Q8 betjener EU-formandskabets limousiner og busser

Flere hundrede limousiner og minibusser skal have tanken fyldt op og lakken vasket, mens de mange møder holdes under Danmarks EU-formandskab. Q8 har vundet denne opgave for anden gang

I konkurrence med to andre landsdækkende olieselskaber har Q8 vundet opgaven at levere brændstof og bilvask til Udenrigsministeriets VIP-limousiner og minibusser, der vil sætte deres præg på det københavnske gadebillede, mens Danmark har EU-formandskabet i det næste halve år.

Udenrigsministeriets store vognpark består af 100 limousiner og et tilsvarende antal minibusser. De særlige VIP’s, herunder kommissionsformand José Manuel Barroso og Kommissionens støttepersonale, som besøgte København for nylig, transporteres rundt til de mange møder i limousiner, mens andre EU-kommissærer transporteres i busser.

Som led i aftalen med Udenrigsministeriet har Q8 udstedt 250 specielle firmakort, som chaufførerne for formandskabsgæsterne kan anvende på Q8 stationer til at holde tanken fyldt og lakken ren og skinnende.

Q8 kan ikke sætte tal på, hvor mange liter brændstof og hvor mange bilvaske der vil være behov for under det danske EU-formandskab.

”Vi har ikke fået information om, hvor mange af Udenrigsministeriets limousiner og minibusser der kører på benzin, og hvor mange der kører på diesel. Vi er til gengæld ret sikre på, at de fleste af køretøjerne vil blive vasket flere gange om dagen, mens møderne står på, og tv filmer bilernes ankomster og afgange,” siger key account manager Torben Jensen fra Q8 i Danmark.

Det er anden gang, at Q8 varetager denne opgave. Da Danmark sidst var formand for EU i 2002, var det også Q8, der stod for brændstof og bilvask af flåden af EU-vogne og -busser.

”EU-opgaven er et vigtigt udstillingsvindue for Q8. Så vi sørger naturligvis for, at alle berørte Q8 servicestationer er i tip-top stand, og at alle medarbejdere er klar til at betjene formandskabs-gæsterne på bedste vis,” fortæller Torben Jensen.

København og Horsens

I forbindelse med Danmarks EU-formandskab, der varer frem til udgangen af juni, holdes syv uformelle ministermøder, møder mellem regeringen og EU-kommissionen, Europa-Parlamentets formandskonference samt op til 90 embedsmandsmøder og -konferencer på dansk jord.

Den underliggende logistik er enorm og kompliceret, når op imod 15.000 formandskabsgæster invaderer den danske hovedstad og senere også Horsens.

Hoteller, restauranter, konferencecentre, politiet og andet støttepersonel har stortravlt i perioden, og det samme har Q8 servicestationer, som er placeret i nærheden af de steder, hvor EU’s ministre og embedsmænd mødes og bor.

I de første tre måneder foregår møderne i Bella Center i København. I anden halvdel af formandsperioden flyttes møderne til Hotel Opus/Forum i Horsens.

”I begge byer har vi topmoderne servicestationer i nærheden af konferencecentrene. Vi kan derfor stå inde for, at EU-chaufførerne får den bedste service, når de besøger os,” understreger Torben Jensen.

Nærmere oplysninger fås hos:
Kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff

Kuwait Petroleum (Danmark) A/S

Telefon: 45 99 21 71

E-mail: jysn@q8.dk

Forslag til billedtekst:
Q8’s servicestationer i København og Horsens får ekstra travlt, når Udenrigsministeriets limousiner og minibusser skal tankes og vaskes under det danske EU-formandskab.

((Billedet er til redaktionens fri anvendelse))

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links