På påsketur uden forhindringer:

Lokal rejseguide hjælper ældre og mennesker med handicap

Påsken står for døren, og mange benytter højtiden til at tage på udflugt eller weekendophold. Men bor man på Sjælland, kan man let støde ind i forhindringer, hvis man har et handicap. Det er nemlig langt fra alle turistattraktioner, der har adgang for eks. kørestolsbrugere. Heldigvis kan den lokale rejseguide godadgang.dk hjælpe. Her kan man tjekke adgangsforholdene på turistattraktioner og hoteller i hele landet, så man kan planlægge sin tur hjemmefra og undgå problemer.

Hver 5. af os er berørt af en funktionsnedsættelse og er afhængig af, at hoteller, og turistattraktioner tager hensyn til, at ikke alle kan klare trapper, tåle husdyr eller se informationsskilte. Desværre er det bare ikke alle steder, der har god adgang for alle – og behovet for pålidelig information er stort.

Derfor har foreningen God Adgang lavet hjemmesiden godadgang.dk, hvor adgangsforholdene på en række af landets turistattraktioner, hoteller og vandrehjem er blevet registeret af professionelle folk, så man kan tjekke tilgængeligheden på stederne.

”Bor man eks. på Sjælland, kan man kan gå ind på vores hjemmeside og tjekke tilgængeligheden på en masse forskellige turistattraktioner på Sjælland og andre dele af landet. Man kan søge på enkelte byer, men også på specifikke turistattraktioner. Så kan man planlægge sin påsketur uden at støde ind i forhindringer,” fortæller Ulla Kramer. Hun er sekretariatsleder i foreningen og mærkeordningen God Adgang, der indsamler oplysninger og informerer om adgangsforhold til steder med offentlig adgang i Danmark.

Godt 1.000 mærkede steder i hele landet

I alt kan man tjekke tilgængeligheden på ca. 1.000 steder i hele landet – lige fra hoteller, sommerhuse og campingpladser til museer, spisesteder og naturoplevelser.

”Sidder man i kørestol, kan man tjekke, om man kan komme rundt på museet. Lider man af allergi, kan man få oplyst, om der er adgang for husdyr, og om der anvendes parfume i rengøringsmidler på stederne. Bruger man høreapparat kan man se, om der er teleslynger, mens man som svagt seende kan få at vide, om der er audioguides på det sted, man ønsker at besøge,” fortæller Ulla Kramer fra God Adgang.

Adgangsforholdene på alle steder er vurderet og registeret med udgangspunkt i et sæt af kriterier om tilgængelighed, der er udviklet af Dansk Standard i samarbejde med Danske Handicaporganisationer. Dertil kommer godt 1.000 steder, der er registreret af frivillige brugere – fortrinsvis inden for naturområder og turistvirksomheder.

____________

Om God Adgang

God Adgang er en mærkeordning, der ledes af en non-profit og upolitisk forening ved samme navn. Målsætningen med mærkeordningen er at informere om tilgængelighed og inspirere virksomheder og kommuner til at skabe bedre fysiske adgangsforhold til bygninger med offentlig adgang. God Adgang er stiftet af VisitDenmark, HORESTA og Danske Handicaporganisationer.

Adgangsforholdene bliver vurderet i forhold til 7 typer handicap:

  • Kørestolsbrugere
  • Gang-, arm- og håndhandicappede
  • Synshandicappede
  • Hørehandicappede
  • Astmatikere og allergikere
  • Udviklingshandicappede
  • Alle med læsevanskeligheder

FOR YDERLIGERE INFORMATION KONTAKT:

  • Ulla Kramer, sekretariatsleder i God Adgang

Tel. 51 34 35 96

Mail: uk@godadgang.dk

Abonner

Multimedia

Multimedia