Panorama brændeovnen - svanemærket skulptur i stuen

Jydepejsens nye Panorama bryder på mange måder med traditionelt design af brændeovne. Nyheden har vundet flere designpriser og er med sin lave forurening en af markedets mest miljørigtige i daglig drift

Brændeovne er populære og bruges i dag i hundredetusindvis i danske boliger. De er hyggelige. De giver en god varme, og så er de CO² neutrale.

Med sin høje virkningsgrad og gennemførte design hører Jydepejsens nye Panorama brændeovn til markedets reneste og mest miljøvenlige. Et faktum, der har givet Panorama den eftertragtede nordiske Svanemærkning.

Samtidig er Panorama det første eksempel på, at en brændeovn en brændeovn også kan være en smuk skulptur, der vil pynte i næsten enhver bolig.

Jydepejsen har i det hele taget gjort meget ud af, at Panorama stråler af kvalitet. Brændeovnen er formgivet af den berømte danske arkitekt og industridesigner Knud Holscher. Materialevalget er førsteklasses. Varmeudnyttelsen fornem, og betjeningen usædvanlig enkel.

Alt sammen er det med til at skabe en eksklusiv brændeovn i topklasse, der med knap 20.000 kroner koster noget mere end gennemsnittet. Omvendt har man altid skullet betale ekstra for høj kvalitet.

Panorama er nu – lige i rette tid før vinterens og de kolde dages komme - på vej ud til salg i de danske og udenlandske fagbutikker. Producenten af Panorama – den familie-ejede virksomhed Jydepejsen A/S i Ndr. Felding ved Holstebro – har nemlig store forventninger om, at den utraditionelt designede brændeovn også vil sælge godt i f.eks. Tyskland.

Designet af berømt dansk arkitekt
Bag designet af Jydepejsens nye Panorama brændeovn står arkitekt-professor Knud Holscher fra København.

Den 81-årige Knud Holscher hører til veteranerne inden for dansk arkitektur og industrielt design. Hans talrige projekter har vundet masser af priser.

På arkitektur-siden er Knud Holscher nok mest kendt for det berømte p-hus i Københavns Lufthavn, Bahrains Nationalmuseum og Syddansk Universitet i Odense.

Når det gælder produkt- og industrielt design har Knud Holscher spændt vidt med opgaver inden for f.eks. møbler, køkkenudstyr, sanitære produkter, højttalere, barnevogne og læskure til busholdepladser.

I forbindelse med Jydepejsen Panorama har Knud Holscher valgt den kubistisk/kvadratisk stil med rene, klare flader og betjeningsgreb gemt bag brændeovnens dør

Internationale designfolk har taget vel imod Jydepejsen Panorama, der allerede har vundet de to eftertragtede tyske priser red.dot AWARD 2011 og iF design award 2011.

Minder om en smuk skulptur
Jydepejsen Panorama er højere og slankere end de fleste andre brændeovne på markedet. Det gør ovnen mere elegant, men ikke mindre iøjnefaldende. Panoramas store ”om-hjørnet” rude giver nemlig en usædvanlig fin udsigt til det brændende bål.

Panorama er kvadratisk og kan derfor placeres både i et hjørne eller op ad en væg. Farverne er enten sort eller grå, og man kan vælge to modeller på henholdsvis 120 og 150 centimeter i højden.

Jydepejsen har udført sin nyhed i meget høj kvalitet, og der er ikke blevet sparet nogen steder. Således er brændeovnen helt i stål og vejer 180 kilo.

Som Jydepejsens øvrige brændeovne er Panorama forsynet med det patenterede DuplicAir luftsystem, hvor al lufttilførsel styres nemt via et enkelt betjeningsgreb i rustfrit stål. Den elegante betjening går igen i Panoramas gas-dæmpede dør, der lukker automatisk helt stille og lydløst.

Ikke kun flot, men også miljørigtig
Jydepejsens nye Panorama er ikke kun en smuk brændeovn. Med superlav forurening langt under de foreskrevne grænseværdier hører nyheden fra Jydepejsen samtidig til markedets mest miljørigtige brændeovne.

For at opnå den nordiske Svanen miljømærkning kræves bl.a., at brændeovnen ikke må overskride et bestemt antal gram støvpartikler pr. kilo indfyret træ. Mere præcist ligger Svanemærkningens grænseværdi på 5 gram pr. kilo. Dét mål klarer Panorama snildt med sin værdi på kun 2,9 gram pr. kilo. Til sammenligning opererer den norske NS3058 norm, som mange anvender til måling af brændeovnes emission, med en grænseværdi på 10 gram pr. indfyret kilo træ.

Jydepejsen har også ladet sin Panorama ovn måle i forhold til den tyske DIN+ norm, hvor grænseværdien for partikel-emission er 75 milligram pr. nano-kubikmeter luft (Nm³). I 2015 skærpes denne norm til 40 mg/Nm ³. Med beskedne 9 mg placerer Panorama sig komfortabelt langt under de tilladte grænseværdier.

Årsagen til de flotte forureningsværdier fra Panorama er bl.a., at Jydepejsens udviklere har lagt et meget stort arbejde i at optimere ovnens centrale brændkammer med udvalgte materialer samt strømline den vigtige lufttilførsel. Næsten, som når en Formel 1 racer bliver udformet.

Yderligere oplysninger:
Jydepejsen A/S
Sales Director Henrik Damtoft
Telefon: (+45) 6960 7099
E-mail: hn@jydepejsen.dk
Se mere på: www.jydepejsen.dk

Pressekontakt: Leif Bomberg, Kommunikationsgruppen as, tlf: 33 98 00 00, e-mail: leif@kommunikationsgruppen.dk

Tekniske data på Jydepejsen Panorama
Mål og vægt:
Kvadratisk 39 x 39 cm. Højde 120 cm (Panorama 1200) eller 150 cm (Panorama 1500). Vægt 180 kg.
Farver: Sort eller grå
Salg:
Via faghandelen.
Priser:
19.495 kr. for Panorama 1200. Den større 1500 koster 19.995 kroner. Priserne er inkl. moms.

OBS – se også vedhængte faktaark for yderligere informationer om Panorama

Forslag til billedtekster:
Jydepejsen Panorama er kvadratisk udformet, høj og mere elegant end flertallet af brændeovne. Ilden brænder rent bag en sodfri Panorama glasrude, som kan beskues fra to sider.

Panorama fra Jydepejsen er en meget ren og fleksibel brændeovn.

(Fotos er til redaktionens fri anvendelse)

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links