Gode råd til bilferien

Pas på, hvis du skal på bilferie!

 

Bilferien kan blive en dyr fornøjelse, hvis man drøner af sted uden at have de rette forsikringer. Vælger man en kør-selv-ferie i egen bil, eller lejer bil i udlandet, skal man have styr på sine dokumenter, hvis man vil undgå, at ferien forvandles fra et herligt sommereventyr til et dyrt mareridt.  

Inden man sætter sig bag rattet i sin bil og gør sig klar til at køre på ferie, er det vigtigt at tjekke, om man har styr på forsikringerne. For meget kan gå galt. Bilen kan blive stjålet, blive beskadiget, brænde sammen, eller man kan skade andre ved uheld. Hvis man har en ansvarsforsikring og en kaskoforsikring, er man dækket ind. Lejer man bil i udlandet, skal man tjekke forsikringerne en ekstra gang.

”Ansvarsforsikringen er lovpligtig og dækker de   skader bilens fører forvolder på andre personer og andres ting. Derudover kan det være en fordel at have en kaskoforsikring, der dækker skader på din bil og tilbehør, tyveri på din bil og tilbehør samt reparationen af din bil. Kaskoforsikringen indbefatter også en redningsforsikring ved kørsel i udlandet, der dækker, hvis din bil går i stå fx ved færdselsuheld,” forklarer Lise Agerley, kommunikationschef i Alka.

Grønt eller rødt kort?

Udover forsikringspapirerne er der også andre dokumenter, du skal have styr på.

”Du skal have det grønne kort med, hvis du vil køre til eller gennem Bosnien-Hercegovina, Hviderusland, Makedonien, Moldavien, Montenegro, Serbien, Tyrkiet og Ukraine. Kortet dokumenterer, at du har en ansvarsforsikring – og fås hos dit forsikringsselskab. På kortet skal det fremgå, om bilen har monteret en trækkrog, der er ansvarsforsikret, og dermed dækker skader forvoldt med en efterspændt campingvogn. I de lande, hvor kortet ikke er påkrævet, er det nok med bilens registreringsattest,” forklarer Lise Agerley fra Alka.

Det røde kort er ikke nødvendigt at medbringe, men mange tager det med, fordi det indeholder informationer, om i hvilke situationer du kan få hjælp, og hvilken hjælp du kan få .

”Du er dækket af din forsikring, uanset om du har kortet med eller ej. Det vigtige er at vide, hvor du får hjælp, hvis uheldet er ude. Derfor kan det være en god idé at have kortet printet ud eller hente det som en mobilapplikation fra SOS eller dit forsikringsselskab, så du altid ved, hvordan du får hjælp,” forklarer Lise Agerley fra Alka. 
 
Hvis du lejer bil

Planlægger du at leje bil i udlandet, skal du være opmærksom på bilens forsikringer.

”Du kan risikere at blive stillet over for meget store erstatningskrav, hvis der ikke er styr på ansvarsforsikringen. Det er vigtigt, at du sikrer dig, at forsikringssummen er stor nok, hvis du bliver stillet over for et erstatningskrav. F or at sikre, at man er dækket 100 procent ind, råder vi folk til, at ansvarsforsikringen dækker i henhold til ferielandets færdselslov og erstatningsregler – uden begrænsning og selvrisiko. Det gør det dejligt nemt at aflevere bilen igen, og man undgår, at der bruges tid på at lede efter skader, ” udtaler Lise Agerley fra Alka.

Sørg også for at have styr på, hvad kaskoforsikringen dækker.

”Som udgangspunkt dækker kaskodækningen alle typer skader, men vær opmærksom på, om der er skadestyper, der er undtaget i forsikringen, som du selv kan komme til at hæfte for. Hvis du f.eks. skal køre meget på grusveje, kan der opstå skader på undervognen på grund af stenslag. Og så er det ikke godt, hvis kaskoforsikringen ikke dækker skader på undervognen,” lyder det fra Lise Agerley fra Alka.

  Ta´ en runde om bilen!

Når du har fået styr på forsikringerne, er det en god idé at tjekke, om bilen har skader.

”Tag en runde om bilen, inden du kører af sted. For hvis der er skader på bilen, der ikke er blevet gjort opmærksom på, kan du risikere at komme til at stå til ansvar for skader, som andre har lavet. Finder du flere fejl eller skader, end der er noteret, så få det tilføjet på kontrakten. En mundtlig aftale er ikke nok,” forklarer Lise Agerley fra Alka.

Lej bilen hjemmefra

Hvis du allerede – før du tager på ferie – ved, at du vil leje en bil i udlandet, kan det være en fordel at gøre det hjemmefra.

”Man kan med stor fordel leje bilen før afrejse hos et af de etablerede udlejningsfirmaer. Så kan du i ro og mag tjekke alle forsikringsforholdene, så du er sikker på, hvad du skriver under på. Du har også muligheden for at kontakte dit eget forsikringsselskab. Det er ikke altid, man har samme overskud, hvis man har rejst i langt tid,” lyder det fra Lise Agerley fra Alka.

  __________________________________________

Gode råd, når du skal leje bil i udlandet

Forsikringsselskabet Alka har samlet følgende råd til dig, der overvejer at leje bil i udlandet.

  • Lej bilen hjemmefra, så du i ro og mag sætte dig ind i forsikringsforholdene. Du kan også nå at kontakte dit eget forsikringsselskab ved tvivlsspørgsmål.
  • Benyt et af de etablerede udlejningsfirmaer - gerne med kontor i Danmark. Det gør kommunikationen lettere .
  • Sørg for, at alle forsikringer (ansvar, kasko og tyveri) er med i prisen. Hvis du er i tvivl, om forsikringsforholdene er i orden, så lad være med at leje bilen.
  • Tjek, hvor gammel du skal være for at leje bilen, og om der er forskellige selvrisikosatser ved forskellige aldersgrupper, samt hvad selvrisikoforsikringen dækker - og om det kan betale sig. I nogle tilfælde kan det være fornuftigt at tegne en forsikring mod den høje selvrisiko.
  • Undersøg, hvad det betyder i forhold til pris og forsikring (forkortet AAO), hvis I får skrevet mere end to fører af bilen på udlejningspapirerne.
  • Gennemlæs kontrakten grundigt – også det med småt – inden du skriver under. Husk at få en kopi af kontrakten!
  • Undersøg om bilen er i orden, inden du sætter dig bag rattet. Opdager du skader, så sammenhold dem med bilens tilstandsrapport. Finder du flere fejl eller skader, så få det tilføjet på tilstandsrapporten/lejekontrakten. En mundtlig aftale er ikke nok!
  • Sørg for, at alt stemmer overens med det aftalte – især hvis du har reserveret bilen hjemmefra.
  • Hav altid lejepapirerne på dig – også når du forlader bilen.
  • Ring altid til udlejeren og fortæl, hvis du har været ude for et uheld.
  • Husk at tage dit kørekort med på ferien.

Kilde: Alka

FOR YDERLIGERE INFORMATION:

Lise Agerley, Kommunikationschef i Alka

Direkte: 43 58 59 11 / Mobil: 40 21 01 77

lag@alka.dk

Tags: