Pas på - dine naboer og kolleger stjæler fra dig!

Pas på dit tøj i vaskekælderen, din iPad på dit uddannelsessted og mobilen på dit job. En ny undersøgelse fra Alka – foretaget af YouGov – viser nemlig, at 38 procent af danskerne har oplevet at få stjålet ting fra deres hjemlige omgivelser, arbejde eller uddannelsessted.

Der er god grund til at holde øje med dine ejendele selv på steder, hvor du tror, at du kan have dine ting i fred. I en ny undersøgelse fra Alka – foretaget af YouGov – svarer 38 procent af danskerne, at de har få stjålet ting fra deres hjemlige omgivelser, arbejde eller uddannelsessted [1] .

”Undersøgelsen viser desværre en rigtig kedelig tendens. Selv på steder, hvor vi normalt burde føle os sikre, risikerer vi at blive bestjålet. Det gør livet besværligt for os alle, fordi vi hele tiden skal være opmærksomme på, at folk tæt på os måske stjæler”, udtaler Lise Agerley, kommunikationschef i Alka.

Pas på vasketøjet og cyklen

Det er især på hjemmefronten, at man stik mod alle forventninger, ikke kan føle sig sikker. Ikke færre end 29 procent svarer, at de har oplevet at få stjålet private ejendele fra deres hjemlige omgivelser. Derfor lyder Alkas råd:

”Efterlad ikke dine ting på fællesarealerne. Selv ved aflukkede og aflåste fællesarealer kan tyven være på spil”, lyder det fra Alka.

”Bruger du en fælles vaskekælder, er det bedst at tage tøjet med op og tørre det i lejligheden. Har du en dyr cykel, kan du låse den fast til cykelstativet i kælderen – eller tage den med op. Griller du på Weber’en i en fælles have eller på en fælles terrasse, så fjern den så snart den er blevet kold igen”, udtaler fra Lise Agerley fra Alka.

Hold øje på dit arbejde og studie

Den kedelige tyveritendens gør sig også gældende på de danske arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Ifølge følge Alkas undersøgelse har 8 procent af danskerne oplevet at få stjålet ting fra deres job, mens 5 procent har fået stjålet ejendele fra deres uddannelsessted.

”Der er selvfølgelig ingen, der siger, at det er dine kolleger eller medstuderende, der står bag tyverierne, men man er nødt til at overveje risikoen for at få sine ting stjålet selv på steder, hvor man næsten per definition føler sig sikker”, forklarer Lise Agerley fra Alka og kommer med følgende råd:

”Er man på en arbejdsplads, hvor der kommer andre end ens kolleger, skal man være opmærksom på, hvad man har liggende. Det er let for en forbipasserende at tage din mobil, hvis den ligger uden opsyn. Og er du på dit studie, så forlad aldrig dine ting uden, at nogen holder øje med dem. Så er risikoen for, at en eller anden lige snupper din iPad eller bærbare langt mindre”.

Hvordan dækker forsikringen?

I de fleste tilfælde dækker din indboforsikring, hvis du får stjålet dine ejendele.

”Får du stjålet et par dyre bukser fra tørresnoren, cyklen fra cykelkælderen eller mobilen fra tasken, så dækker din indboforsikring. Kun i de tilfælde, hvor der er en åbenlys risiko for, at man kan få stjålet sine ting, dækker forsikringen ikke”, forklarer Lise Agerley fra Alka.

Tjek selvrisikoen

Inden du anmelder et tyveri, så vær opmærksom på din selvrisiko.

”Hvis du er så uheldig at blive bestjålet, så er vores råd, at du tjekker din selvrisiko, før du anmelder tyveriet. Det kan ikke altid svare sig at anmelde tyveriet, hvis du har en høj selvrisiko. Hvis du er i tvivl om dine forsikringsforhold så kontakt dit forsikringsselskab og hør nærmere”, lyder rådet fra Lise Agerley fra Alka.

Gode råd fra Alka:

  • Undlad at lade dit dyre tøj hænge i den fælles tørrekælder
  • Sørg for at tage dine ejendele med dig fra fællesarealer som gårdhave og terrasse
  • Lås din cykel fast til cykelstativet, selvom den står i en aflåst kælder
  • Efterlad aldrig dyre ting uden opsyn – hverken på dit arbejde eller uddannelsessted

For yderligere information:

Lise Agerley,  Kommunikationschef i Alka

Direkte:  43 58 59 11  / Mobil:  40 21 01 77

Mail: lag@alka.dk


[1] ”Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1010   CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år, i perioden 11. - 12. marts 2013”.

Tags: