Byg et udekøkken med charme og stil

Flyt madlavningen ud på terrassen og giv din  have ny karakter. Et udekøkken i tegl, er hårdført over for vind og vejr. Det skaber en unik stemning og bliver smukkere med tiden

Placer dit udekøkken i en passende afstand fra huset. Ligger det for langt væk fra køkkenet og en stikkontakt, anvender man det ikke så meget, som man gerne ville.

I dit personlige udekøkken, kan du naturligvis vælge, om maden skal tilberedes på grill, over åben ild eller med gas.

Rindende vand er nødvendigt – blandt andet for at  skylle frugt og grønsager og for at vaske op. Det klarer du let ved at tilkoble vand fra hanen til haveslangen. Vandet ledes ud i haven eller opsamles i en balje, og indeholder det ikke opvaskemiddel, kan det efterfølgende anvendes til at vande i haven. Glem ikke at gøre plads til eventuelle elledning og vandslanger, når du murer.

Det er vigtigt at have et ordentlig arbejdsbord, og her skal du vælge et materiale, der tåler alt slags vejr, og som er let at holde rent.  Det ser oftest pænest ud med sten, men du kan også vælge træ for eksempel teak. En anden løsning er at lægge klinker eller mosaik på et holdbart underlag, som efterfølgende placeres direkte på teglkonstruktionen.

Byg udekøkken i tegl

Det skal du bruge:

Værktøj og andet udstyr:

Hammer, pinde og snor (til afsætning), murerværktøj, mørtelblander, vandslange, trillebør, skovl, vaterpas, tommelstok.

Bordplade i sten, træ, klinker eller mosaik.

Materiale til at murerarbejdet:

Ca. 300 l sand eller grus til underlag

18 stk. lecablokke 150 mm

448 stk. slagen (frostsikker) tegl 228 x 108 x 54 mm (112 stk./palle)

16 sække mørtel

12 stk. rustfri stifter 6 mm længde 100 mm (til at bære grillrist og skuffe)

Grillgitter 600 x 480 mm

Grillskuffe 600 x 480 mm

Sådan gør du:

Grav et hul ca. 400 mm dybt, 600 x 2700 mm (hvis du ikke vil mure udekøkkenet direkte på terrassens underlag).

Fyld sand/grus i og komprimer en tykkelse på ca. 200 mm.

Læg lecablokkene løst på række, så du har et fundament til at mure udekøkkenet på.

Mur gulvet først. Ydermålet på gulvet skal være 588 x 2628 mm.

Mur derefter væggene. OBS! Glem ikke stifterne til grillgitter og grillskuffe.

Brug vaterpas og tjek, at lecablokkene ligger jævnt, inden du murer med tegl.

Sæt pinde i yderhjørnerne og afmærk højden for et muret lag (tegl + fuge = 68 mm).

Træk snore mellem pindene og mur efter snorene.

Mur i forbandt, det vil sige murstenen lægges med overlap, for at muren skal blive solid.

Find yderligere inspiration på byg-i-tegl.dk

Yderligere informationer: Direktør Tommy Bisgaard, Kalk- og teglværksforeningen, Telefon: 3332 3434 eller Mobil: 5124 5424. E-mail: kalktegl@mail.dk

Kalk- og Teglværksforeningen har eksisteret siden 1893 og repræsenterer danske producenter af f.eks. teglmursten, kalksandsten, tegltagsten, letklinker, porebeton, mørtler og kalkprodukter. Kalk- og Teglværksforeningen er med til at fremme information og uddannelse inden for foreningens område, samt at støtte forskning og udvikling inden for produktion og anvendelse af medlemmernes produkter. For yderligere information om foreningen: www.kalk-tegl.dk

Om os

Kalk- og Teglværksforeningen blev dannet i 1893, og har i over 100 år varetaget medlemmernes interesser. Kalk- og Teglværksforeningen er en stærk brancheforening, der gennem dialog med borgere, politikere, myndigheder og andre brancheorganisationer påvirker det moderne samfund, det murede byggeri, miljø og uddannelse. Samtidig støtter vi producenter af bl.a. teglmursten, kalksandsten, tegltagsten, mørtler og kalkprodukter.

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links