Alkas kunder slipper for gebyrer

Forsikringsselskabet Alka går forrest i bestræbelserne at rydde op i gebyrjunglen og øge kundetilfredsheden. Siden årsskiftet har Alkas kunder fået enkle og gennemskuelige forsikringspriser uden gebyrer.

Forsikringskunder hos Alka Forsikring skal ikke længere betale gebyrer, når de betaler for deres forsikringer med giro- og betalingsservice eller kreditkort.

Det vil spare Alkas kunder for knap 20 millioner kroner om året, samtidig med at det bliver hurtigere og nemmere for dem at overskue deres forsikringsomkostninger.

”Ofte ligger der en del gebyrer på forsikringer, så forsikringstagere ender med en anden pris, end den de har fået oplyst. Det er uheldigt, fordi det er med til at komplicere forsikringsproduktet,” siger kommunikationschef Lise Agerley.

Gebyrfri strategi

Den gebyrfri strategi vil koste Alka knap 20 millioner om året. Men Alkas kommunikationschef er sikker på, det er en god investering at tage førertrøjen i kampen mod gebyrerne i forsikringsbranchen.

”Fjernelsen af gebyrerne ligger helt i tråd med Alkas strategi om at gøre forsikringer enkle og gennemskuelige. Hos Alka er vi overbevist om, at vores gebyrfrie forsikringsprodukter vil være en gevinst både for vores kunder og for os,” siger Lise Agerley.

Alka Forsikring vil dog fortsat opkræve gebyrer på rykkere i forbindelse med for sen betaling og ved forkortet opsigelse af forsikringer. Det samme gælder de lovpligtige afgifter på f.eks. stormflodsbidrag og stempelafgift til staten.

For mere information kontakt venligst Alkas kommunikationschef Lise Agerley

Telefon: 43 58 59 11, mobil: 40 21 01 77, e-mail: lag@alka.dk

Tags:

Dokumenter og links