Kulturminister giver hjælpende hånd til museumsbesøgende med handicap:

Nordjyske museers tilgængelighed under lup

Nu skal det være slut med at gå forgæves på nordjyske museer, hvis man sidder i kørestol, er dårligt gående, har nedsat syn eller hørelse. Kulturministeriet har bedt foreningen God Adgang om at registrere adgangsforholdene på regionens museer, så alle kan få klar besked om, hvilke museer der er tilgængelige. Man kan allerede nu finde informationer om tilgængeligheden på 23 steder i Nordjylland – heriblandt Bangsbo Museum & Arkiv, Nordsøen Oceanarium, Skagen By- og Egnsmuseum og Kunsten.

Manglende elevatorer og ramper på museer i gamle bygninger kan gøre adgangsforholdene besværlige for mange mennesker med handicap, og mange finder først ud af den manglende tilgængelighed, når de vil besøge museerne. Men nu får alle museumsbesøgende en hjælpende hånd. Fremover vil alle kunne tjekke adgangsforholdene på forhånd.

Kulturministeriet har nemlig indgået en aftale med foreningen God Adgang om en national registrering og mærkning af alle statslige og statsanerkendte museer. Det betyder, at kørestolsbrugere, allergikere og mennesker med nedsat syn og hørelse kan få detaljeret information om adgangsforholdene på museerne, før de tager hjemmefra. Samtidig får museerne inspiration til, hvordan de kan forbedre tilgængeligheden.

”Målsætningen må være, at alle danskere skal have adgang til statsstøttede museer. Forholdene på nogle af institutionerne kan blive bedre, og jeg håber derfor, at denne indsats vil forbedre adgangen, så vi får indhentet det forsømte og kommer op på et anstændigt niveau,” udtaler Kulturminister Marianne Jelved.

Kulturministeriet tilbyder alle museer at betale for det første års medlemskab af God Adgang, så museerne gratis kan få registeret og mærket tilgængeligheden. Kulturministeren opfordrer derefter til, at museerne forbliver medlemmer af God Adgang, så alle fortsat kan søge relevant information om tilgængeligheden til kulturlivet.

Tjek tilgængeligheden på 102 steder

Allerede nu er 102 steder blevet mærket af God Adgang på landsbasis. De 23 er lokaliseret i Nordjylland – heriblandt Bangsbo Museum & Arkiv, Nordsøen Oceanarium,   Skagen By- og Egnsmuseum og Kunsten.

”Vi ved, at ca. 15 procent af alle danskere er berørt af en funktionsnedsættelse, derfor er behovet for troværdig information stort. Med registreringen af tilgængeligheden på stederne kan gæster og turister få detaljerede oplysninger om adgangsforholdene. Sidder man i kørestol, er det vigtigt at vide, om museet er i flere etager, og om der er elevator. Bruger man høreapparat vil man sikkert gerne vide, om man kan følge med i en guidet omvisning,” siger Ulla Kramer, der er sekretariatsleder i God Adgang.

Alle oplysninger om stedernes adgangsforhold samles på godadang.dk, hvor man kan søge efter specifikke steder eller ud fra geografiske områder. Det enkelte sted vil typisk have informationerne liggende på sin hjemmeside.

Kan tiltrække flere besøgende

Hos God Adgang er man glad for aftalen med Kulturministeriet, fordi den kommer rigtig mange mennesker til gode – både mennesker med nedsatte funktioner og deres pårørende.

"Vi ved godt, at mange museer har til huse i gamle bygninger, hvor man ikke har tænkt på tilgængeligheden for alle mennesker. Men med vores detaljerede registreringer af hvert museum, kan vi både informere om tilgængeligheden og samtidig rådgive om, hvordan man kan forbedre adgangsforholdene, så museet kan byde alle velkomne. Det behøver hverken være besværligt eller dyrt. I sidste ende kan det vise sig at være en god investering, fordi museerne kan tiltrække endnu flere besøgene,” siger Ulla Kramer.

Adgangsforholdene på museerne bliver vurderet i forhold til 7 typer handicap:

  • Kørestolsbrugere
  • Gang-, arm- og håndhandicappede
  • Synshandicappede
  • Hørehandicappede
  • Astmatikere og allergikere
  • Udviklingshandicappede
  • Alle med læsevanskeligheder

Om God Adgang

God Adgang er en national ankerkendt mærkeordning, der ledes af en non-profit og upolitisk forening ved samme navn. Mærkeordningen er baseret på et kravgrundlag, der er udviklet af Dansk Standard for Erhvervs- og Byggestyrelsen og indeholder minimumskrav til tilgængelighed i eksisterende bygninger. Målsætningen med mærkeordningen er at informere om tilgængelighed og inspirere virksomheder og kommuner til at skabe bedre fysiske adgangsforhold til bygninger med offentlig adgang. God Adgang er stiftet af VisitDenmark, HORESTA og Danske Handicaporganisationer.

På hjemmesiden www.godadgang.dk kan man finde mere information om adgangsforhold.

For yderligere information kontakt:

Ulla Kramer, sekretariatsleder i God Adgang

uk@godadgang.dk
Mobil tlf.: 51 34 35 96

Web: www.godadgang.dk

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia