Den forkerte rejseforsikring kan koste dyrt

Sommeren står for døren, men inden du smutter på ferie, er det en god idé at tjekke, om din rejseforsikring gælder i det land, du rejser til, hvis du bliver syg. Det er også vigtigt at vide, hvad og hvordan den dækker, hvis uheldet skulle være ude – ellers kan det koste dyrt, lyder det fra forsikringsselskabet Alka.

Selvom de private rejseforsikringer er blevet meget populære, er de ingen garanti for, at man er dækket korrekt ind, når man tager på ferie. Mange nærlæser ikke forsikringen og finder først for sent ud af, at der ikke er dækning i det land, de er i. Det kan ende med at koste en formue.

”Lige meget, om du bare skal et smut over grænsen, på bilferie med familien eller på en længere rejse med bus, tog eller fly, er det meget vigtigt, at du ved, hvordan du er sikret. Kig på din rejseforsikring, hver gang du skal på ferie for at se, om den dækker den pågældende type rejse. Du skal især have fokus på geografien og rejsetype, for ikke alle forsikringer gælder i alle lande”, udtaler Lise Agerley, kommunikationschef i Alka.

På ferie i EU?

Hvis du skal på ren ferie eller studierejse til Færøerne og Grønland og rejser inden for EU, Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz, er du dækket af Den Offentlige Rejsesygesikring – altså det gule sygesikringsbevis.

”Det gule sygesikringsbevis dækker udgifter til læge og hospitalsophold i forbindelse med akut sygdom, tilskadekomst og dødsfald inden for en måned. Forsikringen dækker også lægeordineret medicin og lægeordineret sygehusophold og –behandling inklusiv operationer på standardklasse-sygehuse”, forklarer Lise Agerley fra Alka.

Husk hjemtransport!

Der er dog en del, det gule sygesikringsbevis ikke dækker.

”Den Offentlige Sygeforsikring dækker ikke udgifter til hjemtransport – kun ambulancetransport i det pågældende land. Derfor er det vigtigt, at du supplerer med en rejseforsikring, som inkluderer hjemtransport, så du kan komme hjem fra din ferie i tilfælde af sygdom eller ulykkestilfælde – ellers kan du risikere at komme til at stå tilbage med en kæmpe regning”, udtaler Lise Agerley fra Alka.

Den Offentlige Rejseforsikring dækker heller ikke, hvis du er nødt til at afbestille din rejse eller din bagage skulle blive forsinket. I alle disse tilfælde har du brug for en privat rejseforsikring.

Kronisk syg eller syg på afrejsetidspunkt?

Lider du af en kronisk sygdom eller er blevet syg før afrejsen, er du kun dækket af det gule sygesikringsbevis, hvis man ikke forventer behandling i udlandet – heller ikke din private forsikring dækker.

”Din forsikring dækker ikke behandlinger, der kan forventes inden afrejse. I særlige tilfælde tilbyder forsikringsselskabet at foretage en såkaldt medicinsk forhåndsvurdering for at afgøre, om man vil udvide dækningen vedr. en lidelse/sygdom, så du får fuld dækning på rejsen.

Det er ikke din egen læge, der kan foretage en sådan vurdering, idet det drejer sig om at udvide forsikringens dækning. Derfor er det en rigtig god idé, at du – før bestilling af din rejse - undersøger, om lægeregninger, sygehusophold m.v. dækkes og i hvilket omfang, så du trygt kan tage på ferie”, forklarer Lise Agerley fra Alka.

Ferie uden for EU?

Skal du på ferie uden for Europa, kan du ikke bruge det gule sygesikringsbevis eller EU-sygesikringsbevis. Så skal du også have en privat forsikring.

”Skal du på ferien uden for Europa, er det meget vigtigt, at du tegner en forsikring, der dækker dig og din familie, hvis I skulle blive syge eller kommer til skade. Gør du ikke det, kan du risikere at komme til at stå med en kæmpe regning, fordi du ikke er dækket af nogen forsikring”, udtaler Lise Agerley fra Alka og kommer med et sidste råd:

”Er du det mindste i tvivl, om du har den rette forsikring, så kontakt dit forsikringsselskab, så du kan tage af sted på ferie med visheden om, at du og din familie er fuldt dækket ind, hvis uheldet skulle være ude”.

Gode råd:

Sådan vælger du den rette forsikring

Står du og skal på ferie, råder forsikringsselskabet Alka dig til at sikre dig, at du har den rette forsikring i tilfældet af, at uheldet er ude for dig eller din familie.

  • Sørg for, at din rejseforsikring gælder i det land, du rejser til – ikke alle rejseforsikringer dækker alle lande.
  • Vær sikker på, at hjemtransport er inkluderet i din rejseforsikring, så du kan komme hjem fra din ferie i tilfælde af sygdom eller ulykkestilfælde uden selv at skulle betale.
  • Rejser du uden for EU/EØS-landene skal din rejseforsikring inkludere sygebehandling, så du kan få dækket dine udgifter til behandling hos en læge eller ophold på et hospital.
  • Tjek, at forsikringen dækker alle omkostninger til sygebehandling og hjemtransport. Det anbefales, at du ikke sætter et max. på betalingsgarantien, så du ikke ender med at skulle betale en del af regningen selv. Hjemtransport i ambulancefly kan koste op mod en million kroner.
  • Husk, at en almindelige rejseforsikring dækker en måneds ferie. Er dit ophold længere skal du forsikres anderledes.
  • Kontakt din forsikring, hvis du har en kronisk sygdom, er blevet skadet eller har været syg umiddelbart før afrejse. Det er alene din forsikring, der vurderer, om din forsikring dækker evt. behandling i udlandet.

(Kilde Alka)

Relevante hjemmesider:

www.sundhed.dk

www.alka.dk

FOR YDERLIGERE INFORMATION:

Lise Agerley, Kommunikationschef i Alka

Direkte: 43 58 59 11 / Mobil: 40 21 01 77

lag@alka.dk

Tags: