Læg først feriebillederne på de sociale medier EFTER din rejse

Danskerne dropper Facebook på ferien for at undgå indbrud

En opdatering og en masse feriebilleder på Facebook, der afslører, at du er ude at rejse, kan koste dig dyrt! Indbrudstyvene følger nemlig med på de sociale medier og kan i ro og mag planlægge deres næste togt uden at blive forstyrret. Det får nu danskerne til at droppe de sociale medier, når de er på ferie, viser en ny undersøgelse, som forsikringsselskabet Alka har fået foretaget.

Det er nok de færreste af os, der er på Facebook, Instagram og Twitter, der helt kan sige os fri for at have underholdt vores familie og venner med, hvor dejlig en ferie vi har gang i, mens vi er ude at rejse. Men lad vær, lyder rådet fra forsikringsselskabet Alka.

”En opdatering på de sociale medier om, hvor man holder sommerferie, krydret med en masse dejlige billeder fra stranden, kan være en direkte invitation til indbrudstyvene. De holder nemlig ikke sommerferie og bruger alle kneb for at finde ud af, hvor de kan gå på rov – også internettet,” forklarer Lise Agerley, kommunikationschef i Alka.

Danskerne garderer sig mod indbrud

Heldigvis viser en ny undersøgelse fra Alka [1] , der er foretaget af YouGov, at mange danskere er klar over risikoen – i hvert fald svarer 29 procent af de adspurgte i undersøgelsen, at de undlader at lave ferieopdateringer for at undgå indbrud.

”Det er meget positivt, at folk dropper ferieopdateringerne, når de er ude at rejse for at undgå indbrud. For der er ingen grund til at give indbrudstyvene bedre arbejdsbetingelser, end de har i forvejen. Det er vigtigt, at man tager alle de nødvendige forholdsregler for at minimere risikoen for indbrud – især når man ikke er hjemme,” lyder det fra Lise Agerley hos Alka.

Læg billederne op – efter ferien!

Selvom næsten hver tredje dansker svarer, at de ikke uploader feriebilleder eller laver opdateringer fra deres rejser, fordi de ved, at indbrudstyve kan følge med på de sociale medier, så er der stadig 15 procent, der gør det.

De 9 procent gør det endda, selvom de er klar over, at indbrudstyve kan være med på en kigger på de sociale medier.

Det får Alka til at kommer med følgende råd:

”Der er intet i vejen med at lægge sine dejlige feriebilleder ud på de sociale medier eller komme med tips til andre om, hvor man kan rejse hen, men vores råd er, at man skal vente til, man er kommet hjem fra ferien. Skriv, at du er kommet hjem fra en fantastisk rejse, så eventuelle indbrudstyve ved, at du hjemme igen. Så er dit hjem ikke så attraktivt for dem, fordi det igen er beboet,” forklarer Lise Agerley fra Alka.

________________________________

Gode råd:

Undgå indbrud, når du er ude at rejse

Indbrudstyvene går stort set efter de samme ting året rundt – alt fra elektronik og kontanter til designermøbler og smykker er i høj kurs. Tyvene går især efter let omsættelige mærkevarer. Så når du er ude at rejse, er det vigtigt at gøre det så besværligt som muligt for indbrudstyvene, lyder rådet fra Alka.

  • Tænk over, hvad du fortæller på de sociale medier – en opdatering om, at du er ude at rejse kan være en direkte invitation til indbrudstyve      
  • Hvis du er ivrig efter at fortælle om og vise billeder fra din rejse, så gør det efter turen og gør opmærksom på, at du igen er hjemme
  • Sørg for, at alle vinduer og døre er lukkede og låst, når du forlader dit hjem – også selvom vinduer/døre befinder sig på 1. sal eller højere
  • Sæt tyverialarmer op de skræmmer langt de fleste indbrudstyve væk
  • Lås hoveddøren – og sørg for stabile låse
  • Sæt et tænd-og-sluk-ur til at tænde lys og radio, når du ikke er hjemme
  • Få din nabo til at tømme postkassen og fylde affald i din affaldsspand, så det ser ud som om, at du er hjemme
  • Sørg for, at der er en bil i din carport
  • Sæt friske potteplanter i vindueskarmene, så huset ikke ser forladt ud
  • Mærk dine ting, så er der større sandsynlighed for, at du får dem tilbage efter indbrud

Kilde: Alka

FOR YDERLIGERE INFORMATION:

Lise Agerley, Kommunikationschef i Alka

Direkte: 43 58 59 11 / Mobil: 40 21 01 77

lag@alka.dk


[1] Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1009 CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år i perioden 23. - 24. april 2013.

Tags: