Mortalin opruster øst for Storebælt

 

En af de største aktører inden for skadedyrsbekæmpelse og fødevaresikkerhed flytter til et nyt domicil lidt uden for Køge

A/S Mortalin, der er specialister i skadedyrsbekæmpelse og fødevaresikkerhed, flytter ved årsskiftet ind på Skovbovej 1 i Bjæverskov ved Køge. Det nyistandsatte domicil bliver centrum for virksomhedens konsulent- og serviceaktiviteter øst for Storebælt.

”Vi samler vores to hidtidige afdelinger i Næstved og København for at rationalisere ledelsesstruktur, arbejdsgange og lagerforhold. Vi strømliner desuden funktionerne for at opnå en større effektivitet og endnu bedre kundeservice,” siger adm. direktør Anders Kildemoes, som understreger, at alle ansatte flytter med.

Afdelingsleder Finn Gøtzsche og kontormedarbejderne får deres faste arbejdspladser i Bjæverskov, som også vil rumme kontorfaciliteter til de kørende konsulenter. Firmaets 25 serviceteknikere, der dækker Østdanmark, vil ligeledes blive knyttet til den nye afdeling, som ud over kontorer og servicefaciliteter rummer et moderne lager.

”Trafikalt set ligger Bjæverskov optimalt kun et par kilometer fra motorvejsnettet mod vest, syd og nord. Det er simpelthen den bedst tænkelige placering her på Midtsjælland,” siger Finn Gøtzsche, der er uddannet ingeniør. Han har været hos Mortalin siden 1995 og var indtil nu leder af Næstved-afdelingen.

Ny afdelingschef på hovedkontoret  

Den hidtidige leder af københavnsafdelingen, Ulrik Møller, er blevet udnævnt til ny chef for skadedyrsafdelingen på hovedkontoret i Haslev. Her afløser han afdelingschef Palle Ystrøm, der går på efterløn efter 28 år i Mortalin.

Ulrik Møller er uddannet agronom med speciale i insekter og har mange års praktisk erfaring med skadedyrsbekæmpelse. De første seks år var han ansat på hovedkontoret i Haslev, som han nu vender tilbage til efter fem år som leder af i København.     

Lejemålene i Bådehavnsgade (København) og på Maglemølle (Næstved) er sagt op. Ændringerne berører ikke Mortalins fire afdelinger i Jylland og afdelingen på Fyn.

Vedhæftede fotos:

 

 

Kontakt: Adm. direktør Anders Kildemoes, mobil: 23 38 36 76, e-mail: ak@mortalin.dk

Abonner