For lavt dæktryk belaster miljøet med 50.000 tons CO2 om året

Undersøgelse fra Q8 viser, at hver femte bilist aldrig tjekker dæktryk

Knap hver 5. bilist tjekker aldrig bilens dæktryk. Det betyder at op mod 400.000 personbiler konstant kører rundt med for lavt dæktryk. Konsekvensen af de mange halvflade dæk er en ekstra miljøbelastning på op mod 50.000 tons CO2 om året.

En undersøgelse*, som YouGov har lavet for olieselskabet Q8, viser, at kun godt halvdelen (56 pct.) af de danske bilister ved, hvordan de tjekker deres bils dæktryk. 22 pct. mener, at de har nogenlunde tjek på, hvordan de skal måle dæktrykket, mens 18 pct. er så usikre, at de aldrig gør det.

Ifølge FDM vil manglende kontrol af dæktryk som regel medføre at bilen, over tid, kører på dæk med for lavt tryk. Og det koster. Både på brændstof- og miljø-budgettet.

Trafikstyrelsens Center for Grøn Transport anslår, at 20 procent for lidt luft kan koste helt op til 10 procent ekstra på brændstofregningen og CO2-udledningen. Dækfirmaet Michelin har lavet en tilsvarende undersøgelse, som viser, at biler med for lavt dæktryk bruger op til 6 procent mere brændstof.**

I en gennemsnitsbetragtning betyder det, at kører man f.eks. 15.000 km om året i en populær mellemklassebil som VW Golf, kan et forkert dæktryk koste 50 liter benzin ekstra om året – svarende til 125 kg CO2 og en ekstraregning på ca. 650 kroner.

Tilsvarende viser regnestykket, at hvis 18 procent af de godt 2,2 millioner personbiler, der er registreret i Danmark konsekvent kører med for lavt dæktryk, svarer det til, at miljøet bliver belastet med ekstra 50.000 tons CO2. Og så er der endda ikke taget højde for de mere end 500.000 vare- og lastbiler, der også kører på de danske veje.

FDM har ligeledes lavet en række undersøgelser, der viser, at helt op til 50 procent af samtlige bilister kører med forkert dæktryk. Afdelingsleder i FDM’s tekniske rådgivning, Jørgen Jørgensen, peger på, at for lavt dæktryk er et problem, der er svært at komme til livs.

”Enhver, der har kørt på en cykel ved jo, at det er uligt nemmere at træde pedalerne rundt, når dækkene er fuldt pumpede. Den oplevelse har bilisterne ikke, de træder blot lidt mere på speederen. Derfor er kontrol af dæktryk noget man, som bilist, jævnligt skal minde sig selv om.”

I Trafikstyrelsens Center for Grøn Transport er man også opmærksomme på problemet. Og på den baggrund ærgrer det projektleder Kathrine Fjendbo Jørgensen, at flere af de store olieselskaber har begrænset – eller helt fjernet – muligheden for at bilisterne gratis kan måle dæktryk på selskabernes servicestationer.

”Det er jo ret afgørende, at bilisterne har nem adgang til dæktryksmålere, hvis vi skal komme dette problem til livs”, siger Kathrine Fjendbo Jørgensen.

Gratis dæktryksmålere

Da Q8 for tre år siden foretog en analyse blandt 300 bilister, viste det sig, at 77 pct. kørte med forkert dæktryk. Derfor har Q8 på alle sine ubemandede F24 lavprisanlæg installeret digitale dæktryksmålere, der gør det let at tjekke dæktryk - også for folk, der aldrig har prøvet det før.

På alle Q8’s servicestationer og tankanlæg er det gratis at måle dæktryk.

”I sidste ende er korrekt dæktryk både et spørgsmål om trafiksikkerhed, vores kunders brændstoføkonomi og hensyn til miljøet. Derfor skal det både være let og gratis at tjekke dæktryk hos Q8. Sådan håber vi, at vi kan være med til at gøre kontrol af dæktryk til en god vane hos danske bilister,” siger kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff.

Gode råd om dæktryk
Q8 betjener hver uge omkring en million kunder på selskabets servicestationer og F24 automattankanlæg landet over. Til dem og alle andre bilister har Q8 følgende gode råd om dæktryk:

  • Lad måling af dæktryk være en normal procedure, når du kører bilen til vask.
  • Sørg for at tjekke dæktrykket mindst én gang om måneden året rundt.
  • Vær opmærksom på, at det anbefalede dæktryk kan være anderledes, når du har skiftet til sommerdæk. Tjek hos din leverandør af dæk, hvilket tryk der passer til netop dit dæk.
  • Tjek altid dæktrykket, inden du kører på ferie. Husk også reservehjulet. Du ved aldrig, om du får brug for det.
  • Er bilen fyldt op med passagerer og bagage, påvirker det bilens køreegenskaber. Tag hensyn til det, når du fylder luft på dækkene.
  • Hvis du kører på bilens standardmonterede dæk, kan du i mange nyere biler se det anbefalede dæktryk på en mærkat, der enten sidder på dørstolpen i førersiden eller på indersiden af tankdækslet. Ellers står den korrekte værdi i bilens instruktionsbog.

* YouGov har spurgt 1.005 danske bilister om deres viden om dæktryk i december 2011.

** Tallet stammer fra Michelins analyse af dæktryk hos danske bilister og fra brancheforeningen EOF.

Billedtekst: ”I sidste ende er korrekt dæktryk både et spørgsmål om trafiksikkerhed, vores kunders brændstoføkonomi og hensyn til miljøet. Derfor skal det både være let og gratis at tjekke dæktryk hos Q8”, siger Kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff

(Foto er til redaktionens fri afbenyttelse)

Nærmere oplysninger fås hos:
Kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff

Kuwait Petroleum (Danmark) A/S

Telefon: 45 99 21 71

Mobiltelefon: 40 94 27 06.

E-mail: jysn@q8.dk

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links