Tid til forsikringstjek

Danskerne kan spare penge med få forsikringstjek

Rigtig mange danskere opfatter forsikringer som svære at forstå – og vil helst undgå at tænke på, at noget kan gå galt. Det viser en undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Men har man ikke styr på sine forsikringer, kan det koste dyrt. Brug 10 minutter hvert andet år på at tjekke dine forsikringer, lyder rådet fra Alka.

Hver uge gennemgår danskerne med stor iver supermarkedernes tilbudsaviser og kører gerne fra butik til butik for at spare penge. Anderledes ser danskernes mobilitet ud, når det gælder forsikringer. I gennemsnit er vi kunde i samme forsikringsselskab i ca. syv år.

”Rigtig mange danskere synes, at forsikringer er svære at sætte sig ind i, og at det er uoverskueligt at sammenligne priser. Derfor bliver mange i samme selskab år efter år uden at vide, om de er bedst tjent med at skifte til et andet,” forklarer Lise Agerley, kommunikationschef i Alka.

Men ifølge Alka kan det være en rigtig god idé at give sine forsikringer et tjek.

”Tjekker man ikke sine forsikringer med jævne mellemrum, risikerer man nogle meget ubehagelige overraskelser, den dag man får brug for erstatning og opdager, at man ikke er korrekt dækket. Ens livssituation og behov ændrer sig jo løbende, og det er vigtigt, at ens forsikringer er opdaterede, hvis de skal dække korrekt,” forklarer Lise Agerley fra Alka.

Økonomisk genvist

Der kan også være en anden økonomisk gevinst ved at tjekke sine forsikringer.

”Du har måske investeret mange penge i dyre designermøbler, eller du er flyttet fra en kæreste. I disse tilfælde er det vigtigt at få justeret indboforsikringen. Ligesom det er vigtigt at få ændret dine forsikringer, hvis du skiller dig af med dyre ejendele og kan nøjes med en lavere dækning. Du kan lige så godt spare penge ved at få en billigere forsikring,” lyder det fra Lise Agerley, kommunikationschef i Alka.

Brug 10 minutter hvert andet år

Hos Alka opfordrer man alle til at bruge ti minutter hvert andet år på at tjekke sine forsikringer – længere tid behøver det ikke at tage.

”Hvis du som udgangspunkt har sørget for at være korrekt dækket, da du fik din forsikring lavet, behøver det ikke at tage mere end ti minutter hvert andet år at gennemgå dine policer. Du kan nøjes med at tjekke de områder, hvor der er sket ændringer. Hvis du eksempelvis er flyttet, har fået barn, købt en masse nye dyre møbler o. lign., så fokusér på de områder, når du kigger dine forsikringer igennem. Det er vigtigt, at dine forsikringer følger dine ændrede behov,” forklarer Lise Agerley fra Alka.

Tjek forsikringsguiden.dk

Når man har papirerne fremme, kan det være fordelagtigt at tjekke, om andre forsikringsselskaber er billigere.

”Man kan blandt andet gå ind på forsikringsguiden.dk og sammenligne priser på 14 forskellige forsikringsselskaber. Det er et rigtigt godt værktøj, hvis du har brug for et hurtigt overblik,” lyder rådet fra Alkas kommunikationschef.

2 gode grunde til at tjekke dine forsikringer:

  • Du kan måske få et bedre tilbud hos et andet forsikringsselskab – og dermed spare penge.
  • Dine behov har måske ændret sig, så du har brug for en anden type forsikring og måske en anden dækning. Ændrer du ikke dine forsikringer efter din livssituation, kan det ende med, at du ikke er korrekt dækket.

FOR YDERLIGERE INFORMATION:

Lise Agerley, Kommunikationschef i Alka

Direkte: 43 58 59 11 / Mobil: 40 21 01 77

lag@alka.dk