Q8 sætter ansigt på F24

Benzinautomater tager større og større dele af markedet fra de traditionelle servicestationer. Lavere priser på brændstof og bilvask er hovedårsagen

Nogle bilister vil måske føle sig hensat til en science-fiction film, når de i denne tid besøger en af landets 74 F24 automatanlæg.

Her bliver de nemlig mødt af benzinautomater, der er langt mere personlige end de sædvanlige standere på en tankstation. Hos F24 er standerne næsten levende. De smiler til kunderne og taler personligt til dem.

Hemmeligheden bag de nærmest menneskelige automater er den nyeste computer-teknologi, som F24 kæden, der ejes af Q8, er den første til at introducere i Danmark.

”Ideen er at gøre tankning af bilen og bilvask til en mere spændende, levende, personlig og venlig oplevelse. Når kunderne står foran tankstanderen, kan vi lige så godt gå i dialog med dem, tilbyde forskellige former for praktiske informationer eller give dem et godt tilbud. Og hvorfor ikke gøre det på en smilende måde,” forklarer brand-konsulent Eva Grønbæk fra Q8.

De nye automatstandere giver samtidig en langt højere sikkerhed, når man betaler med Dankort og kreditkort. På den måde er de med til at reducere risikoen for den desværre stadig mere udbredte kortsvindel, tyverier og korttyverier.

Glad introduktion

F24 fejrer sit nye, mere menneskelige ansigt med en landsdækkende kampagne, som mange formentlig allerede har stiftet bekendtskab med gennem tv, radio, internet og plakater.

Kampagnen blev introduceret i sidste uge med en gratis tankfuld brændstof til hver 24. kunde på en F24 station. Kampagnen har været en stor succes, og den har kostet F24 mange penge i gavekort til heldige kunder.

Ikke desto mindre fortsætter F24 sin nye kampagne: I denne uge kan alle, som tanker på en F24 station og rammer et beløb, der ender på 24 øre, deltage i en konkurrence om at vinde en Fiat 500.

F24 i overhalingsbanen

Siden Q8 introducerede F24 kæden i 2005, er den vokset til i dag 74 ubemandede stationer landet over.

Dette tal vil blive større i de kommende år, for ubemandede automatanlæg er i kraftig stigning overalt i landet. Ifølge tal fra brancheforeningen Energi og Olieforum. er antallet af tankstationer med ren selvbetjening mere end fordoblet siden 1997.

En af de næste F24 stationer, som vil blive åbnet, har i øvrigt opnået en vis filmberømmelse. Det er nemlig den tidligere Q8 tank i Hanstholm, som Olsen Banden gjorde landskendt, da de i en af deres populære film forsøgte at snyde sig til gratis benzin. Med F24s nye computerstyrede brændstofstandere ville denne svindel være umulig, selv hvis det havde været Egon Olsen og co., der forsøgte.

Årsagen til F24s stærke fremmarch er i øvrigt åbenlys: Brændstofprisernes himmelflugt har fået flere og flere bilister til at kigge seriøst på deres udgifter til bilens drift. På en F24 station kan de således spare typisk 7 øre pr. liter benzin, 21 øre pr liter diesel og ofte 30 kroner på en bilvask. På årsbasis bliver det hurtigt til mange penge.

”Hos Q8 vil vi gerne give bilisterne et valg. Hvis de vil spare penge og udelukkende besøger os for at tanke eller vaske bilen, er vores F24 kæde det oplagte valg. Ønsker kunderne mere service og har brug for at købe mad- og drikkevarer af høj kvalitet, skal de køre ind på en Q8 servicestation. Her vil der også være et stort udvalg af bilrelaterede produkter, aviser og blade samt andre kioskvarer,” forklarer kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff fra Q8.

Yderligere oplysninger fås hos:
Kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff
Kuwait Petroleum (Danmark) A/S
Telefon: 45 99 21 71
Mobiltelefon: 40 94 27 06
Email: jysn@q8.dk

Forslag til billedtekst:

Hovedpræmien i F24s landsdækkende konkurrence er denne Fiat 500. Med i konkurrencen er alle, som har tanket hos F24 og ramt et beløb, der slutter på 24 øre. Deltagerne skal taste deres bon-nummer ind på www.f24.dk

((Foto er til redaktionens fri anvendelse))

Læs mere på www.f24.dk

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links