Ny undersøgelse om danskernes forhold til fuldkorn:

Fuldkorn forvirrer midtjyderne

Hvis du ikke ved, hvor meget fuldkorn du skal spise om dagen for at holde dig slank og undgå sukkersyge, hjerte-sygdomme og kræft , er du langt fra den eneste. Mere end 9 ud af 10 midtjyder kender ikke den officielle anbefaling fra Fødevarestyrelsen. Det viser en ny YouGov-undersøgelse, der er foretaget for Q8, som er med i Fuldkornspartnerskabet.

At fuldkorn er godt for vores sundhed, ved de fleste. Men hvad fuldkorn helt præcis er, og hvor meget vi bør spise, er vi derimod meget i tvivl om. Det viser en ny undersøgelse fra Q8, der er foretaget af YouGov [1] .

68 procent af midtjyderne ved, at rug er fuldkorn, og 48 procent ved også, at havre betegnes som fuldkorn, men så begynder forvirringen om forskellen på korn- og frøtyperne. Mere end hver fjerde midtjyde tror fejlagtigt, at solsikkekerner og græskarkerner er fuldkorn, og kun 3 procent ved, at ris hører til i fuldkornskategorien. [2]

Heller ikke mængden af fuldkorn, som vi bør indtage, kender midtjyderne . Den officielle anbefaling fra Fødevarestyrelsen er, at vi skal spise 75 gram fuldkorn om dagen for at holde os slanke og forebygge sygdomme som sukkersyge, hjerte-sygdomme og kræft. Men i Q8s undersøgelse kender 90 procent af midtjyderne ikke den korrekte anbefaling.

Fuldkorn hitter trods forvirring

Q8 har stillet skarpt på danskernes forhold til fuldkorn, fordi virksomheden i sine mange butikker over hele landet hele tiden forsøger at udbyde sundere og friskere mad og er med i Fuldkornspartnerskabet, der bl.a. er støttet af Fødevarestyrelsen. Hensigten med partnerskabet er at få flere danskere til at spise mere sundt.

Trods danskernes fuldkornsforvirring er det positive, at flere og flere danskere vælger fuldkornsprodukter. Salget af fuldkornslogomærkede produkter steg 7,2 procent i 2012 ift. 2011. En tendens som Q8 kan mærke i deres 109 Qvik To Go butikker, der sælger fuldkornssandwich og fuldkornsmorgenprodukter.

”Selvom vores undersøgelse viser, at danskerne ikke helt har styr på, hvor meget fuldkorn de skal spise, så lader det til, at de alligevel har forstået budskabet om, at fuldkorn er godt for deres sundhed. Vi kan i hvert fald mærke, at flere og flere vælger fuldkornsboller og fuldkornssandwich i vores butikker. Vi synes, at det er enormt positivt, at vi på denne måde kan være med til at bidrage til danskernes sundhed,” fortæller Jan Hjort Kristensen, der er team- og konceptmanager hos Q8.

Danskerne spiser ikke nok fuldkorn

Selvom danskerne i dag indtager flere fuldkorn end tidligere, spiser de, ifølge Fuldkornspartnerskabet, stadig for lidt. Anbefalingen lyder på 75 gram om dagen, men danskernes indtager i gennemsnit kun 55 gram fuldkorn. Det får Q8 til at satse på et endnu brede udvalg af fuldkornsprodukter til danskerne.

”Som del af Fuldkornspartnerskabet kigger vi hele tiden på, hvordan vi kan gøre vores udvalg af produkter sundere. Vi har haft meget stor succes med bl.a. vores fuldkornssandwich, og det lader til at danskerne er klar til endnu flere grovere varianter. Så vi tør godt afsløre, at vi allerede i starten af næste år lancerer endnu et fuldkornsprodukt til vores kunder,” fortæller Jan Hjort Kristensen fra Q8.

Nærmere oplysninger:

Kommunikationschef Marie Schou Petersen

Q8 Danmark A/S

Telefon: 42 12 64 19

Email: Presse@q8.dk


[1] ”Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1006 CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år, i perioden 25. - 27. oktober 2013”.

[2] Ifølge Fødevarestyrelsen og Fuldkornpartnerskabet defineres hvede, rug, byg, havre, tørret majs, hirse og ris som fuldkorn, mens solsikkekerner, græskarkerner, sesamfrø, vilde ris og boghvede ikke gør.

Abonner

Multimedia

Multimedia