Erhvervslivet i front med energieffektive it-løsninger

Stadig flere virksomheder skifter de stationære computere ud med energieffektive bærbare og høster fordele i form af medarbejdernes fleksibilitet og et lavere strømforbrug. Revisionsvirksomheden Ernst & Young har halveret energiforbruget med sin nye flåde af bærbare.

Stationære computere er snart en saga blot i private virksomheder. Private virksomheder er helt i front, når det gælder om at skifte de stationære pc’er ud med bærbare, som er langt mere energieffektive. I 2010 var 62 procent af alle nyindkøbte computere bærbare, og kun 37 procent stationære i erhvervsvirksomhederne. Det viser tal fra International Data Cooperation (IDC).

»Der bliver solgt stadig flere bærbare, og vi ser et skifte over mod dem. Mange private virksomheder synes, det er direkte kikset, hvis de ikke kan tilbyde medarbejderne en bærbar, og fordelene i forhold til fleksibilitet og strømforbrug er da også så store, at det faktisk ikke kan betale sig at lade være,« siger Peter Schliemann, fuldmægtig i Kontoret for It-styring og Grøn It, IT- og Telestyrelsen.

Der er dog stadig virksomheder, som kan opnå fordelene ved at skrotte de stationære, mener Michael Reuss, projektleder i Go’ Energi:

»Det private erhvervsliv har taget teten, men der er stadig en gruppe, som kunne få glæde af at udskifte de stationære med bærbare. De kan få gode råd om computervalg og energieffektive indkøb på Go’ Energis hjemmeside og få mere fleksible løsninger med lavere elregning,« siger Michael Reuss.

Bærbare har alle fordelene

Beregninger fra Go’ Energi viser, at bærbare computere kan barbere helt op til 75 procent af energiforbruget i forhold til de stationære.

Det betyder kontante besparelser på elregningen, men det er i medarbejdernes fleksibilitet, at den helt store gevinst skal findes.

»De bærbare computere tillader folk at tage arbejde med hjem og at arbejde, mens de er på farten. I dag forlanger næsten alle den form for fleksibilitet, og det giver et markant løft i produktiviteten, hvis en medarbejder fx kan arbejde på en tur over Storebælt. De fleksibilitetsmæssige fordele alene er rigeligt til at begrunde, at en virksomhed skifter til bærbare,« siger Peter Schliemann.

Let at sige farvel til energiforbrugende stationære

Alligevel udgør de stationære computere godt en tredjedel af salget til private virksomheder. For eksempel i finansverdenen bruges de stationære computere af sikkerhedsmæssige årsager, ligesom det er tilfældet på arbejdspladser, hvor flere deler den samme computer.

Men selvom nogle virksomheder af gode grunde holder fast i de stationære computere, kan også de med fordel handle energieffektivt. Såkaldt tynde klienter har samme energiforbrug som en bærbar computer og vinder støt og sikkert frem som alternativ til både den bærbare og de energislugende stationære, siger research manager i IDC, Anders Elbak:

»De tynde klienter har fordele for eksempel i forhold til sikkerhed, fordi ingen oplysninger ligger på den enkelte maskine. Men fleksibiliteten ved de bærbare er afgørende for stadig flere, så salget af bærbare vil være markant større, selvom markedet også vokser for tynde klienter.«

Case: Ernst & Young udskiftede computere og halverede strømforbruget

  • Den københavnske afdeling af revisionsvirksomheden Ernst & Young skiftede knap 60 administrative medarbejderes computere ud med bærbare og erstattede 560 konsulenters gamle bærbare med nye energieffektive modeller i 2009.
  • Ensretningen gjorde administration og reparation af it-udstyr enklere for it-afdelingen.
  • I dag findes der fem stationære computer i hele virksomheden.
  • Flere af de administrative medarbejdere tager deres computer med hjem.
  • I 2010 var energiforbruget på medarbejdernes computere halveret ifølge driftsleder Eddie Laursen.
  • It-indkøberne indkøbte udstyr, som matcher Go’ Energis (daværende Elsparefonden) indkøbsvejledning for energieffektive løsninger.

Fakta

  • I 2010 købte private virksomheder i alt 543.789 computere. Heraf var 37 procent stationære, mens 62 procent var bærbare.
  • En stationær standardcomputer bruger nemt 50-60 watt i tændt tilstand, mens en bærbar bruger 10-20 watt.
  • Tynde klienter har ca. samme energiforbrug som de bærbare. En tynd klient er en simpel computer, der kun fungerer, når den er tilsluttet en server.
  • Det private erhvervslivs forkærlighed for bærbare computere skyldes særligt den øgede fleksibilitet, der øger produktiviteten og gør arbejdet nemmere at planlægge, mens det lave energiforbrug er en ekstra bonus, mener Anders Elbak, IDC, og Peter Schliemann, IT- og Telestyrelsen.

Eddie Laursen, driftsleder, Ernst & Young, tlf.: 51 58 25 50

Michael Reuss, projektleder, Go’ Energi, tlf.: 33 95 58 01

Om Go' Energi
Go' Energi er en uafhængig organisation med bestyrelse udpeget af klima- og energiministeren. Formålet med Go' Energi er at fremme energieffektiviseringer i husholdninger, det offentlige og erhvervslivet inden for alle former for energiforbrug – undtagen transport. Virkemidlerne er kampagner og formidling af viden i et konstruktivt samarbejde med markedets aktører. Go' Energi bygger videre på Elsparefondens arbejde.

Tags:

Abonner

Dokumenter og links