, forskelligt måleudstyr og videokamera. Operatøren, der befinder sig på jorden, styrer dronen via en radioforbindelse og live videosignal.

- Fotografering af landområder fra lavere højder åbner mulighed for at tage luftfotos med langt større skarphed og flere detaljer end det hidtil har været muligt, siger Claus Bloch Houmann fra LE34.

Vellykket dansk premiere

Dronen blev for nylig præsenteret ved ”Kortdage 2011” – en konference hvor danske og udenlandske eksperter i GIS (geografiske informationssystemer) var samlet i Kolding. Ved præsentationen fulgte LE34’s drone opsendelsen af en vejrballon og leverede ”live” tv-optagelser til konferencedeltagerne og Danmarks Radio.

Claus Bloch Houmann oplyser, at LE34 er i fuld gang med at forberede teknologien af de førerløse helikoptere til professionelt brug. Det vil bl.a. ske i forbindelse med de opgaver, som firmaet skal løse i forbindelse med kommende store vej- og jernbaneprojekter.

- Dronerne vil også kunne bruges til mange andre formål, bl.a. større redningsarbejder, politimæssige eftersøgninger, stedbestemmelse af skjulte brud på fjernvarmeledninger og teknisk dokumentation.

- Vi har brugt vores første drone i et halvt år. Indtil videre kan vi på grund af den nuværende lovgivning på området kun operere i højder på op til 100 meter. Vi har dog en positiv dialog med Statens Luftfartsvæsen om at få justeret reglerne, så de bliver mere tidssvarende, siger Claus Bloch Houmann.

Download foto her: http://tsm.dk/images/presse/helikopter-drone.jpg

PRESSEKONTAKT:

Claus Bloch Houmann, salgschef
Landinspektørfirmaet LE34
Mobil: 31 26 20 03
Mail: ch@le34.dk

Web: www.le34.dk                                                                              

  

 

 

Abonner