Større omsætning og mindre overskud hos Q8

Som følge af de høje oliepriser på verdensmarkedet voksede Q8s omsætning i regnskabsåret 2011/2012. Overskuddet faldt dog med knap 25 pct. primært på grund af hård lokal priskonkurrence på benzin og diesel

”Vi er tilfredse med årets resultat. Når vi kommer ud med et mindre overskud end sidste år, skyldes det primært lav økonomisk vækst og stigninger i prisen på olieprodukter, som lagde en dæmper på det private forbrug og skabte hård priskonkurrence på benzin og diesel,” siger Q8s adm. direktør Steffen Pedersen i en kommentar til olieselskabets årsregnskab, der foreligger i dag.
Bruttoomsætningen voksede fra 11,8 mia. kr. sidste år til 12,7 mia. kr. i det seneste regnskabsår, der sluttede den 31. marts 2012. Årets resultat faldt derimod fra 219 mio. kr. året før til 168 mio. kr. i 2011/2012.

Fald i salget af brændstof
En liter benzin er i løbet af året steget med 1,60 kr. pr. liter, og en liter diesel er steget med 1,00 kr. Prisstigningerne og det fortsat træge opsving i Danmark betød, at Q8 solgte færre liter end året før. Samtidig har Q8 kunnet mærke, at danskerne skifter til billigere brændstof. Både i form af øget salg fra Q8s lavpriskæde, F24, og i form af øget salg af diesel, som nu udgør over 50 pct. af salget af brændstof fra Q8s servicestationer.

Succes med ‘food to go’
Hurtig, lækker mad til at tage med på farten er et af de områder, hvor Q8 oplever en stabil fremgang og har øget både salg og dækningsbidrag pr. kunde i forhold til året før. Fremgangen dokumenterer Q8s succes med at omdefinere den traditionelle benzinbutik til moderne convenience-stores med cafemiljøer, hvor økologisk kaffe, friskbagt brød og sandwiches af grovbrød og med kvalitetsfyld kan købes ’to go’ eller nydes i smarte lounge-områder. Et af butikkernes mest succesrige produkter er kvalitetskaffen, som får kunder til at lægge vejen forbi en Q8 servicestation alene for at købe god kaffe. Også det friskbagte brød, der har givet Q8 prædikatet ’branchens bedste bager’, er populært hos kunderne.

Store investeringer i fremtiden
Q8 har i det forgangne regnskabsår investeret massivt i nye Qvik To Go-butikker på selskabets servicestationer samt udbygning af lavprisselskabet F24, hvor stadig flere bilisterne foretrækker at tanke på grund af de lavere brændstofpriser. Investeringerne på i alt 189 mio. kr. kunne finansieres alene af driften.

Regnskabet kan downloades
Det komplette 2011/2012 årsregnskab fra Q8 kan fra torsdag den 21. juni kl. 13.00 hentes som pdf-fil på www.Q8.dk 

Fakta om Q8
Q8s vigtigste forretningsområder i Danmark er salg og distribution af olieprodukter, som Q8 køber til dagspris på det åbne marked. Langt størstedelen af Q8s olieprodukter stammer fra Nordsøen. Q8 havde med udgangen af marts i år 150 bemandede servicestationer under Q8 varemærket, heraf 98 Qvik To Go convenience-butikker, samt 95 F24 automatanlæg og 33 International Diesel Service anlæg, som henvender sig specielt til transportbranchen

**

Forslag til billedtekst:
Q8s resultat for regnskabsåret 2011/2012 bærer præg af, at stigninger i prisen på olieprodukter lagde en dæmper på det private forbrug og skabte hård priskonkurrence på benzin og diesel.

(Billedet fra Q8s hovedkvarter i Birkerød kan anvendes frit i forbindelse med omtale af Q8s resultat).

**

For nærmere oplysninger, kontakt venligst:
Adm. direktør Steffen Pedersen på telefon  45 99 20 00,
Direktør Chrilles Svendsen på telefon 45 99 27 00 - eller
Kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff på e-mail jysn@q8.dk
eller telefon 45 99 21 71.

Tags:

Q8

Abonner

Multimedia

Multimedia