Pas på sommerhuset, hvis forsikringen skal dække

Rust sommerhuset mod regn, rusk og indbrudstyve

 

Når det sidste spadestik i haven er taget, den sidste pølse er grillet og den sidste solstråle har forladt sommerlandet, er det tid til at lukke sommerhuset ned for vinteren. Det skal modstå vind, vejr og indbrudstyve, når den kolde tid gør sit indtog.

Efterårsferien står snart for døren, og det er en god anledning til at tage en runde om sommerhuset og sørge for, at det kan stå distancen mod det uforudsigelige danske vejr og uvelkomne indbrudstyve. Mange danskere oplever nemlig hvert år, at deres sommerhus får skader fra vintervejret, eller at det tømmes af indbrudstyve.

”Lige meget om du har planer om at bruge sommerhuset i løbet af vinteren eller ej, så giv det et grundigt tjek. Bliver vi udsat for et efterår med heftig regn og voldsomme storme, er det en god idé at sørge for, at det ikke er i fare for omkringstående træer, der kan falde ned i huset. Ligesom taget og vinduerne skal kunne stå imod regn og kraftfulde vindstød. Har du ikke taget de nødvendige forholdsregler, kan du nemlig risikere, at forsikringen ikke dækker skaderne,” lyder det fra Lise Agerley, kommunikationschef i Alka.

Luk for vandet!

Bliver vi udsat for en streng vinter med hårde frostgrader, er der stor risiko for, at rørene sprænger, hvis der ikke er lukket for vandet – og det kan blive dyrt.

”Har du ikke lukket for vandet, er det ikke sikkert, at du kan få erstatning for vandskaderne, hvis rørene sprænger pga. frost. Husk derfor at lukke for vandet ved hovedhanen og lad alle vandhaner stå åbne. Så er du sikker på, at du har tømt anlægget for vand, og at der ikke står vand i rørene,” siger Lise Agerley fra Alka.

Pas på indbrudstyvene!

Det er ikke kun vejr og vind, man skal være opmærksom på, når sommer bliver til efterår. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd er der dobbelt så mange indbrud i sommerhuse om vinteren som om sommeren, og der er næsten dobbelt så stor risiko for at få indbrud i sit sommerhus som i sin helårsbolig.

”I vinterhalvåret ligger de fleste sommerhusområder øde hen. Det giver indbrudstyvene optimale arbejdsbetingelser. Derfor er det en god idé at kigge på sit hus med en indbrudstyvs øjne,” udtaler Lise Agerley fra Alka og kommer med følgende råd:

”Sørg for at tage de ting med, der kan friste tyvene – så som fladskærmen, dvd’en og dyre møbler. Det kan godt være, at tingene ikke umiddelbart har så stor værdi, men de kan alligevel friste. Og husk at trække gardinerne fra, så det er tydeligt at se, at der ikke gemmer sig store værdier i huset. Sørg også for, at skuret og redskabsrummet har en god hængelås og solide beslag, så tyven ikke kan bruge dit eget værktøj til at bryde ind.”

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd kan det også være en god idé at spærre indkørslen til sommerhusgrunden med en bom eller kæde, så man ikke kan køre helt op til huset. Det besværliggør tyvens arbejdsbetingelser betydeligt.

Hvad dækker forsikringen?

Ejer du et sommerhus, er det vigtigt, at du har en fritidshusforsikring, hvis uheldet er ude, ellers kan det komme til at koste dig dyrt.

”Frostsprængninger med vand- eller fugtskader til følge dækkes af forsikringen, hvis huset er tilstrækkelig opvarmet. Forsikringen dækker dog ikke indtrængning af vand fra tagrender, som er tilstoppet eller frosset til. Derimod er stormskader og indbrudsskader på vinduer og døre dækket af forsikringen. Det samme gælder indbo, der stjæles, hvis det er låst inde – men ikke de ting, der står udenfor. Så sørg for, at havemøbler og grill er låst inde, når du forlader huset,” lyder det fra Alkas Lise Agerley.

GODE RÅD:

Sådan lukker du ned for sommerhuset

  • Luk ned for vandet på hovedhanen
  • Tøm vaske- og opvaskemaskiner og toiletter for vand
  • Afmonter termostatstyrede blandingsbatterier og tøm dem for vand
  • Tøm eller sørg for at frostsikre toilettet
  • Lås haveredskaberne, havemøbler, parasoller, grille o.l. inde
  • Fjern ekstra nøgler
  • Træk gardinerne fra, lad skabene stå åbne, så det er tydeligt, at der ikke er noget at komme efter
  • Fjern alle værdifulde genstande

(Kilde: Alka)

For mere information kontakt:

Lise Agerley, Kommunikationschef i Alka

Telefon: 43 58 59 11 / mobil: 40 21 01 77

Mail: lag@alka.dk

Tags: