Danmark udnytter den stigende øko-eksport på verdens største økologimesse

Den danske, økologiske eksport er i voldsom vækst og netop i år er mulighederne særligt gunstige for de 22 danske virksomheder, der deltager på BioFach, verdens største økologimesse. Messen finder sted 15. – 18. februar i Nürnberg i Tyskland. Den danske stand er arrangeret af Økologisk Landsforening i samarbejde med Landbrug & Fødevarer.

På fire år er den danske, økologiske eksport mere end tredoblet. Væksten vil fortsætte i de kommende år: De internationale markeder for økologi er meget gunstige netop nu, og det vil 22 danske virksomheder udnytte, når de deltager på BioFach 2012. Virksomhederne præsenterer blandt andet babymad udviklet af stjernekokke, glutenfri morgenmadsprodukter sødet med frugt og ost lagret i en kalkgrube. På messen kommer også de to danske kokkekometer Frederik Rudkjøbing og Lars Lundø, som begge har arbejdet sammen med Rasmus Kofoed, vinder af kokke-VM’et ” Bocuse d'Or” . De fremtryller retter af de varer, som udstillerne har med på den danske stand.

”Landbrug & Fødevarer har gode erfaringer med at bruge gastronomien som appetizer til de udstillende virksomheders produkter”, siger Mette Jasper Gammicchia, der er markedsudviklingschef i Landbrug & Fødevarer. ”Det åbne køkken er med til at tiltrække de besøgendes nysgerrighed og samtidig har den bølge som dansk gastronomi p.t. rider på som følge af Nomas position, Guldstatuetten ved Bocuse D’Or og den internationale anerkendelse af det nye nordiske køkken været med til at skabe en fornyet nysgerrighed for de danske økologiske fødevarer. For den tyske forbruger er det samtidig nyt, at økologi også er en del af topgastronomien og ikke kun forbindes med helse og sundhed”, siger Mette Jasper Gammicchia.

De danske virksomheder har erfaring fra at opbygge hjemmemarkedet gennem de seneste to årtier, og det giver dem et forspring, som skal udnyttes og synliggøres, når virksomhederne skal finde nye eksportmarkeder på BioFach. Messen er ifølge Klaus Bentzen, der er eksportchef i Økologisk Landsforening, det vigtigste sted at sørge for, at Danmarks økologiske varer bliver endnu mere populære i udlandet. Han glæder sig over den stadigt stigende internationale efterspørgsel:

”Vi ser nu resultaterne af de seneste års store eksportindsatser. Troværdigheden er et vigtigt parameter for de danske økologiske virksomheder. Danmark har en national troværdighed, fordi vi som et af de få lande har statskontrol, og vi har et stærkt forbrugende hjemmemarked med tillidsfulde forbrugere. På markederne lige uden for vores hoveddør er der stor vækst. Nu gælder det for virksomhederne om at vælge samarbejdspartnere med omhu, og bruge tid på at følge op på deres eksportindsatser. Det er vigtigt at have tålmodighed og fokus for at bryde igennem på markederne” siger han. Økologisk Landsforening forventer, at den danske, økologiske eksport vil runde 1 milliard kroner i 2012.

Den danske stand på BioFach er arrangeret af Økologisk Landsforening i samarbejde med Landbrug & Fødevarer og med støtte fra Fødevareministeriet og EU.

For yderligere information, kontakt venligst:

Klaus Bentzen, eksportchef i Økologisk Landsforening, 21614692, kbe@okologi.dk  
Mette Jasper Gammicchia, teamleder Markedsudvikling, Landbrug & Fødevarer, 27245668, mjg@lf.dk

Dansk økologisk eksport
M ejeriprodukter og æg udgør med 49 procent af den samlede eksport den største del af øko- eksporten.
Kød og kødvarer er den næststørste gruppe og udgør 14 procent af den samlede eksport.
Andre store varegrupper omfatter frugt og grøntsager, korn, sukker og honning.
Tyskland er det største aftagerland (44 procent), Sverige er det næststørste (19 procent), mens Frankrig og Holland indtager henholdsvis tredje- og fjerdepladsen med ni og otte procent.
Kun tre procent af eksporten går til lande uden for Europa .

Kilde: Danmarks Statistik, 2010-tal.

 

Abonner