L & F byder den nye kommission velkommen

Fredag den 27. november 2009 PRESSEMEDDELELSE: L & F byder den nye kommission velkommen Landbrug & Fødevarer ser frem til at arbejde sammen med de nye kommissærer, heriblandt Mariann Fischer Boels afløser, Dacian Ciolos. Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer byder hele den nye kommission velkommen. - Når det gælder landbruget ligger mange store projekter forude for den nye kommission; især i forbindelse med, at EU’s budgetter udløber i 2013. Tidspunktet gør, at det danske formandskab i 2012 får en nøglerolle i forhold til den fremtidige landbrugspolitik i EU. Vi vil glæde os til at gå i dialog om beslutningerne med alle relevante parter, siger Landbrug & Fødevarers adm. direktør, Carl Aage Dahl. Han understreger, at Landbrug & Fødevarer ikke kun ser en naturlig samarbejdspartner i landbrugskommissæren, men ligeså meget har behov for at samarbejde med kommissærerne inden for områder som klima, miljø, forbrug, forskning og innovation. - Landbrugs- og fødevareerhvervet er et innovativt og teknologitungt erhverv, hvor forbrugerrelationer og miljø- og klimahensyn spiller en stor rolle. Vi har en masse at byde ind med som erhverv på disse områder, og derfor vil vores interesser også være rettet den vej, siger Carl Aage Dahl. L & F glæder sig til samarbejdet med Dacian Ciolos Landbrug & Fødevarer beklager, at Mariann Fischer Boel stopper som landbrugskommissær, men glæder sig til det fremtidige samarbejde med den nye landbrugskommissær, Dacian Ciolos. - Vi har været glade for Mariann Fischer Boels arbejde. Hun er en meget respekteret og anerkendt kommissær, og vi har været glade for hendes overblik og ekspertviden. Men selvom posten skifter, er vi altid interesseret i at samarbejde og søge indflydelse omkring vilkårene for landbruget og fødevareerhvervet - uanset hvem der sidder i stolen, siger Carl Aage Dahl. Landbrug & Fødevarer håber, at den nye landbrugskommissær vil fortsætte den overordnede politiske stil, som den danske landbrugskommissær har stået for. - Vi håber, at Dacian Ciolos vil fortsætte med gradvist at markedsorientere landbrugspolitikken, og at den omlagte støtte vil gå til forskning og innovation samt natur- og miljøforbedringer. Vi håber også, afløseren vil holde fast i en fælles europæisk landbrugspolitik, så vi kan undgå renationalisering af landbrugsstøtten. Hvis støtten afhænger af nationalstaternes betalingsvilje, så skævvrider det fuldstændig markedet. KONTAKT: Mikkel Lumbye Andersen, pressekonsulent, 27 24 56 35

Abonner