Brug ny app, og spar 800 kroner:Send cirkulationspumpen på lang sommerferie

Du kan spare op til 800 kroner på at slukke cirkulationspumpen i årets fem varmeste måneder. Men hver anden boligejer lader pumpen, der cirkulerer det varme vand rundt i radiatorerne, køre helt unødigt hele året. Det viser en ny undersøgelse fra Go’ Energi. I de fleste tilfælde skyldes det, at boligejerne ikke aner, hvordan de stopper pumpen, eller at de tror, den slukker automatisk. Go’ Energi har derfor udviklet en app’en Sluk pumpen, som kommer dig til undsætning. Du kan downloade den gratis på Google Play.

Der er god energi i at sætte huset på sommerdrift i årets varmeste måneder. Cirkulationspumpen er et af de apparater i boligen, der bruger meget energi, og ved at slukke den i fem måneder om året kan du spare op til 800 kroner.

”Nu har vi ikke længere brug for at varme boligen op, og så er det sund fornuft at slukke for cirkulationspumpen. Det er ikke alene en god idé for pengepungen og klimaet, men også for at undgå udgifter til reparation af pumpen, der kan blive ødelagt af at stå og køre, mens radiatorventilerne er slukkede,” siger Simon Chræmmer, projektleder i Go’ Energi.

Ved at slukke cirkulationspumpen sparer du både el og varme. Hvor meget du kan spare, afhænger af hvor gammel din cirkulationspumpe er, og hvad du betaler for varmen.

Elbesparelsen ved at slukke cirkulationspumpen i fem måneder ligger typisk mellem 50 og 300 kroner, mens varmebesparelsen er omkring 300 – 500 kroner for et typisk hus.

”Brug Go’ Energis nye app, Sluk pumpen. Den guider dig til, hvordan du slukker for pumpen,” siger Simon Chræmmer.

App’en er gratis og kan hentes på Google Play: https://play.google.com/store/apps/details?id=com.goenergi.pump  

Selvom du ikke har brug for varme i din bolig, skal du selvfølgelig ikke undvære et varmt bad om sommeren. 20 procent af boligejerne har en cirkulationspumpe, der både klarer varmen i radiatorerne og det varme brugsvand. Men det er muligt at slukke for varmeanlægget og stadig få varmt vand og dermed opnå en besparelse. På de fleste varmeanlæg er der en ventil til netop det.

Du finder kontakten på pumpen
”Mange tror, at varmeanlægget slukker automatisk, når temperaturerne udenfor stiger, men det er desværre kun de mest moderne anlæg, der har klimastyring. Derfor skal du selv lige trykke på kontakten, som sidder på cirkulationspumpen. Det kan være en god idé at sætte en seddel på kontakten ved samme lejlighed, så du ved, hvor du tænder for varmen igen,” siger Simon Chræmmer.

Når nu du alligevel har fat i cirkulationspumpen, så læs på selve pumpen, om den er A-mærket. Er den ikke det, kan det som regel betale sig at skifte den ud, så sparer du på regningen hele året. En A-pumpe bruger omkring 100 kroner i el om året, mens en ældre mindre energieffektiv pumpe kan bruge el for helt op til 900 kroner om året. Du kan læse mere om A-pumper på www.GoEnergi.dk/forbruger/huset/varmeanlaeg/cirkulationspumpe

Vil du vide mere om energirigtig drift af dit varmeanlæg, kan du finde informationerne på Go’ Energis hjemmeside: www.GoEnergi.dk/forbruger/huset/varmeanlaeg/energirigtig-drift

Om cirkulationspumper:

  • Ældre og dårligt isolerede huse har behov for varme, indtil udetemperaturen er oppe på mellem 14 og 16 grader. Det er typisk i begyndelsen af juni. I nyere huse kan du slukke cirkulationspumpen allerede i maj.
  • Du kan få installeret automatik for få tusinde kroner. Så slukker og tænder anlægget af sig selv.

Du slukker for pumpen på en kontakt på selve cirkulationspumpen. Har du en smartphone, kan du se hvordan på Go’ Energis nye app. https://play.google.com/store/apps/details?id=com.goenergi.pump

En repræsentativ undersøgelse foretaget af Userneeds for Go’ Energi den 4.-14. maj 2012 viser, at 44 procent ikke slukker deres cirkulationspumpe. 18 procent angiver, at de ikke ved, hvordan de skal gøre. 24 procent tror, at den slukker automatisk, når de slukker radiatorerne.

Yderligere oplysninger:
Simon Chræmmer, projektleder i Go' Energi, tlf. 41 96 49 86, e-mail: ascj@goenergi.dk . Go' Energis Pressetelefon: 41 31 90 09 (åben kl. 09-16).

Om Go' Energi
Go' Energi er en uvildig organisation med bestyrelse udpeget af klima-, energi og bygningsministeren. Formålet med Go' Energi er at fremme energieffektiviseringer i husholdninger, det offentlige og erhvervslivet inden for alle former for energiforbrug – undtagen transport. Virkemidlerne er kampagner og formidling af viden i et konstruktivt samarbejde med markedets aktører. Go' Energi bygger videre på Elsparefondens arbejde.
Som følge af energiforliget vil Go’ Energi blive nedlagt som selvstændig institution. En række af Go’ Energis aktiviteter vil dog blive videreført i Energistyrelsen. Loven forventes at blive vedtaget i juni.

Tags:

Abonner

Dokumenter og links