Tjek isoleringen, og hold på varmen

Er din bolig ikke isoleret tilstrækkeligt, så suser varmen ud og kulden ind. Det kan blive dyrt, især hvis vi går endnu en iskold vinter i møde. Men der er hjælp at hente, før frosten bider sig fast. Go’ Energi har lavet en ny gratis Tjekliste til husejere, der gerne vil holde på varmen og dermed spare penge.

Næsten halvdelen af danskerne går i sikker forvisning om, at deres bolig er isoleret godt nok. 38 procent af danskerne mener, at deres bolig er godt isoleret, og 36 procent mener, at den er middelgodt isoleret, viser en ny undersøgelse foretaget af Userneeds for Go’ Energi.

Men det er langtfra tilfældet, viser en rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi). Rapporten ”Potentielle energibesparelser i det eksisterende byggeri” af Kim Wittchen slår fast, at alle huse opført før 1998 kan forbedres i forhold til den isoleringsstandard, vi har i dag.

Det kommer som en stor overraskelse for mange, at det ikke kun gamle huse, der trænger til isolering. Ejere af huse helt frem til 1998 kan score en gevinst ved at efterisolere boligen. Faktisk er isoleringen i mere end 200.000 huse så dårlig, at boligejerne kan tjene stort på at få dem isoleret,” siger Ole Michael Jensen, seniorforsker ved SBi.

Derfor har Go’ Energi lavet en Tjekliste til husejere, der gerne vil holde på varmen, spare penge og sikre sig et bedre indeklima. Tjeklisten gør det nemt at komme i gang, og gevinsten ved korrekt isolering er et bedre indeklima og en sikring mod de stigende energipriser.

”Med Go’ Energis Tjekliste for isolering kommer du hele vejen rundt om huset. Ved at gennemgå listen får du tjek på, hvor godt dit hus er isoleret, og forslag til, hvad du kan gøre for at forbedre det. Du kan enten selv udføre tjekket eller få en energivejleder til at gøre det,” siger Martine Reinhold Kildeby.

Glem ikke kattelemmen
Go’ Energis Tjekliste for isolering kommer med forslag til både større og mindre energiforbedringer – og mange af dem kan du klare selv. Herved opnår du hurtigt besparelser uden de store investeringer. Du undgår for eksempel varmespild ved at tætne en utæt kattelem.


Det kan også ofte betale sig at efterisolere på loftet. Du kan skære omkring 4.000 til 8.000 kroner af varmeregningen om året ved at efterisolere 140 kvadratmeter loft fra 50 millimeter til 400 millimeter isolering afhængig af varmekilde. Og har du en hulmur uden isolering, er der også penge at hente. Isoleres 80 kvadratmeter hulmur fra nul millimeter til 75 millimeter isolering, sparer du cirka 5.000 til 9.500 kroner om året afhængig af din varmekilde.

”Vi tænker ikke over det til hverdag, men meget varme forsvinder ud gennem vægge, vinduer og en utæt kattelem. Ved at gennemgå huset og få isoleret de steder, der trænger, udnytter du varmen mere effektivt, sparer penge og får et meget bedre indeklima,” siger Martine Reinhold Kildeby.

Drømmehuset mangler isolering
Netop det at kunne få lov til at bruge hele huset uden at få træk er en drøm for Christina og Jesper Hollensen. De har købt et nyt hus, som de er meget glade for. Men huset trænger til at blive isoleret bedre. Det er parret, i modsætning til mange andre boligejere, meget bevidste om.

”Jeg spekulerer over det til daglig. Vores vinduer er i fin stand, men ikke tidssvarende. Vi kunne desuden have god gavn af en hulmursisolering, og hvad angår loftet, er jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er isoleret,” siger Jesper Hollensen.

Parret hilser Tjeklisten fra Go’ Energi velkommen. De vil derfor i første omgang gennemgå Tjeklisten selv, men overvejer også at bestille et såkaldt Go’ Energi-tjek af husets isolering.

”Vi vil gerne være helt sikre på, at vi sætter ind de rigtige steder – og bruger vores tid og ressourcer på de forbedringer, der virkelig kan betale sig. Både her og nu og i det lange løb,” siger Jesper Hollensen.

Go’ Energi-tjek:
Du kan selv gennemgå din isolering på baggrund af Tjeklisten, men du kan også få en energivejleder til at gøre det – et såkaldt Go’ Energi-tjek. På www.GoEnergi.dk/tjekliste kan du finde udbydere i dit område og bestille tjekket med et enkelt klik.

Om Go’ Energis Tjekliste for isolering:

  • Få tjek på din isolering med Go’ Energis Tjekliste. Så holder du på varmen, sparer penge, får et bedre indeklima og gør noget godt for miljøet. Tjeklisten kan hentes på www.GoEnergi.dk/tjekliste .
  • Tænk over energiforbedringer, når du alligevel går i gang. Står du over for at skulle renovere dit hus, så kan det altid betale sig samtidig at tænke på husets isolering. Go’ Energis Tjekliste kan guide dig på vej.
  • Du kan selv tjekke husets isolering ved at gennemgå punkterne på Tjeklisten. Det fremgår af tjeklisten, hvor nemt et punkt er at udføre. Hvis du er fortrolig med gør det selv-arbejde, kan du også udføre mange af de forslag til forbedringer, der er på listen.

Yderligere oplysninger:
Martine Reinhold Kildeby, projektleder i Go' Energi, tlf. 33 95 58 10, e-mail: mrk@goenergi.dk
Go' Energis Pressetelefon: 41 31 90 09 (åben kl. 07-22).

Om Go' Energi
Go' Energi er en uafhængig organisation med bestyrelse udpeget af klima- og energiministeren. Formålet med Go' Energi er at fremme energieffektiviseringer i husholdninger, det offentlige og erhvervslivet inden for alle former for energiforbrug – undtagen transport. Virkemidlerne er kampagner og formidling af viden i et konstruktivt samarbejde med markedets aktører. Go' Energi bygger videre på Elsparefondens arbejde.

Tags:

Abonner

Dokumenter og links