Carlsberg Danmark sparer 200.000 kroner om året på strømstyring af computere

Virksomheder kan spare tusindvis af kroner på energiregningen uden at løfte en finger. Hemmeligheden er strømstyring, der sørger for, at computerne selv slukker efter arbejdstid. Carlsberg Danmark har sat strømstyring på deres pc’er og sparer 200.000 kroner om året i energi.

Kontorområdet er forladt. Hjemme i sofaen slapper medarbejderne af foran tv’et eller læser godnathistorier for deres børn, men det betyder ikke, at pc’erne holder fyraften.

”Vi har en ny undersøgelse, der viser, at kun cirka halvdelen af de ansatte i danske virksomheder har central strømstyring på computeren. Det betyder, at der er et stort potentiale for nemme energibesparelser. Hvis virksomhederne sørger for at indstille strømstyringen centralt, er der mange penge at spare, uden at de skal investere andet end en meget lille indsats fra deres it-ansvarlige,” siger Michael Reuss, projektleder i Go’ Energi.

Strømstyring letter medarbejderens arbejdsdag

Carlsberg har sørget for, at alle pc’er slukker automatisk. Det giver en stor økonomisk besparelse, at de ikke bruger strøm efter fyraften, i weekender og ferier.

”For to år siden satte vi strømstyring på vores 2.000 pc’er, så alle pc’er og skærme automatisk lukker ned. Hvis medarbejderne arbejder sent, har de selvfølgelig mulighed for at indstille strømstyringen efter behov. Vi sparer 200.000 kroner om året, og investeringen er lig med ingenting i forhold til den store besparelse,” siger Bjarne Pedersen, energiansvarlig i Carlsberg Danmark.

Medarbejderne i Carlsberg Danmark er også glade for strømstyringen, fordi det giver dem en opgave mindre at tænke på i løbet af en hektisk arbejdsdag.

”I Carlsberg Danmark prioriterer vi at udnytte energien optimalt, og det letter medarbejdernes arbejde, at de ikke skal huske at slukke pc’erne for at undgå ballade, hvis det ikke er gjort,” siger Bjarne Pedersen.

Spar 10.000 på energiregningen om året
En virksomhed med 100 computere kan spare 10.000 kroner om året ved at indstille strømstyringen på medarbejdernes computere, viser beregninger fra Go’ Energi.


”Det er især, når computerne kører efter arbejdstid, at virksomhederne bruger overflødig energi. Selvom de fleste husker at slukke deres computer, viser vores undersøgelse, at der også er en del, der glemmer det. Og det vil der nok altid være. Derfor er strømstyring en god idé,” siger Michael Reuss.

Større virksomheder kan med fordel benytte en særlig software, der kan styre alle virksomhedens computere, så de slukker uden for arbejdstid. I virksomheder med en it-afdeling kan de it-ansvarlige indstille strømstyringen på computerne, og i små virksomheder kan de ansatte selv indstille strømstyringen.

”De færreste tænker over, hvor mange penge der kan spares med god strømstyring. Men der er altså en del at hente, og det koster ikke noget. Desuden er det nemt at komme i gang. På Go’ Energis hjemmeside kan virksomheder finde udførlige guides til at indstille strømstyring,” siger Michael Reuss.

Find Go’ Energis guide til strømstyring på www.GoEnergi.dk/stromstyring

Det kan virksomhederne gøre:
-
I mindre virksomheder kan de ansatte selv indstille strømstyringen. Find guide på www.GoEnergi.dk/stromstyring  


- I virksomheder med en it-afdeling kan de it-ansvarlige indstille strømstyringen på computerne.

- Større virksomheder kan investere i særlig software, der kan styre alle virksomhedens computere, så de slukker uden for arbejdstid.

Yderligere oplysninger:
Go' Energis:
Michael Reuss, projektleder i Go' Energi, tlf. 4196 4983, e-mail: mire@goenergi.dk

Go' Energis Pressetelefon: 41 31 90 09 (åben kl. 07-22).

Carlsberg Danmark:
Bjarne Pedersen, energikonsulent i Carlsberg Danmark, tlf. 2572 5491, e-mail: Bjarne.Pedersen@carlsberg.dk

Om Go' Energi
Go' Energi er en uafhængig organisation med bestyrelse udpeget af klima- og energiministeren. Formålet med Go' Energi er at fremme energieffektiviseringer i husholdninger, det offentlige og erhvervslivet inden for alle former for energiforbrug – undtagen transport. Virkemidlerne er kampagner og formidling af viden i et konstruktivt samarbejde med markedets aktører. Go' Energi bygger videre på Elsparefondens arbejde.

Tags:

Abonner

Dokumenter og links