Drop updaten på Facebook, når du tager på juleferie

En opdatering på Facebook, der afslører, at du er på familiebesøg, manglende tyverialarmer og lys i huset samt en proppet postkasse helt ude ved vejen er en direkte invitation til indbrudstyve i juledagene.

 

Det er fristende, men lad vær´! En opdatering på Facebook om, hvor du skal holde juleferie og i hvor lang tid, er en direkte invitation til indbrudstyvene. De holder nemlig ikke juleferie, og de bruger alle kneb for at finde ud af, hvor de kan gå på rov – også internettet.

”Rigtig mange af os glæder os til at tage på julebesøg hos familie og venner, men man bør ikke annoncere det på Facebook, så alle og enhver kan se det. Indbrudstyvene bruger alle de metoder, de har til rådighed for at finde ud af, om vi er hjemme, så de har arbejdsro. Det gælder også internettet, der ofte er en direkte kilde til den slags informationer”, lyder det fra Lise Agerley, kommunikationschef i Alka.

Der er også en lang række andre ting, man kan gøre for at give indbrudstyvene sværere arbejdsbetingelser.

”Når nu du ved, at du skal ud at rejse, så sørg for, at dine naboer tømmer postkassen og måske rydder sne i indkørslen, så det ser ud som om, at du er hjemme. Det kan også betale sig at anskaffe sig en alarm, der kan skræmme tyvene væk samt et tænd- og slukur, der får dit hjem til at se beboet ud”, lyder rådene fra fra Lise Agerley, kommunikationschef i Alka.

Udbyttet er større i juledagene

Ifølge Alka er indbrudstyvene særlig aktive i juledagene fordi udbyttet er langt større end på en gennemsnitlig måned.

”Vi kan se på vores statistikker, at antallet af indbrud i snit stiger med hele 65 % i december. Samtidig ved vi, at tyven i snit over året stjæler for 20.000 kr., mens tallet er 20 % højere i julemåneden”, lyder det fra Lise Agerley, kommunikationschef i Alka.

Indbrudstyvene går stort set efter de samme ting året rundt, men det er Alkas erfaring, at der stjæles mere elektronik i julemåneden. Mobiler, bærbare pc’ere, iPods, iPads, spillekonsoler m.m. er meget populære. Også kontanter og smykker er i høj kurs. Tyvene går især efter let omsættelige mærkevarer.

Hvis uheldet er ude…

Hvis uheldet er ude, anbefaler Alka, at man først og fremmest kontakter politiet og dernæst sit forsikringsselskab, der vil vejlede i den videre proces.

”En god idé er at få dækket huset af hurtigst muligt, så man undgår flere uønskede besøg. Det er også en rigtig god idé at tage billeder af situationen og få overblik over omfanget af tyveriet, hærværk m.m.”, forklarer Lise Agerley fra Alka.

I det videre forløb skal tabet gøres op, og man skal kunne dokumentere sit tab. I den forbindelse er det rart at have kvitteringer på sine ting – gerne suppleret med billeder.

For at forsikringen overhovedet dækker indbrud, skal huset, lejligheden eller lokalet være forsvarligt aflåst. I disse tilfælde dækker forsikringen alle de ting, som stjæles – både almindelige ting, og computere, penge, smykker m.m., oplyser Alka.

Undgå indbrud i julen

Julen er højsæson for indbrud, derfor er det vigtigt at gøre det så besværligt som muligt for indbrudstyvene, lyder rådet fra Alka.

  • Tænk over hvad du skriver på Facebook – en opdatering om, at du er ude at rejse hele julen er en direkte invitation til indbrudstyve
  • Sørg for, at alle vinduer og døre er lukkede og låste, når du forlader dit hjem – også selvom vinduer/døre befinder sig på 1. sal eller højere
  • Sæt tyverialarmer op, de skræmmer langt de fleste indbrudstyve væk
  • Lås hoveddøren – også når du er hjemme - så ubudne gæster ikke har fri adgang til boligen, mens du hygger med julemad og konfekt
  • Sæt et tænd-og-sluk-ur til at tænde lys og radio, når du ikke er hjemme
  • Få din nabo til at tømme postkassen og fylde affald i din affaldsspand, så det ser ud som om, at du er hjemme
  • Sørg for, at der er en bil i din carport
  • Sæt friske potteplanter i vindueskarmene, så huset ikke ser forladt ud
  • Aftal med naboen, at vedkommende rydder sne og gruser, mens du er bortrejst
  • Mærk dine ting, så er der større sandsynlighed for, at du får dem tilbage efter indbrud.

Kilde: Alka

FOR YDERLIGERE INFORMATION:

Lise Agerley, Kommunikationschef i Alka

Direkte: 43 58 59 11 / Mobil: 40 21 01 77

lag@alka.dk

Abonner

Dokumenter og links