Q8 fik medarbejderne med på den store motionstur

En "full engagement" proces i en af Q8s danske afdelinger fik hele hovedkontoret med til at konkurrere på god form og energi. Nu forventer Q8, at flere ansatte gennemfører en triathlon i 2011, og at endnu flere klarer en halv marathon

I ugerne op til Q8s julefrokost i midten af december så man hver dag en del af hovedkontorets knapt 200 medarbejdere forlade kontoret med sportstasker og løbetøj for at fordele sig på fitness-studier i Storkøbenhavn og omegn.

Målet var ikke blot at kunne skrue sig ned i den lille tætte aftenkjole til julefrokosten eller i smokingen, der havde hængt ubrugt i klædeskabet i flere år.

Målet var også at vise sig selv og kollegerne i andre afdelinger af Q8,  at man havde taget udfordringen seriøst og motioneret stort set hver dag igennem to måneder.

De mange motionsglade oliefolk var den aktive del af et omfattende "full engagement" og "energy management" projekt, som indledtes i januar 2010 i Q8 Oils – og som senere fik mange flere medarbejdere med på selskabets danske hovedkontor i Birkerød.

Kulminationen kom under Q8s julefrokost, hvor fem forskellige afdelinger sammenlignede tallene på deres motionsfremgang - og Finansafdelingen løb af med sejren.

Opbakning fra top til bund
Q8 har fået stor opbakning til projektet fra alle dele af organisationen. Således deltog ikke færre end 154 af hovedsædets 200 medarbejdere i den såkaldte "Fitness Battle Julefrokost."

Olieselskabets danske ledelse gik forrest og tog selv startskuddet i oktober, da den deltog i en festlig zumba-fitness time. Kort efter kom turen så til resten af personalet, der kastede sig ud i den musikalske zumba og spinning på motionscykler.

For at støtte op om motions-processen udstyrede Q8 desuden hver af deltagerne med et gratis medlemskort til fitness.dk, som gjaldt året ud.

"Mange af kollegerne interesserede sig allerede privat for motion, men nu blev fitness og god form lige pludselig det store fælles samtaleemne blandt medarbejderne - over skrivebordet, ved kaffemaskinen eller under frokosten i kantinen," forklarer direktør Kirsten Bach fra Q8 Oils.

"Det var vigtigt for os, at motions-projektet var frivilligt, og at alle kunne være med. Ikke kun husets fitness-freaks, der i forvejen kunne løbe 10 kilometer hver dag eller bruge to timer hver aften i et fitness-studie. Alle tog heldigvis initiativet som en positiv og personlig udfordring," fortsætter Kirsten Bach.

Dagbog om motionen
Én ting er at prale med, at man motionerer. Noget helt andet er at kunne dokumentere sine fysiske aktiviteter på løbebånd, motionscykler, løbeture i naturen eller på diverse fitness-maskiner.

Q8 opfordrede derfor alle deltagerne til at udfylde en dagbog om deres motion. Hver dag gennem to måneder registrerede de online, hvor meget de motionerede - og om det var moderat motion eller hård fysisk motion, de dyrkede. Med andre ord, om den pågældende havde gået en lang tur med hunden eller havde løbet i frisk trav i skoven.

Til sidst blev alle motionsdata lagt sammen afdeling for afdeling - og præsenteret under stor festivitas og gode præmier til de flittigste og dem der havde gjort mest for afdelings-teamet i forbindelse med Q8s julefrokost.

Nu planlægger Q8 så at indføre en "Corporate Athlete Day" i maj 2011, hvor der bl.a. skal holdes en mini-triathlon-dag for alle medarbejdere i olieselskabets danske hovedkontor.

Arrangørerne bag motions-udfordringen håber samtidig, at en række medarbejdere nu er så bidt af motion, at mindst én kan gennemføre en komplet triathlon næste år og måske en håndfuld en halv-marathon på 21 kilometer.

Inspireret af innovativ afdeling
Hele processen begyndte for et år siden i Q8 Oils, der er den afdeling af Q8 i Danmark, som sælger forædlede olieprodukter til bl.a. landets autoværksteder og bilforhandlere.

Q8 Oils har en løbeglad chef i direktør Kirsten Lykke Bach. Hun lod sig inspirere af "full engagement" teorier, som hun gerne vil have forvandlet til god praksis i sin afdeling - med positive resultater som højere energiniveau, personligt velvære, mindre stress, bedre teamwork og færre sygedage.

"Det var ikke, fordi vi havde nogen specielle problemer. Tværtimod har Q8 Oils altid været præget af en god stemning, høj arbejdsglæde og forretningsmæssig succes. Men vi kan altid alle sammen blive en lille smule bedre og især komme i bedre form. Jeg ville gerne have, at mine medarbejdere tænkte mere i sundhed og motion, end de normalt gjorde i hverdagen," forklarer Kirsten Lykke Bach.

Sidste sommer gennemgik Q8 Oils knap 20 medarbejdere derfor en komplet "full engagement" proces, herunder også et kursus i "energy management".  Det skete i samarbejde med specialister fra Implement, der arbejder med en pyramide med fire niveauer af energistyring - den fysiske energi, den emotionelle energi, den mentale energi og den spirituelle energi i toppen.

Energi- og motions-processen i Q8 Oils blev en så stor succes, at resten af olieselskabets hovedkontor bad om at komme med. Dog i en lidt mere begrænset udgave uden f.eks. en frivillig helbredstest, som var ét af elementerne fra Q8 Oils projekt.

Nærmere oplysninger:
Kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff
Kuwait Petroleum (Danmark) A/S
Telefon: 45 99 21 71
Mobiltelefon: 40 94 27 06
Email: jysn@q8.dk

Forslag til billedtekster:

Spinning var et af elementerne i Q8s særlige motions-konkurrence.

Q8 håber, at flere medarbejdere vil gennemføre triathloni 2011, og endnu flere kan klare at løbe en halv marathon.

( Billederne er til redaktionens fri anvendelse)

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links