Tv tilbud kan koste dig dyrt

Tilbudsaviserne bugner med slagtilbud på fjernsyn. Men de gode priser kan koste dig dyrt i længden pga. et højt elforbrug. Kig efter Go’ Energimærket, når du køber fjernsyn, så sparer du op til 825 kroner om året.

Denne sommer står på sport – og det skal ses i fjernsynet. Derfor bugner tilbudsaviserne netop nu med billige fjernsyn. Men det gode tilbud kan være vise sig at være katten i sækken, hvis du får fat i et tv med et højt elforbrug. Der er nemlig stor forskel på energiforbruget på fladskærme. Vælger du en energieffektiv 42” fladskærm frem for én af de mest strømforbrugende modeller sparer du, med et gennemsnitligt forbrug, cirka 425 kroner hvert år. På et 60” fjernsyn er besparelsen oppe på 825 kroner.*

Go’ Energi råder derfor til at tænke sig om en ekstra gang, før du lader dig friste af et slagtilbud.

”Tv’et har aldrig været mere tændt, end det er nu. Derfor er det vigtigt, at du ikke kun overvejer købsprisen på et tv – men også brugsprisen. Hvis du vælger et tv, der har Go’ Energimærket, er du sikker på, at det opfylder de strengeste krav til energieffektiv brug,” siger projektleder hos Go’ Energi Michael Reuss.

Spar op til en ny skærm
Fjernsyn er på ingen måde brug og smid væk-produkter. Faktisk har et fjernsyn en gennemsnitlig levetid på cirka otte år. Du kan f.eks. spare op til 3.400 kroner ved at købe et tv på 42 tommer med Go’ Energimærket frem for et på samme størrelse med D-mærket.

Og tager du også i betragtning, at de fleste husstande har to eller måske endda flere fjernsyn, så begynder der for alvor at blive god økonomi i at tænke i strømforbrug. En dansk husstand har gennemsnitligt 2,1 fjernsyn. Ved at vælge de mest energirigtige modeller på markedet, kan en husstand altså samlet set spare næsten 4.500 kroner alene i strøm i apparaternes levetid. For de penge kan du købe en ny skærm, når den gamle skal udskiftes – også når de ikke er på slagtilbud.

* Beregninger baseret på en on-tid på fire timer i døgnet og en elpris på 2,21 kroner pr. kWh.

Fakta

Tjek dit strømforbrug:
Go’ Energi har udviklet en beregner, hvor du kan se, hvor meget strøm dit fjernsyn bruger: www.goenergi.dk/forbruger/vaerktoejer/beregnere/tv-beregner
Du kan også finde en liste over tv med Go’ Energimærket, så du er sikker på at få et tv, der er billigst i længden, når du køber nyt.

Fire gode råd før du køber fjernsyn:

  1. Overvej, om det er nødvendigt at vælge den største skærm i butikken. Jo større skærm, jo højere strømforbrug.
  2. Overvej, hvor mange fjernsyn husstanden behøver. Det er dyrt at se den samme udsendelse i flere rum på en gang.
  3. Beregn, hvor meget du kan spare på at skifte til energieffektivt tv – i hele apparatets levetid.
  4. Brug Go’ Energis tv-beregner og produktliste med information om konkret kWh-forbrug pr. år. Se mere på www.goenergi.dk (skriv tv-beregner i søgefeltet)

Yderligere oplysninger:
Michael Reuss, projektleder i Go' Energi, tlf. 41 96 49 82, e-mail: mire@goenergi.dk
Go' Energis Pressetelefon: 41 31 90 09 (åben kl. 09-16).

Om Go' Energi
Go' Energi er en uvildig organisation med bestyrelse udpeget af klima-, energi og bygningsministeren. Formålet med Go' Energi er at fremme energieffektiviseringer i husholdninger, det offentlige og erhvervslivet inden for alle former for energiforbrug – undtagen transport. Virkemidlerne er kampagner og formidling af viden i et konstruktivt samarbejde med markedets aktører. Go' Energi bygger videre på Elsparefondens arbejde.
Som følge af energiforliget vil Go’ Energi fra 1. juli 2012 blive nedlagt som selvstændig institution. En række af Go’ Energis aktiviteter vil dog blive videreført i Energistyrelsen.

Tags:

Abonner