Gør sommerhuset klar til vinteren

Når man har taget det sidste spadestik i haven, grillet den sidste pølse på grillen og nydt den sidste solstråle på terrassen i sommerhuset, er det tid til at lukke huset korrekt ned for vinteren. Fjern dyrt interiør, der kan friste tyve, sørg for at lukke for vandet, tjek evt. utætheder, som kan blive påvirket af smeltevand – og vær opmærksom på bygningsdele, som kan være udsatte under efterårsstormene, lyder rådene fra Alka.

 

Efterårsferien står snart for døren, og mange danskere bruger dagene på at lukke sommerhuset ned, før vinteren truer med stormvejr og frost. I den forbindelse er det vigtigt, at man gør det korrekt, ellers kan man risikere, at sommerhuset ligner en mindre ruin, næste gang man kommer.

Fjern det dyre interiør

Lige meget om man har planer om at bruge huset i løbet af vinteren eller ej, så tag en runde for at sikre, at huset kan stå distancen mod både vind, vejr og indbrudstyve.

”I vinterhalvåret ligger de fleste sommerhusområder mere eller mindre øde hen. Det giver indbrudstyvene optimale betingelser for at gå på rov. Derfor er det en god idé at kigge på dit hus med en indbrudstyvs øjne, når du lukker ned for det. Sørg for at tage de ting med, der kan friste tyvene. Det kan være fladskærmen, dvd’en og dyre møbler. Det kan godt være, at tingene ikke umiddelbart har så stor værdi, men de kan alligevel friste en indbrudstyv. Og det er dybt ubehageligt at opleve, at man har haft besøg af ubudne gæster. Så fjern alt, hvad der kan friste indbrudstyvene”, lyder rådet fra Lise Agerley, kommunikationschef i Alka.

Det er desuden en rigtig god idé at tage en runde om huset og tjekke, at alle vinduer, døre og låse er i god stand for at gøre det så svært for en indbrudstyv som muligt.

Undgå frostskader
Det er ikke kun indbrudstyvene, man skal være opmærksom på, når man siger farvel til sommerhuset for sommersæsonen. Husk at ruste det mod det uforudsigelige danske vejr!

”Bliver vi igen udsat for en streng vinter med hårde frostgrader, er der stor risiko for, at rørene sprænger. Så luk for vandet ved hovedhanen og lad alle husets vandhaner stå åbne. Dermed tømmer man anlægget for vand, så der ikke står vand i rørene, der kan sprænge dem”, forklarer Lise Agerley fra Alka.

Sørg også for at tjekke, om huset har utætheder, der kan blive påvirket af smeltevand – og vær opmærksom på bygningsdele, som kan være udsat i forhold til storm. De kan nemlig ødelægge huset.

Hvad dækker forsikringen?

Har du et sommerhus, er det vigtigt, at du har en fritidshusforsikring, hvis uheldet er ude, ellers kan det komme til at koste dig dyrt.

”Frostsprængninger med vand- eller fugtskader til følge dækkes af forsikringen, hvis huset er tilstrækkelig opvarmet. Forsikringen dækker dog ikke indtrængning af vand fra tagrender, som er tilstoppet eller frosset til. Derimod er stormskader og indbrudsskader på vinduer og døre dækket af forsikringen. Det samme gælder indbo, der stjæles, hvis det er låst inde. Havemøbler, som står udenfor, er ikke dækket”, forklarer Lise Agerley fra Alka.

GODE RÅD, NÅR DU LUKKER NED FOR SOMMERHUSET:

  • Luk ned for vandet på hovedhanen
  • Tøm vaske- og opvaskemaskiner for vand
  • Afmonter termostatstyrede blandingsbatterier og tøm dem for vand
  • Tøm eller sørg for at frostsikre toilettet
  • Montrer dobbeltlås på døren og forstærker dørkarmen på yderdøren
  • Lås haveredskaberne, havemøbler, parasoller, grille o.l. inde
  • Fjern ekstra nøgler
  • Træk gardinerne fra, lad skabene stå åbne, så det er tydeligt, at der ikke er noget at komme efter
  • Fjern alle værdifulde genstande

(Kilde: Alka)

For mere information kontakt:

Lise Agerley, Kommunikationschef i Alka

Telefon: 43 58 59 11 / mobil: 40 21 01 77

Mail: lag@alka.dk

Tags: