Pressemeddelelse - De unge skal være bedre til at tænke grønt

En ny undersøgelse om danskernes brug af it viser, at især den yngre del af befolkningen har brug for oplysning om miljørigtig anvendelse af deres it-produkter. Derfor lancerer Videnskabsministeriet kampagnen ”Tænk grønt” i uge 37. Kampagnen henvender sig til alle børn og unge.

Undersøgelsen, som er et samarbejde mellem Danmarks Statistik og Videnskabsministeriet, har blandt andet fokus på danskernes vaner, når det gælder grøn it. Overvejer vi konsekvenserne af vores handlinger, når vi køber, forbruger og bortskaffer it-produkter? De unge foretrækker den bærbare Flertallet af danskerne vælger en bærbar computer frem for en stationær, og særligt de unge foretrækker en bærbar pc. Hele 83 % af de 16-24-årige computer-købere valgte således en bærbar computer ved deres seneste køb. Ikke alle ved, at man ved at skifte den stationære computer ud med en bærbar kan spare op til 80 % af computerens elforbrug. Alt tyder dog på, at det ikke er pga. de energibesparende egenskaber, at den bærbare vælges frem for den stationære computer. Tekniske specifikationer, pris, design og størrelse er vigtigst, når danskerne køber ny computer. Kun godt 1 % af de adspurgte fremhæver energibesparende egenskaber ved computeren som den primære årsag for valget af computer. Computere står tændt uden at være i brug Det overordnede billede er, at 32 % af computer-brugere nogle gange lader computeren stå tændt, og 8 % altid lader computeren stå tændt. Alder lader til at have betydning for, hvor god man er til at slukke computeren efter brug, og det er særligt de yngre, der lader computeren stå tændt efter brug. Når den gamle computer skal ud Hver anden dansker, der skal bortskaffe en gammel computer, undersøger mulighederne for at gøre det på en miljørigtig måde. Også her er der forskelle i forhold til alder. En højere andel af de 16-24-årige undersøger ikke mulighederne for at bortskaffe en computer på miljørigtig vis end den øvrige befolkning. Kampagne om grøn it skal få øjnene op hos de unge Videnskabsministeriet lancerer kampagnen ”Tænk grønt” i uge 37. Kampagnen lægger ud med mandag den 7. september at kåre vinderne af opfinderkonkurrencen ”Den bedste grønne idé”, som Videnskabsministeriet har udskrevet blandt alle 6. klasser i Danmark. Hele uge 37 kan børn og unge deltage i kampagneaktiviteter arrangeret af samarbejdspartnerne Cyberhus, Elsparefonden, Go Supermodel, Habbo, Innovation Lab, Københavns Kommune, Microsoft og Post & Tele Museum. Information om kampagnen og program kan findes på www.it-borger.dk/tg.

Om os

IT- og Telestyrelsens vision er at skabe fundamentet for digitaliseringen af Danmark og gøre landet til et vidensamfund i verdensklasse. Styrelsen er en del af Videnskabsministeriets koncern. Realiseringen af IT- og Telestyrelsens vision kræver en strategisk indsats på følgende områder: Infrastruktur: Danmark får en elektronisk kommunikationsinfrastruktur i verdensklasse. Færdigheder: Danskerne opnår de fornødne kompetencer til at udnytte denne infrastruktur optimalt. Sikkerhed: Danskerne føler sig sikre og trygge ved at anvende infrastrukturen. Indhold: Danskerne bruger i praksis infrastrukturen, fordi der via den udbydes indhold, som giver værdi og nytte. Grøn it: IKT skal aktivt bidrage til reduktion af energiforbruget og miljøbelastningen i Danmark.

Abonner