Kommune mindsker energiforbrug markant

Sønderborg Kommune har skåret op til 20 procent af sit energiforbrug. Andre kan gøre som den ved at følge den nyeste version af Go’ Energis indretningsvejledning.

Vi ønsker alle at befinde os i bygninger, hvor det hverken er for varmt eller for koldt. Hvor det ikke trækker, og hvor vi kan nyde sollyset uden at blive blændet. En god bygning er en energirigtig bygning med godt indeklima.

”Det kan være svært at vide, hvor man skal sætte ind, hvis man ønsker at mindske energiforbruget og få et bedre indeklima. Men hjælpen er nær, for der er mange gode råd at hente i vores nyeste indretningsvejledning, og de virker,” siger Jesper Ditlefsen, projektleder i Go’ Energi.

Bedre indeklima og lavere energiregning
I indretningsvejledningen er der blandt andet gode råd om intelligent varmestyring, og de råd har Sønderborg Kommune fulgt og dermed skåret mellem ti og 20 procent af energiforbruget væk på kommunens 220 største bygninger.

”Varmestyringen i vores bygninger var ikke særlig effektiv, men det har ændret sig efter, vi lavede en aftale med Danfoss Energy-Trim om at optimere varmeanlæggene,” fortæller bygningsansvarlig Carl Christian Hansen fra Bygninger og Energi i Sønderborg Kommune.

Ventiler, termostater og pumper på varmeanlæggene bliver reguleret, så behovet og forbruget bliver afstemt. Og det har ikke kun ført til økonomiske besparelser for kommunen, men også til et bedre indeklima i kommunens kontorbygninger. I modsætning til tidligere kan medarbejderne nu holde varmen.

Et godt opslagsværk
Vejledningen er bygget op af to dele. I første del er der råd og vejledning om bygningens udformning, i anden del er der gode råd om energieffektiv indretning.

”Udformning og indretning går hånd i hånd, når det drejer sig om energieffektive bygninger. Vejledningen er god at støtte sig til, hvis man planlægger en ny bygning, men den kan også være et godt opslagsværk, når en bygning trænger til at blive energieffektiviseret,” siger Jesper Ditlefsen.

Få fat i indretningsvejledningen
Du kan hente vejledningen på
www.goenergi.dk/publikationer/vejledninger/indretningsvejledning-2011

Det finder du blandt andet gode råd om i indretningsvejledningen:

Varme og vand
Vinduer og solafskærmning
Ventilation
Køling
Energieffektiv indretning af kontorer og fællesrum

Yderligere oplysninger:
Jesper Ditlefsen, projektleder i Go’ Energi, tlf: 41 57 63 29, e-mail: jdi@goenergi.dk

Om Go' Energi
Go' Energi er en uafhængig organisation med bestyrelse udpeget af klima- og energiministeren. Formålet med Go' Energi er at fremme energieffektiviseringer i husholdninger, det offentlige og erhvervslivet inden for alle former for energiforbrug – undtagen transport. Virkemidlerne er kampagner og formidling af viden i et konstruktivt samarbejde med markedets aktører. Go' Energi bygger videre på Elsparefondens arbejde.

Tags:

Abonner