Otte-årig pige tegner Danmarks bedste vej

Trafiksikkerhed er ikke et spørgsmål om alder. Det viser vindertegningen i den konkurrence, som Q8 og Rådet for Sikker Trafik udskrev i forbindelse med den store landsdækkende fartkampagne "Mit Hjem - Din fart". 8-årige Marie fra Randers mener også, at fartglade bilister skal huske at tænke på de mennesker og dyr, der bor langs vejene

Pressemeddelelse:

  Marie Lihn på otte år fra Randers er rigtig god til at udtrykke sig.

Så god, at hun netop har vundet en stor konkurrence om at tegne Danmarks bedste vej, som Q8 og Rådet for Sikker Trafik har udskrevet. Flere hundrede børn fra hele landet deltog i tegnekonkurrencen , der havde et gavekort på 10.000 kroner til Lalandia som hovedpræmie.

Maries flotte tegning forestiller ikke nogen bestemt vej, men hun lod fantasien rulle, da hun tegnede en farverig vej med masser af liv omkring. Men der er også både en fartbegrænsning på 20 kilometer i timen og et skilt, der siger "pas på legende børn."

"Jeg bor selv på en lille og stille vej uden så meget trafik, men min mor og far har fortalt mig, at man skal passe godt på, for mange biler kører for hurtigt," fortæller Marie.

Tegningen gav den 8-årige Randers-pige hovedpræmien i konkurrencen, og nu vil hun invitere far og mor og storebror på en dejlig tur til Lalandia - med alt betalt. Præmien har en værdi af 10.000 kroner.

Marie Lihn fik overrakt præmien på en kæmpestor check. Det foregik på Q8 stationen på Hadsundvej i Randers, hvor politiassistent Lisa Hansen fra Østjyllands Politi i Randers kom med præmien.

For mange kører for stærkt
Tegnekonkurrencen var et vigtigt led i den store "Mit Hjem - Din Fart" kampagne, som løb af stablen i oktober.

"Bare i løbet af fire dage af kampagneperioden stoppede eller fotograferede politiet 8.300 bilister, der havde for travlt. En stor del af dem kørte for hurtigt på strækninger, hvor der bor familier ud til vejen,” siger kampagne projektleder Michelle Lykke Laviolette fra Rådet for Sikker Trafik.

”Familierne er stærkt bekymrede over trafikanternes høje fart. Hvis et barn løber ud på vejen eller cykler over til nogle venner, kan det blive meget farligt, når bilerne kommer drønende med alt for høj fart,” fortsætter hun.

725.000 mennesker  bor i de danske landdistrikter, og en meget stor del af dem bruger landevejene til dagligt. Hvert år dræbes omkring 200 mennesker på de danske landeveje. Dette tal kunne sættes ned med 75, hvis alle overholdt fartgrænserne på landevej.

Q8 og Rådet for Sikker Trafik håber nu, at kampagnen vil have en effekt fremadrettet, så trafikanter på landevejene sænker farten. Og allerede nu kan man se, at den har haft en vis effekt:

”Ifølge vores evaluering af kampagnen siger 61* pct. af målgruppen,  at de vil køre mere hensynsfuldt på landevejene, efter at de har set kampagnen. Hele 87 pct.* af målgruppen har bemærket kampagnen og forstået dens budskaber,” forklarer Michelle Lykke Laviolette.

Q8 glad for at være med
Den store "Mit hjem - Din Fart" kampagne blev gennemført i et samarbejde mellem Rådet for Sikker Trafik, Q8, De Regionale Færdselssikkerhedsråd og en række danske kommuner.

Q8s 176 servicestationer landet over havde en central rolle i kampagnen. Det var nemlig her, at alle konkurrence-deltagere - børn som voksne - skulle hente materialer til konkurrencen og aflevere deres bidrag.

"Hos Q8 er vi hver uge i kontakt med omkring én million mennesker. En stor del af dem er bilister og andre trafikanter, der besøger Q8s servicestationer. Derfor synes vi, at det har været oplagt at deltage i fartkampagnen," siger direktør Helle Dahlgren Skov fra Q8.

"Vores medarbejdere ude på stationerne fik en utrolig stor positiv respons, mens fartkampagnen kørte. For høj fart og de mange tilskadekomne i trafikken er virkelig noget, der beskæftiger vores kunder," fortsætter Helle Dahlgren Skov.

Q8s støtte til Rådet for Sikker Trafik er en vigtig del af olieselskabets Mission Omtanke strategi, hvor ansvarlighed er nøgleordet. Mission Omtanke ** strømmer igennem alle Q8s aktiviteter over for kunder, medarbejdere, trafik, klima, miljø og samfundet.

* Målgruppen for ”Mit Hjem – Din Fart” kampagnen var bilister og andre trafikanter i aldersgruppen 30 til 60 år. Kampagnen blev gennemført i oktober 2010.

**Som led i sin Mission Omtanke strategi samarbejder Q8 bl.a. med Rådet for Sikker Trafik, Dansk Røde Kors omkring hjertestartere, Fuldkornspartnerskabet for bedre brødvaner hos danskerne og Hold Danmark Rent for mindre affald langs de danske veje. Desuden har Q8 underskrevet European Road Safety Charter.

Nærmere oplysninger:
Kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff

Kuwait Petroleum (Danmark)  A/S

Telefon: 45 99 21 71
Mobiltelefon: 40 94 27 06
E-mail: jysn@Q8.dk

 

Forslag til billedtekster:

1.
Marie Lihn på otte år får overrakt sin præmie for den bedste tegning på en meget stor check. Overrækkeren er politiassistent Lisa Hansen fra Østjyllands Politi i Randers. Nu kan Marie invitere sin familie på en tur til Lalandia med alt betalt.

2.
Her er Maries flotte vindertegning .

3.
Flere hundrede børn fra hele landet deltog i Q8s og Rådet for Sikker Trafiks tegnekonkurrence. Mange af tegningerne var flotte, og det var ikke nemt for juryen at vælge den allerbedste.

((Billedet er til redaktionens fri anvendelse))

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links