Forbruger-forvirring over belysningskilder

Over halvdelen af forbrugerne sætter stort set aldrig en energisparende LED-pære i fatningen, og mange ved slet ikke, hvad pæren kan. Men gedigen information om belysning kan give store besparelser, vurderer Go’ Energi.

"Det er besværligt at købe lyskilder, fordi jeg ikke ved nok om de nye produkter", "Jeg ved ikke hvad en LED pære er - hvad kan den?" eller lige ud: "Jeg synes, det er en sump af forvirring!".

Udsagnene stammer fra en undersøgelse fra Go’ Energi, og de viser, at forbrugerne har mere end svært ved at finde den rigtige pære at sætte i fatningen, når den gamle glødepære er brændt ud, – og at det især er den nye teknologi, der volder problemer.

I undersøgelsen svarer 56 procent, at de sjældent eller aldrig erstatter en lyskilde med de potentielt meget energieffektive lysdioder, såkaldte LED-pærer. Knap en tredjedel har ingen forklaring på, hvorfor de undgår det energisparende alternativ.

Og en stor gruppe har helt givet op: 27 procent svarer, at de blot sætter en ny glødepære i, når den gamle sprænger, selv om glødepæren er det absolut dyreste og mindst energieffektive valg, forbrugeren kan træffe.

"Det er stor udfordring for mange forbrugere at finde rundt i mulighederne, når glødepæren skal skiftes, og det er synd, for alternativerne er langt billigere. I snit kan en husstand spare 420 kroner om året ved at skifte alle glødepærer og halogen til LED," siger Simon Chræmmer, projektleder i Go’ Energi.

Lumen eller watt skaber forvirring
Én ting er sikkert. Forbrugerne vil gerne have lys, der bringer energiregningen ned. I undersøgelsen svarer 75 procent af forbrugerne, at de anvender sparepærer, fordi de er billige i drift.

Derimod mangler forbrugerne information, når det gælder nye lyskilder. Lysstyrken i LED måles i lumen og ikke i de velkendte watt, og netop her hopper kæden af for mange forbrugere, forklarer Jonas Engberg, chef for bæredygtighed i Ikea.

"De største udfordringer ligger i sammenligningen. Forbrugerne orienterer sig fortsat mest i forhold til watt," siger han og fortsætter:

"En udfordring er også fortsat at kunne forstå, at man skal se på økonomien i et mere langsigtet perspektiv, idet LED-pæren til tider kan koste mere end selve lampen."

Ny information om belysning
Af samme årsag har Go’ Energi lanceret en pjece, der skal hjælpe forbrugerne med at træffe det bedste valg i supermarkedet eller byggecentret, når pæren skal skiftes.

Pjecen hjælper blandt andet forbrugerne med at oversætte watt til lumen. Den guider forbrugerne til at bruge LED, når den løsning passer bedst til behovet og afliver en del af de myter om bl.a. lysstyrke og farvegengivelse, der fortsat florerer om sparerpærerne.

"Der findes rigtig god teknologi inden for belysning på markedet i dag, og der er mange fordele forbundet med at vælge det rigtige lys. Men forbrugerne skriger på bedre information, og det får de nu," siger Simon Chræmmer.

Om undersøgelsen

  • 27 procent svarer, at de satte en ny glødepære i deres lampe, da en glødepære sidst brændte ud
  • 6 procent skiftede til en LED-pære
  • 87 procent køber så vidt muligt sparerpærer, når en lyskilde skal erstattes
  • 75 procent anvender sparerpærer, fordi de er billige i drift
  • 56 procent køber aldrig eller sjældent LED, når en lyskilde skal erstattes
  • 32 procent ved ikke, hvorfor de undgår LED’erne, når de skifter lys

Det siger forbrugerne:

  • ”Det er besværligt at købe lyskilder, fordi jeg ikke ved nok om de nye produkter”.
  • ”Jeg synes informationen om lyskilder er dårlig. Egentlige elektrikerbutikker findes ikke mere, så man kan ikke få ordentlig rådgivning. Jeg ved ikke, hvad en LED pære er - hvad kan den?”
  • ”Det er ganske kompliceret - faktisk så kompliceret, at jeg i dag har to lamper uden pærer, fordi jeg ikke ved hvor eller hvordan, jeg skal finde hverken pærer til lampen eller information om, hvilken pærer der skal bruges”.
  • ”Jeg synes, det er en sump af forvirring! De fleste pærer giver et dårligt hvidt lys eller et søvnigt lys. Nogle pærer er længe om at komme op i styrke, og man føler, man er om bord på en natfærge til Oslo efter lukketid”.
  • ”Der er (for) mange slags alternative lyskilder, så det er svært at finde ud af, hvilke man er bedst tjent med at bruge”.

Undersøgelsen er udført af Userneeds for Go’ Energi blandt 1026 forbrugere i juni 2012.

Det kan du spare

  • Boliger i Danmark brugte i 2010 strøm for 19,6 mia. kroner. Omkring 11 procent gik til belysning svarende til 2,2 mia. kr.
  • En gennemsnitlig bolig har 4 glødepærer, 9 halogenpærer, 1 LED-pære, 9 sparepærer og 3 lysstofrør
  • Glødepærer bruger typisk 30 kWh per år, halogenpæren bruger 20 kWh per år, og LED-pæren bruger 4 kWh per år
  • Det vil sige, at LED er mindst 4 gange så effektiv som glødepærer og mindst tre gange så effektiv som halogen
  • Hvis en gennemsnitlig husstand udskiftede sine glødepærer og halogen med LED ville besparelsen være på 420 kroner per år
  • I alt kan danske husstande spare over en milliard kroner om året – eller 262,5 tons CO2

8 råd til køb af pærer
Der er stor forskel på kvaliteten af pærer. Følg de 8 råd, og kom hjem med den rette pære.

  1. Gå efter Go' Energimærket, så er du sikker på, at få en energieffektiv pære.
  2. Vær sikker på, at lysstyrken (lumen) er stor nok til dit formål.
  3. Spørg i forretningen, om du kan bytte pæren, hvis den ikke lever op til dit behov.
  4. Overvej, om pæren skal kunne dæmpes. Spørg din forhandler.
  5. Kig efter både sokkel og dimensioner, så pæren passer i din lampe.
  6. Tjek, om lysets spredningsvinkel passer til dit behov.
  7. Vælg en pære med god farvegengivelse – dvs. et Ra-indeks på mindst 80.
  8. Vælg en pære med 2.600 - 2.800 K, hvis du ønsker en varm lysfarve.

Farvel watt, goddag lumen – din guide

Yderligere oplysninger:
Simon Chræmmer, projektleder i Go' Energi, tlf. 41 96 49 86, e-mail: ascj@goenergi.dk
Go' Energis Pressetelefon: 41 31 90 09 (åben kl. 09-16).

Om Go' Energi
Go' Energi er en uvildig organisation med bestyrelse udpeget af klima-, energi og bygningsministeren. Formålet med Go' Energi er at fremme energieffektiviseringer i husholdninger, det offentlige og erhvervslivet inden for alle former for energiforbrug – undtagen transport. Virkemidlerne er kampagner og formidling af viden i et konstruktivt samarbejde med markedets aktører. Go' Energi bygger videre på Elsparefondens arbejde.
Som følge af energiforliget vil Go’ Energi fra 1. juli 2012 blive nedlagt som selvstændig institution. En række af Go’ Energis aktiviteter vil dog blive videreført i Energistyrelsen.

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia